Afgørelse

Ejerpantebrev pantsat i henhold til selvskyldserklæring samtidig med pantsætters påtagelse af kautionsforpligtelse med pro rata hæftelse.

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelser i forbindelse med kaution og håndpantsætning til sikkerhed for et erhvervsengagement.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægteparret M og H, der indtil begyndelsen af 2009 drev en erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab. M ejede selskabet via et holdingselskab.

Virksomheden havde en erhvervskredit (nr. -949) med et maksimum på 300.000 kr. i Danske Bank.

I 2008 blev virksomheden slået sammen med en anden virksomhed, som klagerne indgik partnerskab med. Om baggrunden herfor har klagerne anført, at de på baggrund af alder (henholdsvis 73 år og 68 år) ønskede at trække sig tilbage i løbet af en tre års periode, hvorefter virksomheden skulle videreføres af partneren og deres søn.

I forbindelse med sammenlægningen blev erhvervskreditten (-949) ved et tillæg til kreditkontrakten underskrevet af M og partneren den 30. april 2008 forhøjet med 100.000 kr. til 400.000 kr.

Samtidig underskrev M to dokumenter om henholdsvis selvskyldnerkaution og efterkaution, hvorefter M via holdingselskabet påtog sig selvskyldnerkaution pro rata med 50% for virksomhedens engagement, som for tiden alene bestod af erhvervskreditten (-949) på 400.000 kr.

Endelig underskrev M ligeledes den 30. april 2008 en pantsætningserklæring, hvorefter banken fik håndpant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i M's faste ejendom, der var parrets fælles bopæl, til sikkerhed for erhvervskreditten (-949) på 400.000 kr.

Ejendommen var efter det oplyste behæftet med yderligere to ejerpantebrev på henholdsvis 100.000 kr. og 150.000 kr., der lå til sikkerhed for et erhvervslån til holdingselskabet.

Den 20. februar 2009 gik virksomheden konkurs. I den forbindelse blev M via holdingselskabet anmodet om at indfri kautionen ved betaling af knap 180.000 kr. svarende til gælden på erhvervskreditten. Efterfølgende beklagede banken, at man ikke havde taget hensyn til pro rata hæftelsen, og nedsatte kravet til knap 90.000 kr.

Den 14. maj 2009 underskrev M et frivilligt forlig med banken om beløbet, der nu inklusive renter blev opgjort til 90.251,40 kr. Efter det oplyste blev det aftalt, at inddrivelsen skulle sættes i bero til den 1. november 2009.

Gælden på erhvervskreditten blev ikke nedbragt af partneren, der døde den 15. august 2009.

I sommeren 2009 satte klagerne ejendommen til salg. Ved brev af 29. juni 2009 til den medvirkende ejendomsmægler accepterede banken som panthaver i henhold til de tre ejerpantebreve, at ejendommen blev solgt i fri handel til kontant 2.950.000 kr. Vedrørende bankens forudsætninger fremgik blandt andet, "at der betales 1½ - 2% + moms i salær til kurator".

Ved brev af 21. oktober 2009 til ejendomsmægleren meddelte banken, at man ikke kunne acceptere en salgspris på 2.650.000 kr., men at man var indstillet på at godkende en salgspris på 2.800.000 kr. Ejerpantebrevene kunne indfries ved betaling af 249.467,13 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Ved brev af 30. oktober 2009 til banken accepterede M via sin advokat med forbehold at betale 249.467,13 kr. med tillæg af renter med henblik på at få gennemført ejendomssalget.

Handlen blev gennemført med overtagelse den 1. december 2009. Banken har oplyst, at man accepterede, at ejendommen blev solgt for en kontantpris på 2.675.000 kr.

Den 8. februar 2010 modtog banken som panthaver et provenu på 257.059,36 kr. fra ejendomshandlen. Heraf blev 57.059,36 kr. anvendt til indfrielse af holdingselskabets erhvervslån. De resterende 200.000 kr. blev anvendt til indfrielse af en nedrundet gæld på virksomhedens erhvervskredit, hvorpå den faktiske gæld udgjorde 202.113,55 kr. inklusive renter.

Parternes påstande.

Den 22. februar 2010 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 100.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at banken ved opgørelsen af sit krav i forbindelse med ejendomshandlen ikke tog hensyn til pro rata hæftelsen for virksomhedens erhvervskredit. De er således kommet til at betale hele gælden på erhvervskreditten på ca. 200.000 kr., selv om de i henhold til pro rata hæftelsen kun skulle hæfte for halvdelen.

Efter fejlagtigt at have opkrævet den fulde restgæld på erhvervskreditten i foråret 2009 erkendte banken, at de alene hæftede for halvdelen.

I forbindelse med underskrivelsen af dokumenterne den 30. april 2008 blev virksomhedens fremtid drøftet, herunder at virksomhedens forpligtelser nu skulle deles mellem dem og partneren. Partneren, der nu skulle være administrerende direktør, forpligtede sig til efter tre år at overtage deres halvpart. Efter underskrivelsen af dokumenterne var alle enige om, at nu var forpligtelserne delt mellem partneren og dem. Der er derfor tale om grov manipulation, hvis banken i den forbindelse har fået dem til at underskrive et dokument, hvorefter de som nu hævdet af banken kommer til at hæfte for hele gælden på virksomhedens kredit.

Ejerpantebrevene i ejendommen havde ligget til sikkerhed for deres lån i banken i flere år. De hæftede sig derfor ikke herved.

Ejerpantebrevet var efter deres opfattelse ikke en gæld i sig selv, men en garanti for, at banken kunne få de penge, som de skyldte, altså halvdelen af saldoen på erhvervskreditten.

Bankens krav i forbindelse med ejendomssalget var urimelige. Banken afviste at acceptere salgsprisen på 2.675.000 kr., som var den højst opnåelige pris på daværende tidspunkt. Endvidere skrev banken uden deres viden til ejendomsmægleren, at kurator i konkursboet skulle have en del af salgsprisen i salær. Endelig forlangte banken uden hensyntagen til pro rata hæftelsen, at hele restgælden på erhvervskreditten blev indfriet med provenuet ved ejendomssalget.

Købesummen blev deponeret den 1. december 2009 men først frigivet mere end to måneder senere. Dette medførte likviditetsvanskeligheder og unødige omkostninger til renter.

Danske Bank har anført, at det er korrekt, at M ifølge kautionen alene hæftede for halvdelen af gælden på erhvervskreditten. Dette stemmer med opgørelserne i foråret 2009, hvor banken efter fejlagtigt at have krævet den fulde restgæld nedsatte kravet til halvdelen på ca. 90.000 kr., jf. brevet af 31. marts 2009 og det frivillige forlig af 14. maj 2009.

Banken anmeldte sit krav i partnerens dødsbo men opnåede ikke dækning.

På baggrund af ejendomssalget blev forliget forlænget til den 1. december 2009.

Kravet om betaling af 200.000 kr. til indfrielse af erhvervskreditten blev først rejst i forbindelse med ejendomssalget, hvor banken gjorde sin panteret gældende.

Pantsætningen af ejerpantebrevet skete til sikkerhed for erhvervskredittens fulde maksimum på 400.000 kr. Der forelå ikke en aftale om, at banken alene kunne gøre 50% af sin panteret gældende. På grundlag af ejerpantebrevet på 200.000 kr. kunne banken således forlange dette beløb i forbindelse med ejendomssalget og anvende beløbet til nedbringelse/indfrielse af den fulde gæld. Bankens inddrivelse af de 200.000 kr. skete således alene i henhold til pantsætningen af ejerpantebrevet.

Da engagementet blev fuldt indfriet af pantebrevet har banken ikke efterfølgende gjort den personlige pro rata kautionsforpligtelse gældende overfor M.

Det er korrekt, at banken indledningsvis stillede krav om en kontant købesum på minimum 2,8 mio. kr. i forbindelse med ejendomssalget. Banken accepterede dog efterfølgende den opnåede kontantpris på 2.675.000 kr.

Banken modtog først den 3. februar 2010 en kopi af det tinglyste skøde, hvorefter banken iværksatte indfrielsen af prioriteterne i ejendommen med de deponerede midler. Denne fremgangsmåde fremgik af indfrielsesaftalen med klagerne.

Ekspeditionstiden for tinglysningen skyldtes ikke bankens forhold.

Det anførte om salær til kurator skal forstås således, at banken højst ville acceptere et salærkrav fra kurator i denne størrelsesorden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at engagementet er af erhvervsmæssig karakter og adskiller sig væsentlig fra et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Som følge af det anførte træffes følgende

afgørelse:

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.