Oplysningspligt i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.

Sagsnummer:156/1994
Dato:17-10-1994
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån
Ledetekst:Oplysningspligt i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Efter i november 1985 at have solgt sin faste ejendom med overtagelse den 1. maj 1986 købte klageren en byggegrund, hvorpå han ønskede at opføre en ny ejendom.

Indklagede, hvor klageren i forvejen var kunde, medvirkede ved finansieringen heraf ved at yde et byggelån og hjemtage forhåndslån i Kreditforeningen Danmark.

Kreditforeningen Danmark tilbød ved skrivelse af 29. november 1985 som forhåndslån et 30-årigt obligationslån på 1.016.000 kr. 11% til kurs 105,25.

Forhåndslånet blev hjemtaget den 17. januar 1986 til kurs 107,50. Klageren havde forinden underskrevet pantebrev til kreditforeningen. Af pantebrevets forside fremgik bl.a.:

"Lånet kan kun indfries med obligationer, uanset det på side 2, pkt. 10, anførte."

Ved byggelånsaftale af 26. marts 1986 ydede indklagede et byggelån på 1.050.000 kr. I særskilt sikkerhedsstillelsesdokument oplystes, at der er pant i "kr. 1.100.000 ejerpantebrev med pant i ejendommen matr. nr. [...], næst: 1.016.000 til Kreditforeningen Danmark 11% - inkonvertibelt."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham et beløb svarende til forskellen mellem en konvertering af nuværende belåning til et 6%-kontantlån med uændret løbetid, og det, der tilsvarende ville være tale om, hvis der ved låneoptagelsen havde været optaget et konvertibelt lån.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han i slutningen af 1993, hvor han ønskede at omprioritere sin ejendom, blev opmærksom på lånets særlige indfrielsesvilkår, som han ikke tidligere havde været bekendt med. I forbindelse med låneoptagelsen i 1985/86 indhentede indklagede lånetilbud og foretog alle nødvendige ekspeditioner, ligesom man ydede rådgivning vedrørende finansieringen. Indklagede burde have oplyst ham om kreditforeningslånets særlige indfrielsesvilkår og om betydningen heraf.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens afgørelse må bero på vurderingen af vidneudsagn fra de involverede personer, hvorfor sagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren på egen hånd indhentede lånetilbudet fra Kreditforeningen Danmark, og at man ikke ydede rådgivning i forbindelse med kreditforeningslånet. Det bemærkes, at ansøgningen om forhåndslån blev udfærdiget af kreditforeningens vurderingsmand. Man har således alene fungeret som ekspederende pengeinstitut. Klageren har formentlig valgt det inkonvertible lån på grund af, at lånet kunne udbetales med en kursgevinst på 7,5% af lånets hovedstol, svarende til 76.200 kr. Såfremt han havde valgt et 9%-obligationslån, ville der på daværende tidspunkt være fremkommet et kurstab på 135.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af det af klageren underskrevne pantebrev til kreditforeningen, at lånet kun kan indfries med obligationer. Når endvidere henses til, at lånet blev udbetalt til overkurs, finder Ankenævnet, at klageren burde have været klar over, at pantebrevet var undergivet særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære, at det alene kunne indfries til overkurs. Uanset om lånetilbudet fra kreditforeningen blev indhentet af klageren selv eller af indklagede, findes der herefter ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af manglende rådgivning vedrørende indfrielsesvilkåret.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.