Erstatningskrav i anledning af fejlagtig rådgivning om skattemæssig behandling af avance ved salg af akkumulerende investeringsforeningsandele.
| Sagsnummer: | 531/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Erstatningskrav i anledning af fejlagtig rådgivning om skattemæssig behandling af avance ved salg af akkumulerende investeringsforeningsandele. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I henhold til fuldmagt fra sin mor har klageren indgivet nærværende klage. Klagen vedrører et erstatningskrav begrundet i indklagedes fejlagtige oplysning om den skattemæssige behandling af avance ved salg af nogle andele i investeringsforeningen ID CUMULUS tilhørende klagerens forældre, nu hans mor.
En uges tid forinden den 19. maj 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende sine forældres beholdning af 2.310 stk. investeringsforeningsbeviser i ID CUMULUS. Henvendelsen skete i anledning af forventede nye regler om beskatning af kursavancer ved salg af aktier efter en ejertid på 3 år.
ID CUMULUS er en akkumulerende investeringsforening, som hovedsagelig investerer i pantebreve og obligationer.
Ifølge klageren førte hans henvendelse til indklagede til, at indklagede ca. den 17. maj 1993 telefonisk oplyste, at salg af ID CUMULUS-papirerne ikke ville blive beskattet ved salg efter den 19. maj 1993. Ifølge indklagede blev klageren orienteret om de dagældende skatteregler, idet man samtidig gjorde opmærksom på, at der var en lovændring på vej. Indklagede vil dog ikke udelukke, at den pågældende medarbejder, der ikke længere er ansat hos indklagede, kan have udtalt sig forkert om de fremtidige regler.
Med virkning fra 19. maj 1993 gennemførtes en lovændring, som indebar, at reliserede kursgevinster opnået efter den nævnte dato af den omhandlede beholdning af investeringsforeningsandele skulle beskattes som aktieindkomst.
Kursværdien af klagerens forældres ID CUMULUS-papirer var pr. 19. maj 1993 658.350 kr.
Klageren drøftede medio juli 1994 forældrenes ID CUMULUS-papirer med en anden medarbejder, som ved denne lejlighed gav de samme fejlagtige oplysninger om den skattemæssige behandling af avance ved salg af papirerne. Indklagede fremsendte et særnummer af medlemsbladet for investeringsforeningen UNIINVEST til klageren indeholdende en omtale af de skattemæssige forhold for investeringsbeviser. Klageren blev herefter klar over, at indklagede havde givet fejlagtige oplysninger.
Pr. 1. august 1994 gennemførtes et salg af de omhandlede ID CUMULUS-papirer til kurs 305,5 svarende til en kursværdi på 705.705 kr. Indklagede har beregnet, at salget vil medføre en skat på 15.672 kr. af kursavancen indvundet siden den 19. maj 1993.
Ved skrivelse af 9. august 1994 til indklagede fremsatte klageren krav om erstatning som følge af indklagedes fejlagtige oplysninger om beskatningsreglerne. Han anførte, at sagen kunne afsluttes med en for hans mor rimelig tilfredsstillende erstatning, som minimum 4.000 kr.
Ved skrivelse af 12. august 1994 afviste indklagede klagerens krav under henvisning til, at hans mor i perioden fra den 19. maj 1993 til den 1. august 1994 havde opnået en kursgevinst efter skat på 31.683 kr. Var investeringsbeviserne blevet solgt pr. 19. maj 1993, ville provenuet have været ca. 648.000 kr. Dette beløb ville kunne have været geninvesteret i f.eks. 8% Kreditforeningen Danmark 2024 eller 9% samme, ligeledes 2024. Ingen af disse alternative placeringsmuligheder ville imidlertid, når kurstab blev taget i betragtning, have givet samme gevinst efter skat, som var opnået ved at beholde ID CUMULUS-papirerne som sket frem til 1. august 1994.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 15.672 kr., subsidiært 4.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hans forældre på grundlag af indklagedes oplysninger om den skattemæssige behandling af papirerne gældende fra den 19. maj 1993 valgte at beholde disse. Forældrene havde en forventning om, at kursgevinster indvundet efter 19. maj 1993 ville være skattefri. Dette var imidlertid ikke tilfældet, og tabet udgør derfor det beløb, som nu skal betales i skat. Han bestrider, at indklagedes forslag til alternative investeringer pr. 19. maj 1993 er relevante. Han protesterer mod, at indklagede under klagesagen har fremlagt oplysninger om indholdet af hans mors depot hos indklagede, idet sagen ikke drejer sig om hans mors formueforhold i øvrigt. Det subsidiært påståede beløb på 4.000 kr. er beregnet på grundlag af en forrentning efter skat af kursværdien på mindst 4,5%, hvilket er realistisk.
Indklagede har anført, at de fejlagtige oplysninger, som indklagedes medarbejder måtte have givet klageren i maj 1993, ikke har medført noget tab. Der er opnået et større afkast af investeringen end ved en alternativ investering i obligationer. ID CUMULUS havde en varighed på ca. 5 år den 19. maj 1993 og blev derfor vurderet til at give ca. 3% p.a. i afkast efter skat. Dette begrundedes med, at ID CUMULUS' benchmarkobligation (sammenligningsobligation) ville give et afkast efter skat på 2,79% p.a. Benchmarkobligationen var ifølge Dansk Aktiehåndbog pr. 31. maj 1993 9% Danske Stat 1998. Antages det, at indklagede havde oplyst, at realiserede kursgevinster ville blive beskattet, ville klageren formentlig have omlagt den foretagne investering til obligationer, fordi det kalkulerede afkast var for lille i forhold til risikoen ved investeringen. Indklagede har herved henvist til, at klagerens mors øvrige investering i værdipapirer har været placeret i obligationer. Oplysning herom har betydning for bedømmelsen af, hvilken alternativ investering der var relevant.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at indklagedes medarbejder i maj 1993 fejlagtigt oplyste, at avance ved salg af klagerens forældres investeringsbeviser fortsat ville være skattefri efter lovændringen, at denne fejlagtige oplysning senere blev gentaget, og at klageren først i slutningen af juli 1994 blev bekendt med fejlen.
Den begåede fejl findes ikke at kunne indebære, at indklagede skal erstatte den skat på 15.672 kr., som skulle betales ved salget af investeringsbeviserne den 1. august 1994. Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved salg af papirerne i maj 1993 ville have foretaget en alternativ investering, som havde givet et større afkast efter skat end det, der faktisk blev opnået af investeringsbeviserne. Ankenævnet finder derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage klagerens subsidiære påstand til følge.
Det findes ikke at kunne kritiseres, at indklagede under klagesagen har fremlagt oplysninger om klagerens mors øvrige værdipapirbeholdning.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.