Sagsnummer: | 196/2016 |
Dato: | 31-03-2017 |
Ankenævn: | John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, David Sander Hjortsø, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach |
Klageemne: | Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3 |
Ledetekst: | Afvisning af klage på grund af manglende kundeforhold mellem et pengeinstitut og en klager, hvis bo var taget under konkursbehandling |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører et konkursbos salg af aktier.
Sagens omstændigheder
Den 31. marts 2006 blev der afsagt konkursdekret over klageren. Konkursboet havde et betydeligt antal værdipapirer i depot i Danske Bank. Klageren var kunde i en anden bank.
På baggrund af en salgsinstruks af 7. juni 2013 fra kurator solgte banken henholdsvis den 7. juni og den 13. juni 2013 følgende tre udvalgte aktieposter for boet:
Salg af følgende aktieposter |
Kursværdi pr. 4/6 2013 for den samlede beholdning af hver aktiepost |
Nordea Bank |
Kr. 11.458.900 |
AarhusKarlshamn [AAK] |
Kr. 39.144.118 |
UIE – United International Enterprise |
Kr. 78.786.960 |
Klageren gjorde efterfølgende indsigelse over for banken, idet han mente, at banken havde solgt aktierne til for lav en kurs og beregnet sig for høj en kurtage.
Banken har oplyst, at konkursboet ikke er afsluttet.
Parternes påstande
Den 30. maj 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham et tab på 3.142.390 kr.
Danske Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken misbrugte det forhold, at sælgeren af aktierne var et konkursbo og solgte aktierne til for lav en kurs. Endvidere beregnede banken sig en kurtage, som var for høj.
Banken var instrueret om, at salget kunne finde sted inden for en periode på 14 dage. I stedet valgte banken at sælge aktierne så hurtigt, det kunne lade sig gøre og dermed til underkurs.
Når konkursboet er afsluttet, står han tilbage med tabet som følge af bankens handlemåde. Derfor er han den skadelidte og rette part i sagen. Han har krav på, at sagen realitetsbehandles.
Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at kunderelationen var mellem banken og konkursboet repræsenteret ved kurator, og at en klage over de gennemførte handler skal komme fra konkursboet.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at handlerne er gennemført efter og i overensstemmelse med den modtagne instruks fra konkursboet og i overensstemmelse med bankens Politik for udførelse af ordrer i værdipapirer.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold.
Der blev den 31. marts 2006 afsagt konkursdekret over klageren, og værdipapirerne, som lå i depot i konkursboets navn i banken, blev solgt på baggrund af en salgsinstruks fra kurator. Der er således ikke tale om en klage vedrørende et kundeforhold mellem klageren og banken, men derimod om en klage vedrørende bankens kundeforhold med konkursboet repræsenteret ved kurator.
Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at han er bemyndiget til på vegne af konkursboet at klage over bankens udførelse af ordren i henhold til kurators instruks af 7. juni 2013. Allerede som følge heraf har Ankenævnet ikke kompetence til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter, § 2, stk. 3.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.