Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid ved overførsel af udlån med tilhørende sikkerhed til andet pengeinstitut m.v.

Sagsnummer: 292/1994
Dato: 30-12-1994
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Ekspeditionstid ved overførsel af udlån med tilhørende sikkerhed til andet pengeinstitut m.v.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I

Den 14. januar 1993 varslede indklagede overfor klageren renteforhøjelse med 1% fra 15. februar 1993 gældende for den ene af klagerens to kassekreditter. Ved en fejl blev renteforhøjelsen indkodet som gældende for klagerens anden kassekredit.

Klageren blev opmærksom på fejlen i februar 1994 og rettede henvendelse til kontoførende afdeling herom. Indklagede har oplyst, at kopi af skrivelsen af 14. januar 1993 blev forlagt i afdelingen, og at klageren ikke ønskede at udlevere kopi af skrivelsen med henblik på at afklare forholdet.

Indklagede har under sagens forberedelse erklæret at ville imødekomme klagerens krav om rentekompensation på 2.100 kr.

II

I oktober 1991 anmodede indklagede klageren om at stille yderligere sikkerhed for sine to kassekreditter, idet et ejerpantebrev på 128.000 kr. med pant i klagerens ejendom ønskedes forhøjet. Klageren indvilgede heri således, at ejerpantebrevet blev forhøjet til 200.000 kr. Stempel i denne forbindelse udgjorde efter den dagældende stempellovs § 57 a 2.880 kr. med tillæg af retsafgift 700 kr., ialt 3.580 kr.

I maj 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede om omprioritering af sin ejendom. Som svar herpå meddelte indklagede i skrivelse af 6. maj 1993:

"Vi ser os ikke i stand til at tilbyde Dem omprioriteringslån i [indklagedes realkreditselskab].

Hvis De overvejer at ansøge i en kreditforening, må De være opmærksom på, at bankens pant ved en omprioritering til et 30-årigt realkreditlån vil forringe pantet, hvorfor vi vil kræve engagementet hos os indfriet."

Klageren har anført, at indklagedes krav om indfrielse af engagementet i tilfælde af omprioritering ikke er i overensstemmelse med god bankskik og bør føre til, at man refunderer stempelomkostningerne i forbindelse med forhøjelsen af ejerpantebrevet.

Indklagede har anført, at klageren accepterede forhøjelsen af ejerpantebrevet. Indklagede er ikke forpligtet til at refundere stempelomkostningerne.

III

Ved overførselsanmodning af 22. marts 1994 fra Unibank anmodede klageren om overførsel af sit engagement, herunder det til sikkerhed håndpantsatte ejerpantebrev.

Indklagede opgjorde den 29. marts 1994 klagerens to kassekreditter til ialt 117.829,97 kr. og trak beløbet i mellemregning overfor Unibank den 29. marts (tirsdag før Påske); ved skrivelse af 14. april 1994 fremsendte indklagede til Unibank ejerpantebrevet på 200.000 kr.

Klageren var på daværende tidspunkt gennem Unibank i færd med en omprioritering af sin ejendom. Han havde i oktober 1993 opsagt sit eksisterende lån i Nykredit til indfrielse pr. 1. april 1994.

I en skrivelse af 18. februar 1994 vedrørende det under I anførte rentespørgsmål havde klageren anført, at "angående realkreditlån skal anføres, at lånetilbud er modtaget, men jeg har også bemærket mig bankens brev af 6.5.1993".

Den 19. april 1994 udbetalte Nykredit klagerens nye kontantlån på 600.000 kr. Af lånespecifikation fremgår, at den bagvedliggende obligationsgæld var 730.371,27 kr.

Klageren har anført, at hjemtagelsen af lånet i Nykredit blev forsinket som følge af, at indklagede tilbageholdt ejerpantebrevet og ikke fremsendte det straks i forbindelse med indfrielsen af de to kassekreditter den 29. marts 1994. Selv om indklagede ikke har haft til hensigt at tilbageholde ejerpantebrevet, er det ikke udleveret rettidigt, og indklagede bør derfor være erstatningsansvarlig. Tabet udgør forskellen mellem den faktiske obligationsgæld på 730.371 kr. og den obligationsgæld, som ville være fremkommet ved lånets optagelse den 29. marts 1994, hvilket beløb han har beregnet til 700.116 kr. Indklagede var bekendt med, at han havde en verserende omprioriteringssag, hvorfor man burde have udleveret ejerpantebrevet i forbindelse med indfrielsen af kassekreditterne. Det var aftalt med Unibank, at det nye lån skulle hjemtages inden den 31. marts 1994.

Indklagede har anført, at man ikke har haft til hensigt at tilbageholde ejerpantebrevet, ligesom Unibank ikke efter modtagelsen af meddelelsen om trækket pr. 29. marts 1994 reagerede på den manglende fremsendelse af ejerpantebrevet. Indklagede var heller ikke, uanset indholdet af skrivelsen af 18. februar 1994, orienteret om, at der var en verserende omprioriteringssag. Det var i skrivelsen alene oplyst, at klageren havde modtaget et lånetilbud. Hertil kommer, at der ikke er den fornødne årsagsforbindelse og adækvans mellem det eventuelle tab, der måtte kunne konstateres, og en tidligere fremsendelse af ejerpantebrevet.

Påstande:

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hans tab, som han har opgjort således:

I
Fejl vedrørende rentetilskrivning

II
Godtgørelse af stempel

III
Godtgørelse til forsinket låneoptagelse

Tab pr. 1. maj 1994


2.100 kr.


3.580 kr.


25.065 kr.

30.745 kr.







Indklagede bør inden fire uger betale 2.100 kr. til klageren med rente efter renteloven fra 21. juni 1994 til betaling sker. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.