"Højeste indlånsrente", Indekskonto.
| Sagsnummer: | 81/1988 |
| Dato: | 30-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - indlån
Indekskonto - forrentning |
| Ledetekst: | "Højeste indlånsrente", Indekskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1962 oprettede klageren og hans hustru indekskonti med tilhørende tolv indekskontrakter hos Finansbanken, Vesterbro afdeling (nu indklagede). Af aftalen om oprettelse af kontiene fremgik, at indeståender skulle forrentes med indklagedes "højeste indlånsrente, p.t. 8% p.a.".
Den 1. december 1985 påbegyndtes udbetalingerne i henhold til kontrakterne.
I 1987 blev klageren opmærksom på, at hans aktionærindlånskonto hos indklagede blev forrentet med 1% p.a. mere end hans indeks konto, og anmodede under henvisning til den i indekskontoaftalen anførte passus om "højeste indlånsrente" ved skrivelse af 16. juni 1987 afdelingen om oplysning om, hvordan man begrundede denne afvigelse fra indeksaftalen.
Ved skrivelse af 29. juni 1987 bemærkede afdelingen bl.a., at det var blevet sædvane, at vistnok alle banker på konti med skattefordele tilbød højeste indlånsrente med tillæg af en overrente. Indklagede tilbød således i opsparingsperioden for indekskonti den højeste indlånsrente, nemlig 6%, som var satsen for indlån på opsigelse, med tillæg af en overrente på 2% samt yderligere 0,25% i forhold til konkurrerende pengeinstitutters, således at rentesatsen i opsparingsperioden var 8,25% p.a. Efter påbegyndelse af udbetalingerne var indklagedes rentesats den samme som andre pengeinstitutters, nemlig for tiden 8% p.a.
Efter brevveksling med indklagedes Regionscenter Øst oplyste klageren ved skrivelse af 13. juli 1987 til indklagedes direktion, at han agtede at forelægge spørgsmålet for Tilsynet med Banker og Sparekasser (nu Finanstilsynet), og at han i denne forbindelse yderligere agtede at forespørge Tilsynet, om det var i overensstemmelse med god bankskik, at renten på indekskontoen ved påbegyndelse af udbetalingerne blev nedsat fra 8,25% p.a. til 8% p.a. med den begrundelse, at pengene nu var bundet i pengeinstituttet i en længere årrække til variabel rente.
Indklagede gjorde ved skrivelse af 17. juli 1988 til klageren bl.a. gældende, at udtrykket "højeste indlånsrente" alene kunne forstås som højeste rente på en konto, som altid var åben for indskud. Indklagede henledte i denne forbindelse klagerens opmærksomhed på, at rentesatsen på hans aktionærkonto skyldtes det særlige forhold, at klageren havde status som aktionær. Såfremt klageren ikke havde haft status som aktionær, ville den rente, som blev tilskrevet hans jubilæumsbankbog, alene have udgjort 8% p.a., hvortil kom, at jubilæumsbankbogen yderligere alene var åben for indskud i bestemte perioder.
Indklagede henviste videre til, at kampagneprodukter som f.eks. indklagedes jubilæumsbankbog ikke forefandtes i 1962, da klageren indgik aftalen om oprettelse af indekskonto, og at udtrykket "højeste indlånsrente" derfor ikke dengang gav anledning til forståelsesvanskeligheder.
Indklagede henviste endelig til, at man i tiden efter påbegyndelse af udbetalinger fra indeksordningen holdt den samme rente som andre pengeinstitutter og oplyste, at årsagen til bortfald af det særlige tillæg på 0,25% p.a. var de administrationsomkostninger, der var forbundet med påbegyndelse og foretagelse af udbetalingerne.
Ved skrivelse af 16. marts 1988 udtalte Finanstilsynet, til hvem klageren havde indbragt sagen, at man i det hele kunne henvise til indklagedes redegørelse til klageren af 17. juli 1987. Tilsynet henledte klagerens opmærksomhed på muligheden for i medfør af bekendtgørelse af 16. september 1987 om pristalsregulerede opsparinger i pengeinstitutter § 3 at overføre en indekskonto til et andet pengeinstitut.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overholde ordlyden "højeste indlånsrente" i den i 1962 indgåede aftale, samt at indklagede tilpligtes at yde samme indlånsrente før og efter påbegyndelse af udbetalinger fra ordningen.
Indklagede har påstået frifindelse.
Parterne har til støtte for de nedlagte påstande henholdt sig til de synspunkter, som har været fremført i den mellem dem førte brevveksling.
Ankenævnets bemærkninger:
Det lægges efter det foreliggende til grund, at udtrykket "højeste indlånsrente" med en indarbejdet betydning har været benyttet i en årrække, begyndende forud for den tid, hvor pengeinstitutter ved særlige markedsføringstiltag, begrænset i tidsmæssig, person lig eller anden henseende tilbød specielle, høje rentesatser for bestemte former for eller særligt store indskud.
Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at indklagede som følge af ordlyden i klagerens indekskonto, der er oprettet i 1962, kan være forpligtet til at yde klageren en rente, der svarer til den særlige rente, som ydes for indlån til bestemt afgrænsede formål, foretaget af aktionærer eller i øvrigt på individuelt forhandlede vilkår.
Herefter, og idet indklagede ikke ses at have forpligtet sig til at yde det særlige rentetillæg på 0,25% p.a. også efter påbegyndelse af udbetalinger fra ordningen, tages indklagedes frifindelsespåstand til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.