Tilsidesættelse ej godtgjort.
| Sagsnummer: | 109/1993 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Tilsidesættelse ej godtgjort. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 9. november 1988 kautionerede klageren for et lån på 82.000 kr. ydet til klagerens svigersøn. Kautionserklæringen blev afgivet direkte på lånedokument, der er underskrevet af svigersønnen samme dag. Lånet skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt, første gang 1. januar 1989.
Samme dag underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter hun kautionerede med indtil 200.000 kr. til sikkerhed for skadesløs betaling af ethvert krav, som indklagede måtte få mod et anpartsselskab under stiftelse ved svigersønnen. Ved påtegning af 23. april 1990 blev klagerens kautionsforpligtelse udvidet til 250.000 kr. plus forholdsmæssige renter og provision.
I forbindelse med at klageren påtog sig kautionsforpligtelsen på 200.000 kr. etableredes for anpartsselskabet et engagement bestående af et udenlandslån på 83.000 DEM, en kassekredit med et maksimum på 100.000 kr., et erhvervsudlån på 250.000 kr. samt en garanti på 5.000 kr. I forbindelse med forhøjelsen af kautionsforpligtelsen til 250.000 kr. udvidedes selskabets engagement med et udenlandslån på 79.000 DEM.
I efteråret 1991, på hvilket tidspunkt selskabets kassekredit var blevet forhøjet til 300.000 kr. og herudover var bevilget en overtræksret på 500.000 kr., og hvor saldoen på kreditten svingede mellem 700.000 og 900.000 kr., standsede indklagede for yderligere udvidelse af kreditten. I en skrivelse af 19. november 1991 rettede klagerens advokat, som tillige repræsenterede anpartsselskabet og klagerens svigersøn, henvendelse til indklagede om en videreførelse af engagementet. I skrivelsen anførtes, at klageren ikke var underrettet om bevilgede overtræk, hvorfor advokaten fandt det tvivlsomt, om kautionen kunne gøres gældende overfor klageren. Det var tanken, at klagerens svigersøn skulle videreføre selskabets virksomhed. Selskabet blev i december 1991 på egen begæring erklæret konkurs.
I foråret 1992 forhandledes mellem klagerens advokat på vegne klagerens svigersøn og indklagede om svigersønnens mulighed for at fortsætte selskabets virksomhed og om en akkordordning for svigersønnen. Forhandlingerne strandede i juni måned 1992.
Forinden havde svigersønnen i januar 1992 optaget et lån i et andet pengeinstitut, for hvilket klageren kautionerede, ligesom klageren i maj 1992 håndpantsatte et ejerpantebrev med pant i sin ejendom på 150.000 kr. i forbindelse med en forhøjelse af lånet i det andet pengeinstitut. Klagerens dispositioner i denne forbindelse fik indklagede først kendskab til i juni måned 1992.
Ved skrivelse af 16. september 1992 til klageren meddelte indklagede, at lånet til klagerens svigersøn ydet i november 1988 var i restance med 6.000 kr., som klageren opfordredes til at foranledige indbetalt. I samme skrivelse anmodedes klageren om at indfri kautionsforpligtelsen for anpartsselskabet, der med tillæg af renter var opgjort til 278.593,75 kr. pr. 30. september 1992.
Den 13. oktober 1992 håndpantsatte klageren til svigersønnens nye pengeinstitut et kontant depot på 55.000 kr. og en boligaktie, der netop var erhvervet for 268.000 kr., til sikkerhed for tre lån optaget af klagerens datter. Det ene af lånene var en omlægning af svigersønnens lån, det andet var et tidligere af datteren optaget lån, og det tredie var et nyoprettet lån.
Under en fogedforretning den 7. december 1992 mod klageren foretoges på indklagedes anmodning udlæg i klagerens kontante depot på ca. 55.000 kr. og i boligaktien. Klagerens advokat mødte for klageren og fremkom ikke med indsigelser.
Den 3. februar 1993 indgav indklagede, der i forbindelse med fogedforretningen var blevet bekendt med klagerens sikkerhedsstillelse foretaget i oktober 1992, konkursbegæring mod klageren. Klageren indgav gennem sin advokat klage til Ankenævnet den 24. februar 1993. Skifteretten udsatte herefter behandlingen af konkursbegæringen efter konkurslovens § 24 på Ankenævnets behandling.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor klageren, subsidiært at indklagede tilpligtes at afskrive 20.000 kr. indbetalt af klageren umiddelbart forud for konkursbegæringen på klagerens kautionsforpligtelse vedrørende klagerens svigersøn. Klageren har endvidere anmodet Ankenævnet om at tage stilling til, hvorvidt indklagedes konkursbegæring er i strid med god pengeinstitutskik.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun for at undgå en konkurs indbetalte 20.000 kr. til indklagede; indbetalingen skete i den opfattelse, at der alene tilbagestod kautionsforpligtelsen vedrørende svigersønnen. Først efter beløbets indbetaling meddelte indklagede, at der var tale om kaution også for selskabets engagement. Indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet der allerede i november 1991 var tale om misligholdelse både vedrørende selskabets og svigersønnens engagement, men klageren blev først underrettet herom i september 1992. Indklagede har ved at udvide engagementet med selskabet forøget klagerens risiko væsentligt, hvilket i sig selv bør føre til bortfald af kautionen. Klageren måtte endvidere efter indholdet af de forhandlinger, som blev ført efter den indtrufne konkurs, forudsætte, at hun ved at afgive kaution for svigersønnens og datterens engagement med det nye pengeinstitut blev friholdt for sin kautionsforpligtelse overfor indklagede. Indklagedes indgivelse af konkursbegæring mod klageren, som skete med den begrundelse, at klagerens sikkerhedsstillelser overfor svigersønnens nye pengeinstitut skulle være omstødelige, er i strid med god pengeinstitutskik henset til, at indklagede selv havde opfordret til et pengeinstitutskifte.
Indklagede har anført, at underretningspligten i henhold til § 41 er overholdt, i hvert fald for langt den største del af engagementet. Hertil kommer, at klageren ikke har godtgjort, at indklagedes eventuelle manglende underretning har forringet hendes regresmulighed. Indklagedes udvidelse af engagementet med selskabet var på ca. 200.000 kr. efter den 23. april 1990, da klageren forhøjede sin kaution, hvilket ikke kan anses for væsentligt i forhold til det samlede engagement på ca. 1,5 mio. kr. på konkurstidspunktet. Klageren måtte ved underskrift af en alskyldserklæring være forberedt på en vis udvidelse. Det bestrides, at indklagede har opfordret klageren til at stille sikkerhed overfor svigersønnens nye pengeinstitut, og indklagede tilkendegav senest ved skrivelse af 16. september 1992, at kautionsforpligtelserne ville blive gjort gældende, hvilket ikke afholdt klageren fra at stille sikkerheder overfor svigersønnens nye pengeinstitut den 13. oktober 1992. Indgivelsen af konkursbegæringen med henblik på omstødelse er derfor ikke i strid med god pengeinstitutskik.
Ankenævnets bemærkninger:
For så vidt angår klagerens kaution for svigersønnens lån på oprindelig 82.000 kr. findes det ikke godtgjort, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. For så vidt angår kautionen for anpartsselskabets gæld findes det ikke godtgjort, at indklagede forud for konkursen i december 1991 havde tilsidesat sin underretningspligt. Selv om der må antages at foreligge en formel tilsidesættelse af underretningspligten efter konkursens indtræden, kan dette ikke tillægges betydning for klagerens kautionsforpligtelse, da klagerens regresmuligheder ikke er blevet forringet som følge heraf, jf. herved konkurslovens § 49.
De udvidelser af indklagedes engagement med anpartsselskabet, som fandt sted, kan ikke anses for uberettigede i forhold til klageren, og denne har heller ikke haft krav på at blive underrettet herom.
Der foreligger ingen holdepunkter for, at indklagede i forbindelse med forhandlingerne i 1. halvår af 1992 har givet afkald på at gøre kautionsforpligtelserne gældende mod klageren.
Der er herefter ikke godtgjort noget grundlag for, at klagerens kautionsforpligtelser helt eller delvis skulle være bortfaldet.
Som sagen foreligger oplyst, findes det ikke at kunne pålægges indklagede at afskrive det af klageren indbetalte beløb på 20.000 kr. på svigersønnens lån frem for på engagementet med anpartsselskabet.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutskik ved under de foreliggende omstændigheder at indgive konkursbegæring mod klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.