Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning som følge af påstået tilsidesættelse af tavshedspligt ved udlevering af indfrielsesopgørelser m.m. til ejendomsformidler, mod hvem klageren førte retssag.

Sagsnummer: 207 /1997
Dato: 26-01-1998
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Tavshedspligt - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning som følge af påstået tilsidesættelse af tavshedspligt ved udlevering af indfrielsesopgørelser m.m. til ejendomsformidler, mod hvem klageren førte retssag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Denne sag angår, om indklagede har tilsidesat sin tavshedspligt i forhold til klageren ved at give nærmere oplysninger til ejendomsformidleren E, der repræsenterede klageren ved dennes salg af en ejerlejlighed. Under en retssag mellem klageren og E videregav indklagede til E oplysninger om den nærmere berigtigelse af salget af ejerlejligheden. Efter klagerens opfattelse led han herved et tab begrundet i indklagedes videregivelse af oplysningerne.

Den 22. august 1996 solgte klageren sin ejerlejlighed til overtagelse den følgende dag. Salget blev formidlet af E. Salgssummen for ejerlejligheden var 610.000 kr. Ved handelen skulle indfries et privat pantebrev, ifølge klageren med en restgæld på 64.597,40 kr. Klageren fik mulighed for at indfri pantebrevet til kurs 90 svarende til en underkurs på 6.459,74 kr. Indklagede, der var klagerens pengeinstitut, forestod omprioriteringen.

E havde i forbindelse med salget af ejerlejligheden afgivet løfte over klageren om, at denne opnåede et provenu på 58.000 kr. Ved handelen skulle deponeres 40.000 kr. hos E og 10.000 kr. i et pengeinstitut; endvidere skulle hjemtages et ejerskiftelån med et provenu på ca. 490.000 kr., ligesom provenuet af et sælgerpantebrev udgjorde ca. 79.000 kr.

I april 1997 anlagde klageren retssag mod E med påstand om betaling af bl.a. 19.195 kr., som E efter klagerens opfattelse ikke havde afregnet. Under retssagens forberedelse rettede E's advokat henvendelse til indklagede og modtog herfra specificerede oplysninger om hjemtagelse af ejerskiftelån og indfrielse af eksisterende lån. I klagerens replik af 17. april 1997 blev det oplyst, at klageren indfriede det private pantebrev i den solgte ejendom til kurs 90.

Den 28. maj 1997 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle anerkende, at man uberettiget havde udleveret oplysninger til E, ligesom indklagede skulle anerkende at være erstatningsansvarlig for det tab, som klageren måtte lide herved.

Den 18. september 1997 afsagde retten i Gentofte dom i sagen mod E. Retten lagde i sin begrundelse for sagens afgørelse E's provenuberegning indeholdt i sagens duplik til grund, herunder de fra indklagede indhentede oplysninger om hjemtagelse af ejerskiftelån m.v. Klageren opnåede herefter dom for 3.294 kr. med tillæg af et beløb på 2.263 kr. vedrørende et andet forhold.

Klageren har herefter præciseret sin påstand for Ankenævnet til, at indklagede bør tilpligtes at betale 6.459,74 kr., svarende til kursgevinsten ved indfrielsen af det indestående pantebrev til kurs 90.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede uberettiget videregav oplysningerne om ejendomshandelens berigtigelse til E. Der var hengået ca. 8 måneder efter ejerlejlighedens salg, og mægleren var således ikke længere hans repræsentant, ligesom indklagede var bekendt med den verserende retssag parterne imellem. Det er muligt, at E under retssagen kunne have søgt oplysningerne fremprovokeret, men det var herefter op til klageren at tage stilling til, om provokationen skulle imødekommes.

Indklagede har anført, at meddelelse af oplysningerne til E var berettiget, idet E havde formidlet salget af ejerlejligheden. Indfrielsesopgørelser sendes normalt til mægleren, når sagen afsluttes, men af ukendte årsager var dette ikke sket, da E efterspurgte disse. Man var derfor forpligtet til at meddele oplysningerne. Det var først i foråret 1997, at indklagede blev bekendt med retssagen mellem klageren og E, da man ikke havde modtaget nogen korrespondance fra klagerens advokat fra november 1996 til foråret 1997. Oplysningerne om handelens berigtigelse ville kunne fremprovokeres under retssagen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede under de foreliggende omstændigheder var berettiget til at udlevere de omhandlede oplysninger om hjemtagelsen af ejerskiftelånet og indfrielsen af de eksisterende hæftelser, herunder det private pantebrev, til ejendomsformidleren. Allerede af denne grund kan klagerens erstatningspåstand ikke tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.