Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Sparekassen Østjylland. Spørgsmål om ansvar som følge af mangelfulde oplysninger om sparekassens økonomiske forhold. Oprettelse af garantbørs

Indledning

Denne sag vedrører, om Sparekassen Østjylland pådrog sig et erstatningsansvar for klagerens tab ved ikke at have givet tilstrækkelige oplysninger om risikoen forbundet med indskud af garantkapital eller ved at give urigtige informationer om sparekassens økonomi m.v. Desuden vedrører sagen om sparekassens beslutning om stop for indløsning af garantkapital og etablering af en garantbørs var i strid med sparekassens vedtægter.

Sagens omstændigheder

Klageren tegnede den 4. april 2006 for 40.000 kr. garantkapital i Sparekassen Østjylland.

Indklagede har oplyst, at indklagede ikke er i besiddelse af en kvittering for klagerens tegning af garantkapital. Indklagede har under sagen fremlagt et eksempel på Sparekassen Østjyllands standardkvittering fra 2004, hvoraf blandt andet fremgår:

"Ovennævnte er indtrådt som garant i Sparekassen Østjylland i henhold til Sparekassen Østjyllands til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for Sparekassen Østjyllands forpligtelser og er derfor ikke omfattet af Finansrådets indskydergarantiordning.

…

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Sparekassen Østjylland samtykker …

… Undertegnede bekræfter ved sin underskrift af kopi af nærværende kvittering, at have modtaget information om garantikapitalens forpligtelse."

Klageren har anført, at garantkapitalen blev tegnet med en løbetid på to år, og at garantkapitalen i februar 2008 blev bundet frem til den 14. april 2010. Klageren har endvidere anført, at hun i januar 2012 blev kontaktet af en medarbejder fra sparekassen vedrørende forlængelse af investeringen i garantkapital, og at medarbejderen oplyste, at ”sparekassen var stabil”. Sparebank Østjylland har anført, at klageren ikke efter tegningen i april 2006 har anmodet om udbetaling af garantkapitalen.

Den 5. november 2008 indførte sparekassen et opsigelsesvarsel på garantkapital. I den forbindelse sendte sparekassen følgende brev til garanterne:

"Grundet den ekstraordinære krisesituation på de finansielle markeder indstiller brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter meget kraftigt, at foreningens garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital.

Sparekassen Østjylland har besluttet at efterkomme denne indstilling, men p.g.a. vores meget høje solvens og likviditet i en modificeret udgave.

Vi indfører derfor et opsigelsesvarsel på garantikapital.

Fremover vil Sparekassen Østjyllands bestyrelse på sine møder tage stilling til ønsker om udbetaling. Dette for at sikre, at vi i disse turbulente tider altid er forsvarligt dækket egenkapitalmæssigt.

..."

I slutningen af 2011 udsendte sparekassen en pressemeddelelse angående resultatet efter 3. kvartal, som blev betegnet som "meget tilfredsstillende".

Med virkning fra den 27. december 2011 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital. Samtidig indførte sparekassen et midlertidigt stop for nytegning af garantkapital og etablerede en såkaldt garantbørs, hvor sparekassens garanter kunne sælge deres garantkapital i det omfang der var købere. I den forbindelse offentliggjorde sparekassen følgende meddelelse:

"På baggrund af nye EU-regler og gældende lovgivning har Sparekassen Østjylland med virkning fra den 27. december 2011 indført en ny procedure for indløsning og videresalg af garantbeviser – en såkaldt garantbørs.

Med indførelsen af en garantbørs ønsker vi at sikre, at sparekassen altid har et stabilt og tilfredsstillende kapitalgrundlag.

Finanstilsynet har for nylig udsendt nye retningslinjer for fastsættelse af landbrugskunders værdier. Der er tale om meget nedsatte vurderinger, hvilket giver behov for nye nedskrivninger i sparekassen, som beklageligvis vil påvirke vores resultat for 2011 negativt.

Vi betragter derfor indførelsen af en garantbørs som en ansvarlig handling med det formål at beskytte vores garanter, kunder og sparekassen.

…"

Af klagerens kontooversigt for 2011 fra sparekassen fremgår under overskriften "Ansvarlig indskudskapital" et garantbevis med et indestående på 40.000 kr.

Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 - på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet - en aftale med Finansiel Stabilitet om overdragelse af sparekassens aktiver og passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.

Af sparekassens interne produktbeskrivelse vedrørende garantbeviser fremgår følgende:

"…

-Aftale om tegning af garantkapital kan alene ske efter tilbud om forudgående rådgivning efter nedenstående fastsatte principper, og aftalen og den ydede rådgivning skal altid dokumenteres skriftligt.

…

-Enhver rådgivningssituation tager udgangspunkt i, at garantbeviser er ansvarlig kapital, hvilket skal præciseres over for kunden. Herudover rådgives i henhold til de generelle god skik regler.

-Der kan således ikke erhverves garantbeviser eksempelvis via netbank."

Sparebank Østjylland har fremlagt en oversigt over garantfordele, hvoraf fremgår:

”…

Garantkapital/garantbeviser indgår i sparekassens basiskapital, og er derfor ikke dækket af indskydergarantifonden.
Du kan indskyde en ansvarlig garantkapital på mellem 5.000 – 150.000 kr. Sparekassen er ikke forpligtet til at indfri garantkapital.

Ved tegning af garantbeviser for frie midler, pensionsmidler og børneopsparing opfordrer sparekassen generelt til at sikre risikospredning.

…"

Følgende fremgår af sparekassens vedtægter:

"…

3.2 Ingen garant er forpligtet til at lade garantkapitalen indløse helt eller delvist, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af garanter ikke dermed bringes under 1.000, og såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end 1. mio. kr., og såfremt sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed.

…"

Parternes påstande

Den 13. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal betale 40.000 kr. med tillæg af sparekassens højeste indlånsrente fra klagerens indbetaling af garantindskuddet til betaling sker.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen rådede hende til at investere 40.000 kr. af provenuet ved salg af hendes hus i garantkapital med henblik på at få den høje rente. Garantkapitalen blev tegnet med en løbetid på to år. I februar 2008 blev garantkapitalen bundet frem til den 14. april 2010. I januar 2012 blev hun kontaktet af en medarbejder fra sparekassen vedrørende forlængelse af investeringen. Medarbejderen oplyste, at ”sparekassen var stabil”.

Hun fik ikke korrekte og fyldestgørende oplysninger om vilkårene for garanters hæftelse. Sparekassen overtrådte således bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Det salgsmateriale, sparekassen anvendte i forbindelse med salg af garantbeviser, fokuserede ensidigt på garanternes fordele, men omtalte ikke – eller kun i meget beskeden opsætning – den risiko, garanterne løb.

Hun var ikke bekendt med bestemmelsen i sparekassens vedtægter om, at ingen garant havde krav på at få garantkapitalen indløst. Derimod var hun bekendt med, at det har været sparekassens faste praksis indtil primo 2012 at indløse garantbeviser.

Sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at indføre en garantbørs havde ikke hjemmel i vedtægterne. Beslutningen var i strid med vedtægternes pkt. 3.2, da ingen af de forhold, der efter bestemmelsen ville gøre sparekassen berettiget til at nægte indløsning af garantkapital, var til stede. Beslutningen må være truffet efter et frit skøn af sparekassens ledelse, hvilket ledelsen ikke var berettiget til.

I slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 udsendte sparekassen ufuldstændige og misvisende informationer om sparekassens økonomiske stilling. Indførelsen af garantbørsen blev begrundet med "nye EU-regler", hvilket er misvisende.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har anført, at klageren i den individuelle og personlige rådgivning forud for tegningen af garantkapital blev oplyst om risiciene ved investeringen og om retsvirkningerne, herunder at udbetaling af garantkapital til enhver tid krævede sparekassens samtykke. Der henvises til sparekassens interne retningslinjer, hvoraf fremgik, at det påhvilede sparekassens medarbejdere at rådgive om, at garantkapital var ansvarlig kapital. Det var i overensstemmelse hermed almindelig praksis, at enhver garant modtog en kvittering for indskuddet, hvori garantkapitalens særstatus som efterstillet gæld var direkte beskrevet, og hvoraf fremgik, at udbetaling af garantkapital krævede sparekassens samtykke. Disse retningslinjer blev fulgt fast, hvorfor det må lægges til grund, at klageren modtog en sådan kvittering ved tegningen af garantkapital, jf. også Vestre Landsrets dom af 14. marts 2013. På baggrund heraf kunne det hverken på tegningstidspunktet eller senere være uklart for klageren, at investering i garantbeviser var forbundet med risiko, og at udbetaling af garantkapital forudsatte godkendelse fra sparekassen. Dette støttes også af, at garantkapitalen i sparekassen aldrig har været umiddelbar indløselig. Også forud for indførelsen af garantbørsen kunne garantkapital først komme til udbetaling efter en samtale med en rådgiver og efter en konkret godkendelse fra direktionen.

Klageren har henvist til, at en medarbejder fra sparekassen i januar 2012 kontaktede klageren med henblik på at forlænge klagerens investering i garantkapital, og at medarbejderen oplyste, at ”sparekassen var stabil”. Uanset om sparekassens medarbejder måtte have fremkommet med oplysninger, som kunne have givet klageren indtryk af, at der ikke var risiko forbundet med investeringen, kan Sparebank Østjylland ikke af denne årsag anses for erstatningsansvarlig for klagerens tab, jf. Ankenævnets faste praksis, hvorefter en medarbejders opfattelse af sparekassens fremtid ikke kan opfattes som en garanti.

Klageren har således ikke godtgjort, at sparekassen har ydet ansvarspådragende rådgivning.

Den omstændighed, at det primære fokus med det markedsføringsmateriale, der er fremlagt i sagen, er de fordele, som var forbundet med tegning af garantkapital, kan ikke føre til et andet resultat.

Garantkapitalens karakter af ansvarlig kapital, som fortabes i tilfælde af pengeinstituttets konkurs, må anses for et almindeligt kendt forhold, herunder særligt efter konkursen i Løkken Sparekasse i februar 2009.

Allerede i november 2008 indførte sparekassen et egentligt men midlertidigt opsigelsesvarsel på indfrielsen af garantkapital. Det skete på anbefaling fra Lokale Pengeinstitutter. Klageren var eller burde også af denne grund være bekendt med, at garantkapital ikke kan sidestilles med almindeligt indlån.

Det fremgår udtrykkeligt af pkt. 3.2., at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst. Indførelsen af en garantbørs var derfor forenelig med sparekassens vedtægter.

Oprettelsen af garantbørsen udgjorde et sagligt tiltag, hvis formål det var at beskytte garantkapitalen samt sikre en lige mulighed for indløsning blandt garanterne.

Indførelsen af garantbørsen var motiveret af udsigten til strengere regulering af navnlig rentetilskrivning samt forventningen om et øget solvensbehov, hvilket utvivlsomt kunne medføre et øget pres på garantkapitalen.

En mere kritisk omtale af sparekassens økonomi frem til indførelsen af garantbørsen pr. 27. december 2011 ville alene have fremrykket det tidspunkt, hvor sparekassen, som en konsekvens af garantkapitalens status som efterstillet al anden gæld, alligevel havde været nødsaget til at indføre skærpede krav vedrørende indløsning af garantkapitalen. Det kan derfor ikke kritiseres, at bestyrelsen – som det mindre i det mere – valgte at indføre en garantbørs.

Klageren har derfor ikke dokumenteret den nødvendige årsagssammenhæng mellem indførelsen af garantbørsen og klagerens tab.

Der er derfor ikke i forhold til klageren handlet ansvarspådragende, og god skik reglerne er ikke blevet tilsidesat.

Ankenævnets bemærkninger

Sparebank Østjylland har oplyst, at det var fast praksis i Sparekassen Østjylland, at der i forbindelse med tegning af garantkapital blev orienteret om, at investeringen havde karakter af ansvarlig indskudskapital. Ankenævnet finder, at dette bestyrkes af den fremlagte interne produktbeskrivelse.

Sparebank Østjylland har endvidere oplyst, at det var fast praksis i Sparekassen Østjylland, at garanterne i forbindelse med tegningen af garantkapital underskrev en kvittering, hvoraf det fremgår, at garantkapital hæfter for sparekassens forpligtelser, og at garantkapital ikke kan kræves indløst, men alene udbetales efter anmodning, hvis Sparekassen Østjylland samtykker. Dette svarer indholdsmæssigt til vedtægternes pkt. 3.2.

Den konto, hvor midlerne blev indsat, var benævnt "Garantbevis", hvilket navn svarer til de garantbeviser, der traditionelt har betegnet ansvarlig kapital i en sparekasse.

På baggrund af ovenstående finder Ankenævnet, at klageren vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantkontoen var ansvarlig kapital, som hun risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Klageren havde ikke grundlag for at tro, at hun i en sådan situation ville få mulighed for at indløse sit garantindskud.

Ankenævnet finder herefter ikke, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens tegning af garantkapital.

Det forhold, at sparekassen i det fremlagte markedsføringsmateriale har fremhævet fordelene frem for risikoen ved at være garant, kan ikke i sig selv medføre et erstatningsansvar.

Bestemmelsen i sparekassens vedtægter pkt. 3.2 opregner en række tilfælde, hvor sparekassen ikke måtte indløse garantkapital. Bestemmelsen kan ikke forstås således, at sparekassen ikke i andre tilfælde var berettiget til at stoppe for indløsning af garantkapital. Det følger således af bestemmelsen, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst.

Ankenævnet finder derfor, at sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at lukke for indløsning af garantkapital var forenelig med sparekassens vedtægter. Tilsvarende gælder for beslutningen om at etablere en garantbørs, der i øvrigt ikke ses at have stillet klageren ringere, end hvis denne ikke var etableret.

På et ikke oplyst tidspunkt i 2011 offentliggjorde sparekassen resultatet for 3. kvartal. Resultatet blev betegnet som "meget tilfredsstillende". Senere på året betød nye retningslinjer fra Finanstilsynet, at sparekassens nedskrivninger ikke var tilstrækkelige, og blandt andet på den baggrund besluttede sparekassen at suspendere indløsningsadgangen for garantkapital.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen i forhold til klageren begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med de offentliggjorte meddelelser.

Ankenævnet finder det i øvrigt sandsynligt, at sparekassen ville have suspenderet indløsningsadgangen på et tidligere tidspunkt, hvis vurderingen af sparekassens økonomiske situation, eksempelvis i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 3. kvartal, havde været mindre positivt end tilfældet var. Der er således under alle omstændigheder ikke årsagsforbindelse mellem sparekassens meddelelse vedrørende resultatet af 3. kvartal og klagerens tab, hvorfor klageren ikke får medhold i sin påstand.

Vedrørende sparekassens kontakt til klageren bemærkes, at klageren ikke berettiget kunne opfatte sparekassens medarbejders eventuelle opfattelse af sparekassens fremtid som en garanti for, at en eventuel konkurs ikke kunne indtræde. Der er under alle omstændigheder ikke årsagsforbindelse mellem den ydede rådgivning og klagerens tab, idet indløsningsadgangen allerede var suspenderet på det pågældende tidspunkt.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.