Placering af børneopsparingskonti i pulje. Spørgsmål om hævning i strid med rådighedsbegrænsning. Indsigelse mod hævninger efter opsigelse af engagement og ekspeditionstid for overførsel til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 334/2010 |
| Dato: | 21-11-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - placering
Betalingsservice - afmelding Overførsel - almindelige konti Indlån - rådighedsbegrænsning |
| Ledetekst: | Placering af børneopsparingskonti i pulje. Spørgsmål om hævning i strid med rådighedsbegrænsning. Indsigelse mod hævninger efter opsigelse af engagement og ekspeditionstid for overførsel til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører placering af børneopsparingsmidler i pulje, indsigelse om at en hævning var i strid med rådighedsbegrænsning, indsigelse mod gennemførelse af betalinger efter opsigelse af engagement og ekspeditionstid ved overførsel til andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en privatkonto med en tilknyttet kredit på 25.000 kr. og et billån. Klageren var desuden indskyder på tre børneopsparingskonti oprettet til klagerens børn A, B og C, der er født i henholdsvis 1991, 1992 og 1993.
Den 28. oktober 2004 underskrev klageren tre blanketter i banken, hvorefter børneopsparingskontiene blev tilmeldt bankens Puljeinvest Bankvalg Middel aktieandel. Ifølge blanketterne fik klageren samtidig udleveret regler for deltagelse i Puljeinvest, retningslinjer for bankens administration af Puljeinvest, aktuel information om Puljeinvest og bankens almindelige forretningsbetingelser. Af reglerne for deltagelse i Puljeinvest fremgår blandt andet, at eventuel opsigelse skulle ske med syv dages skriftligt varsel til den 1. i en måned.
I 2009 gjorde klageren indsigelse mod, at børneopsparingerne for 2008 var blevet tilskrevet et negativt afkast på henholdsvis 1.295,99 kr., 2.073,39 kr. og 3.000,18 kr.
Den 21. august 2009 blev der hævet 5.202,32 kr. på C’s Plus Ung konto i banken. Saldoen på kontoen var herefter 0 kr. I kontoudskriften er der som posteringstekst anført "Overførsel". Overførslen skete på grundlag af en telefonisk anmodning fra C. Klageren gjorde indsigelse mod transaktionen.
Klageren anført, at der forelå en aftale med banken om, at banken skulle indhente hans samtykke til større hævninger på kontoen tilhørende C, der er udviklingshæmmet. C blev tilsyneladende narret til at overføre beløbet til en konto, der tilhørte B’s kæreste. Banken har bestridt klagerens fremstilling på dette punkt.
Ved brev af 22. oktober 2009 opsagde banken med 3 måneders varsel klagerens engagement bestående af privatkontoen med en saldo på 8.530,74 kr. (negativ) og billån med saldo på 16.736,84 kr. (negativ).
Ved brev af 17. december 2009 afviste banken klagerens indsigelse mod hævningen på C’s konto. Vedrørende placeringen af børneopsparingsmidlerne anmodede banken om en eventuel klage på skriftligt grundlag. Banken anførte endvidere blandt andet, at klagerens PBS-aftaler var blevet slettet pr. den 5. november 2009. Hverken klagerens kort eller konto var spærret i opsigelsesperioden, der udløb den 26. januar 2010. For så vidt angår hævningen henviste banken til et brev af 10. december 2009 fra klageren. Det omtalte brev er ikke fremlagt under nærværende klagesag.
Ved brev af 1. februar 2010 henviste banken til et brev fra klageren modtaget i banken den 12. januar 2010. Det omtalte brev er ikke fremlagt under nærværende klagesag. Banken fastholdt sin opfattelse for så vidt angik hævningen på C’s konto. Vedrørende børneopsparingerne blev klageren anmodet om at konkretisere sine klagepunkter. Afkastet pr. den 31. december 2009 var positivt. Overførsel af børneopsparingerne kunne ske på grundlag af en overførselsanmodning fra et andet pengeinstitut.
Ved brev af 8. april 2010 overgik engagementet til inkasso.
Ved brev modtaget i banken den 19. april 2010 henviste klageren til, at han gentagne gange havde meddelt banken, at han ikke kunne acceptere at hæfte for hævninger efter den 22. oktober 2009. Klageren gentog endvidere sine indsigelser vedrørende hævningen på C’s konto og afkastet på børneopsparingerne.
Af kontoudskriften for klagerens privatkredit fremgår, at der den 2. november 2009 skete betaling af diverse regninger, herunder husleje, licens, telefon mv. Henholdsvis den 11. november og 10. december blev der ved Visa/Dankort transaktioner hævet 79 kr. I øvrigt blev der hævet renter, gebyrer og ydelser på billånet.
Den 28. april 2010 underskrev klageren en anmodning om overførsel af børneopsparingskontiene til pengeinstituttet P. Overførselsanmodningen var udarbejdet af P den 19. januar 2010. Danske Bank har oplyst, at overførselsanmodningen blev modtaget i banken den 3. maj 2010.
Ved stævning af 11. maj 2010 anlagde banken retssag mod klageren om gælden på kreditten, som pr. den 31. marts 2010 blev opgjort til 22.204,65 kr. Klageren nedlagde påstand om frifindelse.
Den 3. juni 2010 blev børneopsparingerne overført til P. Af kontoudskrifterne fremgår, at de overførte beløb var inklusiv puljeafkast pr. den 1. juni 2010 på henholdsvis 652,96 kr., 979,21 kr. og 1.445,28 kr.
Den 23. juni 2010 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet.
Parternes påstande.
Den 4. juni 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal betale erstatning for negativt afkast på børneopsparingskontiene samt tilbageføre hævningerne på privatkreditkontoen i perioden efter den 22. oktober 2009 og hævningen på 5.202,32 kr. på C’s konto.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken i forbindelse med placeringen af børneopsparingsmidlerne oplyste, at der ingen risiko var, med mindre den danske stat gik konkurs. Det var i tillid hertil, at han accepterede placeringen. I år 2008 var der imidlertid et tab på 8.000 - 9.000 kr.
Han forsøgte at overføre børneopsparingerne til et andet pengeinstitut med henblik på at få en bedre rente. Dette lykkedes først i juni 2010. Banken bør godtgøre rentetab for 2009 og for perioden 1. januar – 1. juni 2010.
Overførslen på 5.202,32 kr. fra C’s konto var i strid med den rådighedsbegrænsning, der var aftalt for kontoen. Banken bør derfor betale beløbet. Aftalen om, at banken skulle indhente hans samtykke til større hævninger på kontoen, kan bekræftes af flere medarbejdere i afdelingen. Gennem årene er han gentagne gange blevet ringet op, når C ville hæve.
Banken burde have overladt det til politiet at afgøre, om der var sket noget kriminelt. Han anmeldte forholdet vedrørende hævningen til politiet, som imidlertid afviste anmeldelsen med henvisning til, at banken ikke havde givet de rigtige oplysninger til brug herfor. Banken afslog at udlevere sagens akter.
Banken har i forbindelse med klagesagen trods opfordring hertil undladt at fremlægge hans breve i forbindelse med sagen.
Han åbnede en konto i et andet pengeinstitut, hvilket han telefonisk og skriftligt meddelte Danske Bank. På trods af dette fortsatte banken i flere måneder med at hæve på hans konto.
Banken bør i hvert fald nedsætte sit krav mod ham til 18.000 kr.
Danske Bank har anført, at man ikke kan genkende klagerens beskrivelse af det faktiske hændelsesforløb.
Ved etableringen af børneopsparingerne blev klageren rådgivet på sædvanlig og tilstrækkelig vis.
Det negative afkast i 2008 skyldtes den økonomiske afmatning i verdenssamfundet, hvilket banken var uden ansvar for. Banken handlede ikke ansvarspådragende vedrørende børneopsparingerne, hverken i forbindelse med oprettelsen eller efterfølgende.
Banken modtog først den 3. maj en anmodning, der kunne danne grundlag overførsel af børneopsparingerne. Ifølge puljereglerne kunne børneopsparingerne herefter overføres pr. den 1. juni 2010. Forud for overførslen blev der tilskrevet puljeafkast for periode 1. januar – 1. juni 2010.
Overførslen på 5.202,32 kr. fra C’s konto skete på grundlag af en telefonisk anmodning fra C. Banken har ikke kendskab til, at der skulle være indgået aftale om rådighedsbegrænsning på kontoen som anført af klageren. Der var efter bankens opfattelse tale om C’s egne midler, som han var berettiget til at disponere over.
Klageren har undladt at returnere en indsigelsesblanket vedrørende overførslen, som han fik udleveret i banken.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge aftalerne af 28. oktober 2004 fik klageren i forbindelse med placeringen af børneopsparingsmidlerne i pulje udleveret skriftligt informationsmateriale om Puljeinvest og reglerne herfor. Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at banken skulle have bibragt klageren den opfattelse, at der ikke var risiko for negativt afkast i puljeordningerne.
Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at hævningen 5.202,32 kr. den 21. august 2009 på C’s konto skete i strid med en aftalt rådighedsbegrænsning.
Det må lægges til grund, at betalingerne via privatkreditten skete i henhold til aftale med klageren. Ifølge bankens brev af 17. december 2009 blev klagerens betalingsserviceaftaler afmeldt den 5. november 2009. På dette tidspunkt var månedens betalinger gennemført.
Efter det oplyste modtog banken først den 3. maj 2010 en overførselsanmodning, der kunne danne grundlag for overførsel af børneopsparingerne. Det kan derfor ikke bebrejdes banken, at overførsel ikke skete tidligere end pr. den 1. juni 2010, jf. fristerne i puljereglerne. Forud for overførslen blev der tilskrevet puljeafkast på børneopsparingskontiene.
Som følge af det anført træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.