Klage vedrørende lukning af erhvervskassekredit afvist.
| Sagsnummer: | 61 /2005 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende lukning af erhvervskassekredit afvist. |
| Indklagede: | Brørup Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod indklagedes nedskrivning af klagerens kassekredit til 0 kr. i forbindelse med, at indklagede rykkede med et håndpantsat ejerpantebrev i klagerens ejendom for et nyt realkreditlån.
Sagens omstændigheder.
Ved kassekreditkontrakt af 4. februar 2002 ydede indklagede klageren en erhvervskredit på 400.000 kr., som klageren anvendte til driften af sin daværende landbrugsejendom. Kreditrammen skulle "nedskrives med 400.000,00 kr., på en gang, den 1. februar 2007".
Ved håndpantsætningserklæring af 27. februar 2002 fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 660.000 kr. med pant i landbrugsejendommen til sikkerhed for klagerens engagement. Af pantsætningserklæringen fremgår bl.a.:
"…
2. Forringelse af pantet
Hvis pantets værdi forringes væsentligt, kan [indklagede] stille krav om, at debitor enten ekstraordinært nedbringer gælden/maksimum eller, at debitor stiller yderligere sikkerhed, der modsvarer den skete forringelse, i modsat fald kan [indklagede] betragte aftalen som misligholdt.
…"
Ved skrivelse af 19. september 2002 bevilgede indklagede et overtræk på kreditten på 100.000 kr. til den 15. oktober 2002.
Ved skrivelse af 18. oktober 2002 bevilgede indklagede overtrækket forlænget til den 18. november 2002. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.: "Det er aftalt, at vi taler sammen medio november."
Den 31. oktober 2002 afregnede DLR Kredit et nyt lån på 1 mio. kr. i klagerens ejendom, som blev hjemtaget via indklagede. Provenuet af realkreditlånet som var på 986.125 kr., blev indsat på kassekreditten, som herefter udviste en positiv saldo på ca. 500.000 kr.
Den 12. november 2002 fremsendte indklagede følgende skrivelse til klageren:
"Jeg har nu indsat provenu fra DLR Kredit på din konto og har i samme forbindelse nedskrevet din kassekredit til kr. 0,00, da behovet for denne nu er afløst af provenuet fra DLR Kredit.
Skulle du på et senere tidspunkt få brug for en kassekredit, er du naturligvis velkommen til at kontakte mig, og jeg vil vurdere på ny."
Klageren har anført, at han ikke har modtaget skrivelserne af henholdsvis18. oktober og 12. november 2002.
Klageren har anført, at han i maj 2003 konstaterede, at han ikke kunne betale en regning via kreditten. Han henvendte sig til indklagede, der oplyste, at man ikke længere ønskede ham som kunde. Han bad om at tale med indklagedes direktør, hvilket blev afslået. Indklagede har anført, at klageren anmodede om en kredit, hvilket blev afslået.
Den 12. juni 2003 blev kontoen opgjort, og det aktuelle indestående, som var på 67.828,92 kr., blev udbetalt til klageren.
Den 23. juli 2003 blev klagerens resterende engagement med indklagede, der bestod af en kapitalpensionsordning, overført til et andet pengeinstitut.
I august 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede om lukningen af kassekreditten, som klageren anførte havde haft store personlige og økonomiske konsekvenser for ham. Indklagede afviste et eventuelt ansvar herfor.
Klageren har under sagen fremlagt bilagsmateriale om mellemværender med sine kreditorer i perioden 28. april 2003 - 2. juni 2004. Klageren har endvidere fremlagt en tabsopgørelse, der er udarbejdet af en revisor den 20. april 2005, og som viser et tab på 160.168 kr. samt advokatomkostninger på 79.890 kr.
Vedrørende klagerens landbrugsejendom er det oplyst, at den er på 60 ha, at den havde 110 søer og en årlig produktion på 1.500 slagtesvin, og at han drev den alene uden medhjælpere
Parternes påstande.
Den 22. februar 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han som følge af ny lovgivning var nødsaget til at foretage forbedringer af ejendommen, bygge en ny gyllebeholder og investere i et nyt halmfyringsanlæg. Disse forbedringer og nyinvesteringer var baggrunden for hjemtagelsen af lånet i DLR Kredit.
Indklagede, der forestod hjemtagelsen af realkreditlånet, oplyste ikke, at kassekreditten i forbindelse hermed ville blive nedskrevet til 0 kr. Han blev først i forbindelse med et forgæves forsøg på at betale en regning via kassekreditten i foråret 2003 klar over, at kassekreditten var lukket. Han forsøgte forgæves at komme i dialog med indklagede om sagen og brugte herefter alle sine kræfter at redde sit landbrug.
For at betale sine kreditorer blev han nødsaget til at bortforpagte ejendommen og sælge sin besætning til under halv pris. Desuden blev han påført omkostninger i forbindelse med diverse inkassosager. Han blev så psykisk medtaget, at han vil få vanskeligt ved at genoptage sit erhverv som landmand.
Det bestrides, at det i forbindelse med hjemtagelsen af realkreditlånet blev aftalt, at kassekreditten skulle nedskrives til 0 kr., da det i givet fald ville være umuligt at drive gården. Såfremt han var blevet orienteret om, at indklagede agtede at lukke kassekreditten, havde han haft mulighed for at disponere på anden måde.
Da der som følge af lukningen af kassekreditten blev sået tvivl om hans økonomiske formåen, var det ikke muligt at få etableret et engagement i et andet pengeinstitut.
Indklagede har anført skiftende forklaringer om baggrunden for lukningen af kreditten. Det har været anført, at lukningen var en betingelse for rykningen med ejerpantebrevet, at kassekreditten blev opsagt på grund af misligholdelse og at hjemtagelse af realkreditlånet skete med henblik på at omlægge kassekreditten til et lån med lang afdragsprofil. Troværdigheden af forklaringerne er derfor meget ringe.
Han er ikke bekendt med, at han skulle have misligholdt nogen aftale med indklagede.
Indklagede er ansvarlig for de tab, som lukningen af kassekreditten har medført. Tabene er dokumenteret ved de fremlagte bilag. Indklagede bør betale en erstatning for svie og smerte og dække hans udgifter til erhvervelse af en ny bolig og eventuel genetablering af virksomheden.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold og derfor bør afvises af Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at hjemtagelsen af realkreditlånet skete efter aftale med klageren med henblik på at sikre indfrielse af kassekreditten og omlægge denne til et lån med lang afdragsprofil. Som en naturlig del af lånehjemtagelsen blev det aftalt, at kassekreditten skulle nedbringes til 0 kr., således at kontoen herefter skulle stå i kredit. Nedskrivningen af kassekreditten til 0 kr. var således en betingelse for at lade ejerpantebrevet rykke for kreditforeningslånet.
I henhold til vilkårene i pantsætningserklæringen var man berettiget til at stille krav om yderligere sikkerhed, hvis pantets værdi blev væsentligt forringet. I modsat fald kan forholdet betragtes som misligholdt.
Ejerpantebrevet havde en tvivlsom pante- og sikkerhedsværdi efter rykningen for DLR lånet.
Der skal tages højde for, at der er tale om et erhvervsmæssigt kundeforhold.
Klageren har bevisbyrden for, at han ikke har modtaget brevene af 18. oktober og 12. november 2002. Brevenes indhold er af sædvanlig karakter og forekommer helt naturlige i forhold til det forudgående hændelsesforløb.
Det afvises, at man har handlet ansvarspådragende.
Det afvises endvidere, at der er årsagssammenhæng mellem det tab, klageren påstår at have lidt, og det forhold, at indklagede har hjemtaget et lån og i overensstemmelse hermed har lukket en kassekredit.
Det af klageren anførte tab er udokumenteret.
DLR Kredit yder alene 60% belåning, og klageren har haft rig lejlighed til at søge yderligere alternativ belåning i andre pengeinstitutter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen vedrører et påstået tab i forbindelse med indklagedes lukning af en kassekredit, der blev anvendt til driften af klagerens landbrugsvirksomhed. Klagen angår således et erhvervsmæssigt kundeforhold og kan ikke sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet finder derfor, at klagen bør afvises, jf. vedtægternes § 2, stk. 2.
Som følge herafAnkenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.