Rette kontohaver.
| Sagsnummer: | 427/1990 |
| Dato: | 17-06-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Rette kontohaver. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved en henvendelse i en af indklagedes filialer formentlig i august måned 1990 fik klageren oplyst, at der på en konto med hans navn indestod 3.385,96 kr.
Klageren stillede sig uforstående heroverfor og rettede henvendelse til indklagedes Kochsgade afdeling herom.
Ved skrivelse af 11. oktober 1990 meddelte afdelingen klageren, at beløbet på 3.385,96 kr. indestående på en angiven konto ikke tilhørte klageren.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.385,96 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at da han fik oplyst, at der stod et beløb på en konto med hans navn, først mente, at han ikke havde så stor et beløb stående. Senere erindrede han dog, at han satte pengene ind i afdelingen i forbindelse med udbetaling af børnepenge. Klageren har rettet henvendelse til den trediemand, som indklagede angiver er rette kontohaver. Pågældende har oplyst overfor klageren, at han kun har sin lønkonto hos indklagede, og at beløbet ikke tilhører ham.
Indklagede har anført, at klageren formentlig ved en fejltagelse er kommet i besiddelse af en kontooversigt. Det formodes, at dette er sket, fordi klageren tidligere har boet på en adresse, hvor indklagede nu har en kunde med samme navn. Den omhandlede kontos indestående tilhører indklagedes kunde af samme navn som klageren. Hvis klageren ved henvendelsen i indklagedes afdeling skulle have fået oplyst, at indeståendet tilhører ham, må dette skyldes en fejltagelse. Klageren har ikke godtgjort, at et beløb indestående på en indlånskonto hos indklagede tilhører klageren, der således ikke har kunnet fremskaffe bankbog til kontoen eller kvittering for indbetalingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren findes ikke at have godtgjort, at det omhandlede beløb tilhører ham, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.