Pantebrev administreret af pengeinstitut, beregning af indfrielseskurs. Tvistens parter.
| Sagsnummer: | 257/1993 |
| Dato: | 27-10-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
|
| Ledetekst: | Pantebrev administreret af pengeinstitut, beregning af indfrielseskurs. Tvistens parter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. februar 1986 underskrev klageren og dennes samlever/ ægtefælle som debitorer et pantebrev på 869.800 kr. med pant i deres faste ejendom. Pantebrevskreditor var en pensionskasse. Pantebrevet administredes på pensionkassens vegne af indklagede.
Af pantebrevets bestemmelser fremgik, at pantebrevet afvikledes fra den 15. marts 1986 med en kvartårlig ydelse på 24.367,99 kr., første gang 15. juni 1986. Løbetiden var 30 år, og renten var 10,74% p.a. Pantebrevet var uopsigeligt fra kreditors side. Om opsigelse og ekstraordinære afdrag var i øvrigt anført:
"Pantebrevet kan fra debitors side og ved skriftlig aftale indfries helt eller delvis. Ved enhver indfrielse skal debitor betale den kapitaliserede værdi af de fremtidige ydelser, beregnet på grundlag af den effektive lånerente på indfrielsestidspunktet.
...
Endvidere betales et ekspeditionsgebyr, der p.t. udgør 800 kr."
Af "Vilkår for lån mod pant i fast ejendom til medlemmer af" en række pensionskasser under PKA, herunder den pensionskasse, der var kreditor på pantebrevet, fremgår:
"FORRENTNING
Lånets pålydende årlige rente beregnes på grundlag af den gennemsnitlige effektive obligationsrente den første børsdag i den måned, hvor pensionskassen modtager ansøgningen, og med et procenttillæg til dækning af pensionskassens administration og risiko.
...
Indfrielse:
...
Ved ekstraordinær indfrielse beregnes den kapitaliserede værdi af pantebrevets resterende ydelser, inklusive eventuel restgæld ved udløb (se i ordlisten: Kapitalisering). Kapitaliseringen beregnes med den aktuelle rentefod.
Hvis renteniveauet er lavere på indfrielsestidspunktet end ved lånets stiftelse, skal låntager tilbagebetale et beløb, der er større end restgælden.
Er renteniveauet højere på indfrielsestidspunktet end ved lånets stiftelse, kan det krævede beløb blive mindre end restgælden.
..."
I ordlisten er om "gennemsnitlig effektiv obligationsrente" bl.a. anført:
"Gennemsnitlig effektiv obligationsrente:
Den gennemsnitlige effektive obligationsrente for bl.a. samtlige obligationer over 9% pålydende rente er beregnet for forskellige restløbetider og kan aflæses i kurslisten, som udgives af Københavns Fondsbørs.
Obligationerens restløbetid skal svare til løbetiden for lånet fra pensionskassen og afgør dermed hvilken værdi i kurslisten, der skal anvendes.
Omregning af denne værdi til pantebrevets pålydende rente, se under: Pålydende rente."
Ved indfrielsestilbud af 8. september 1992 til klageren oplyste indklagede, at pantebrevets restgæld på 832.360,48 kr. pr. 15. september 1992 kunne indfries ved betaling af 862.208,93 kr. svarende til kurs 103,5860. Til beløbet skulle lægges 248,32 kr. i rente pr. dag tillige med 800 kr. i gebyr for indfrielsen.
Den 21. september 1992 indfriede klageren pantebrevet, men tog forbehold, idet han fandt, at han havde betalt 34.742,39 kr. for meget ved indfrielsen. Under en efterfølgende korrespondance mellem klageren, PKA og dennes advokat fastholdt de sidstnævnte opgørelsen af pantebrevets restgæld.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 34.742,39 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Det er oplyst, at den rente, der er anvendt ved beregningen af indfrielsesbeløbet, er fastsat på grundlag af "toneangivende obligationer" dvs. 30 årige 9%'s obligationer til byggeri og ejerskifter udstedt af KD, BRF kredit og Nykredit. Den gennemsnitlige effektive rente på disse obligationer var i uge 35 1992 10,66%.
Klageren har anført, at indklagede skal administrere pantebrevet efter dettes bestemmelser og ikke efter retningslinier fra kreditor, dersom disse er i modstrid med pantebrevets bestemmelser. Indklagedes beregning af indfrielseskursen er i strid med pantebrevets indfrielsesklausul samt de tilhørende vilkår udstedt af pensionskassen. Pantebrevets kapitaliserede værdi beregnes på grundlag af den effektive lånerente på indfrielsestidpunktet. "Den effektive lånerente" er pensionskas-sens lånerente, som denne beregnes ifølge vilkårene. Denne lånerente indeholder et procenttillæg for administration og risiko. Lånerenten skal endvidere beregnes på grundlag af den gennemsnitlige effektive obligationsrente; denne var for tirsdag den 1. september 1992 10,89% for 9% obligationer med en restløbetid mellem 15 og 25 år. Dette svarer til en kvartårlig rentebetaling til en pålydende rente på 10,47157%. Hertil skal lægges administrations- og risikotillægget på 0,35%. Den aktuelle rentefod pr. termin bliver herefter 10,82157/4. Dette medfører en indfrielseskurs på 99,4120.
Indklagede har anført, at administrationen af klagerens pantebrev har været foretaget efter retningslinier aftalt mellem indklagede og pensionskassen. Indklagede har beregnet pantebrevets indfrielseskurs korrekt i overenstemmelse med pensionskassens (PKA's) anvisninger. Den af klageren anvendte gennemsnitlige effektive rente omfatter den effektive rente for samtlige obligationer, men heri er indbefattet særlige institutter og særlige obligationer, f.eks. Stat, fiskeri og Færøerne, og herom er der ikke krav i pensionskassens vilkår. Hertil kommer - og dette er det væsentligste - at der ikke er noget krav om, at der i den aktuelle rente skal indregnes det ved låneoptagelsen tillagte procenttillæg for administration og risiko.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede har beregnet indfrielseskursen for klagerens pantebrev efter de retningslinier for beregning af indfrielseskurser, som er fastsat af pantebrevets kreditor, en pensionskasse (PKA). Der er derfor tale om en tvist mellem klageren og den pågældende pensionskasse (PKA), som ikke kan afgøres i en sag mellem klageren og indklagede. Det bemærkes herved, at indklagede ikke kan pådrage sig ansvar over for klageren ved at følge de af pantebrevets kreditor fastsatte retningslinier.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.