Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om konto udbetalt.

Sagsnummer: 189/1995
Dato: 08-01-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Passivitet - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om konto udbetalt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 31. marts 1995 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale indeståendet på klagerens kapitalpensionskonto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Af kontoudskrifter for klagerens kapitalpensionskonto hos indklagede fremgår, at kontoen blev ophævet den 3. september 1988 med et indestående på 12.757,37 kr.

Klageren har anført, at hun i februar 1995 mod betaling indhentede kontoudskrifter for kapitalpensionskontoen. Hun blev da bekendt med, at kontoen var ophævet. Hun havde gennem et par år anmodet om kontoens ophævelse, men indklagede oplyste, at pengene var bundet, indtil hun fyldte 60 år. Hun stiller sig uforstående over for, at kontoen skulle være ophævet i september 1988. Hun finder, at der kan være en mulig sammenhæng mellem kontoens opgørelse og det forhold, at indklagede i en skrivelse af 17. november 1988 meddelte, at hendes udlånskonto, hvis maksimum da androg 141.732,27 kr., blev nedskrevet med 11.732,27 kr. til 130.000 kr. Hun finder, at indklagede bør udbetale hende kontoens indestående, da den tidligere udbetaling må være ulovlig.

Indklagede har anført, at man ikke længere er i besiddelse af dokumenter, der kan belyse sagsforløbet. Kapitalpensionskontoen må anses for ophævet af klageren mod betaling af almindelig indkomstskat, der er trukket a conto med 70%, således at nettoprovenuet kun har udgjort ca. 3.800 kr. Der er ikke som af klageren antaget nogen sammenhæng mellem ophævelsen i september 1988 og nedskrivningen af maksimum på udlånskontoen i november 1988, bortset fra en vis lighed i bruttotallene. Dette sammenholdt med klagerens passivitet bør medføre, at klagen ikke tages til følge.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet lægger til grund, at klagerens kapitalpensionskonto blev opgjort og indeståendet udbetalt til klageren omkring begyndelsen af september 1988. Klageren har ikke sandsynliggjort, at udbetalingen skyldes fejl begået af indklagede eller i øvrigt er foregået under omstændigheder, som kan medføre noget ansvar for indklagede.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.