Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Sparekassen Spar Mors
| Sagsnummer: | 97 /2013 |
| Dato: | 18-09-2013 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Christian Bremer, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Sparekassen Spar Mors |
| Indklagede: | FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i 2006 for børneopsparingsmidler tilhørende klagerens datter og i 2007 for midler vedrørende arbejdsskadeerstatning til klageren.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i den daværende Sparekassen Spar Mors.
I 2006 blev et indestående på 4.000 kr. på klagerens datters børneopsparingskonto placeret i garantkapital i sparekassen.
I december 2007 fik klageren udbetalt en arbejdsskadeerstatning på 63.685 kr., hvoraf 60.000 kr. blev placeret i garantkapital i sparekassen.
I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Morsø Bank overtog ikke forpligtelserne vedrørende garantkapitalen. Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation.
På et møde med Morsø Bank den 18. november 2008 rejste klageren krav om erstatning på i alt 64.000 kr. begrundet i mangelfuld rådgivning ved tegningen af garantkapitalen.
Ved breve af henholdsvis 4. januar og 19. maj 2009 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar og henviste klageren til en eventuelt at klage til Pengeinstitutankenævnet.
Morsø Bank fusionerede den 3. november 2010 med Morsø Sparekasse under navnet Fjordbank Mors.
Med virkning fra den 24. juni 2011 blev bankens aktiver og dele af bankens passiver i henhold til kap. 4b i lov om finansiel stabilitet (bankpakkeIII) overdraget til Fjordbank Mors af 2011, nu FS FinansIV, der er et datterselskab under Finansiel Stabilitet, som er statens selskab til afvikling af nødlidende pengeinstitutter.
Den 27. juni 2011 gik Fjordbank Mors konkurs. Samme dag indrykkede Fjordbank Mors af 2011 i henhold til § 16h, stk. 1, i lov om finansiel stabilitet, et præklusivt proklama. Heraf fremgik blandt andet:
"…
I henhold til § 16 h om finansiel stabilitet, anmodes enhver, som har en fordring eller andet krav mod Fjordbank Mors A/S at anmelde deres krav til Fjord Bank Mors af 2011 A/S, hvis kravet ikke tidligere har været rejst mod Fjordbank Mors A/S, eller er blevet afvist af Fjordbank Mors A/S.
Krav skal anmeldes inden 3 måneder efter bekendtgørelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system den 27. juni 2011, d.v.s. inden den 27. september 2011. …
Såfremt ovennævnte krav ikke anmeldes inden udløbet af ovennævnte frist, bortfalder retten til at få hel eller delvis dækning af kravet hos Fjordbank Mors af 2011 A/S, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 h, stk. 3.
..."
Den 20. marts 2013 indgav klageren en klage over Spar Mors/Morsø Bank (Fjordbank Mors af 2011, nu FS Finans IV).
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) skal betale 64.000 kr.
FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at sparekassens rådgivning om garantkapitalen var mangelfuld.
Hun blev ikke informeret om en eventuel risiko og fik heller ikke udleveret sparekassens vedtægter.
Sparekassen vidste, at de 60.000 kr. stammede fra en arbejdsskadeerstatning.
FS Finans IV (Fjordbank Mors af 2011) har anført, at klageren ikke har rejst kravet over for Fjordbank af 2011 inden proklamafristens udløb den 27. september 2011. Et eventuelt krav er derfor bortfaldet, jævnfør lov om finansiel stabilitet § 16 H.
Klagerens eventuelle erstatningskrav er endvidere omfattet af den treårige forældelse, jævnfør forældelseslovens § 3. Forældelsesfristen må regnes fra senest den 3. november 2008, hvor Sparekassen Spar Mors gik konkurs.
Klageren har ikke inden for fristen foretaget en anmeldelse over for hverken Fjordbank Mors af 2011 eller konkursboet.
Hvis Ankenævnet ikke finder, at et eventuelt krav er forældet og/eller prækluderet forbeholdes bemærkninger vedrørende spørgsmålet om rådgivningsansvar.
Ankenævnets bemærkninger
Ved breve af henholdsvis 4. januar og 19. maj 2009 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar i sagen.
Klageren har ikke anmeldt sit krav over for Fjordbank Mors af 2011, nu FS Finans IV, før udløbet af proklamafristen den 27. september 2011. Klagerens eventuelle krav er derfor nu bortfaldet, jævnfør lov om finansiel stabilitet § 16 h, stk. 3.
Allerede som følge heraf får klageren ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.