Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rækkevidden af aftale om indbetaling af månedligt beløb.

Sagsnummer: 494 /1996
Dato: 08-04-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Peter Nedergaard, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne: Børneopsparingskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om rækkevidden af aftale om indbetaling af månedligt beløb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I maj måned 1990 overførtes til indklagedes Brabrand afdeling en børneopsparingskonto tilhørende klagerens søn, der er født den 22. april 1979. Indskyder på kontoen var klagerens daværende ægtefælle, som i forbindelse med overførslen underskrev en formular vedrørende kontoen, hvoraf fremgår, at der månedligt skulle indbetales 100 kr. ved overførsel fra indskyderens konto hos indklagede. Det var samtidig anført, at "overførselsanmodningen er gyldig, indtil den tilbagekaldes skriftligt".

Overførslen af de 100 kr. månedligt fandt sted i syv måneder frem til udgangen af 1990.

Klageren og kontohaverens far blev skilt i første halvår af 1991, hvor klageren fik tilkendt forældremyndigheden over sønnen.

Den 6. april 1992 forlængede klagerens tidligere ægtefælle bindingsperioden for børneopsparingskontoen til den 22. april 2000.

Klageren har den 12. december 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre 100 kr. månedligt til børneopsparingskontoen med virkning fra 1. januar 1991 og fremefter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede ved kontoens overførsel i 1990 skrev under på, at der månedligt skulle overføres 100 kr. til børneopsparingskontoen. Indklagede har endvidere skrevet under på, at overførselsanmodningen er gyldig, indtil den tilbagekaldes skriftligt, hvilket ikke er sket. Indklagede bør derfor indsætte 100 kr. månedligt med virkning fra 1. januar 1991, idet beløbet bør overføres fra den tidligere ægtefælles konto hos indklagede.

Indklagede har anført, at klagerens tidligere ægtefælle i maj 1990 gav indklagede fuldmagt til at foretage en stående overførsel på 100 kr. månedligt fra sin konto. En sådan fuldmagt kan til enhver tid tilbagekaldes af fuldmagtsgiveren og stifter ikke nogen ret for tredjemand. Indklagede er derfor ikke ansvarlig for, at indskyderen ikke længere indsætter 100 kr. månedligt.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet forudsætter, at ophøret af den stående ordre om overførsel af 100 kr. månedligt til klagerens søns børneopsparingskonto ikke beror på en fejl fra indklagedes side. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at overføre det omstridte beløb, idet en sådan overførsel vil forudsætte samtykke fra klagerens tidligere ægtefælle.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.