Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om klageren havde krav på oplysning om størrelse på udbetaling fra indekskonto og længden på udbetalingsperioden samt krav om at kunne foretage yderligere indbetalinger

Sagsnummer: 444/2012
Dato: 22-05-2013
Ankenævn: Kari Sørensen, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive og Astrid Thomas
Klageemne: Indekskonto - udbetalingens størrelse
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
Ledetekst: Spørgsmål om klageren havde krav på oplysning om størrelse på udbetaling fra indekskonto og længden på udbetalingsperioden samt krav om at kunne foretage yderligere indbetalinger
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Sydbank ved klagerens forespørgsel var forpligtet til at oplyse størrelsen på udbetalingen fra hans indekskonto i banken og længden på udbetalingsperioden samt om klageren havde mulighed for at foretage yderligere indbetalinger på sin indekskonto.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1949, oprettede den 27. december 1967 seks indekskontrakter i et pengeinstitut P. Aftalen blev senere overflyttet til Sydbank.

Af aftalen om prisreguleret alderdomsopsparing fremgår blandt andet:

"…

OPRETTELSE AF KONTO

1. Ved nærværende aftale oprettes mellem kontohaveren og banken seks indekskontrakt(er) med grundbeløb i henhold til loven. Banken opretter i kontohaverens navn en indekskonto, der forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 7½ % p.a., og en overrente, for tiden ½ % p.a.

INDBETALING

2. Kontohaveren indskyder i indeværende kalenderår senest 31/12 en grundindbetaling på det af aftalen omfattede antal indekskontrakter gange 49,80 kr. og i de efterfølgende kalenderår til og med 2015 senest den 31/12 en årlig indbetaling, der udgør grundindbetalingen pristalsreguleret i henhold til loven. Grundindbetalingen er ved benyttelse af en grundrente på 4,25 % p.a. beregnet på grundlag af en aftalt udbetalingsperiode på femten år.

UDBETALING

3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

B. Endvidere udbetales gennem banken det månedlige indekstillæg, som kontohaveren måtte oppebære i henhold til loven.

…"

Den 18. juni 2012 henvendte klageren sig til Sydbank, da han ønskede en aktuarmæssig beregning af udbetalingsperioden for hans indekskonto, som han stadig indbetalte på.

Ved brev af 28. juni 2012 afviste banken klagerens anmodning blandt andet under henvisning til, at man ikke havde aktuarer ansat i banken. Af bankens brev fremgik i øvrigt følgende:

"…

Som du selv er inde på, er der en række faktorer i forhold til beregningen af udbetalingsperioden, som er gældende i dag. Imidlertid er der også en lang række forhold, som vi ikke kender i forhold til, at din udbetaling først skal starte i år 2016. Således er størrelsen af indbetalingerne frem til 2016 ikke kendte, renterne frem til 2016 såvel som renten i udbetalingsperioden, dit valg af rente i udbetalingsperioden og den af staten fastsatte minimumsudbetaling efter 2016 kendes ligeledes ikke. Opremsningen er ikke udtømmende.

Vi har således fortsat ikke mulighed for at give dig svar på, i hvor mange år, du vil modtage udbetalinger fra dine indekskontrakter.

…"

Den 14. august 2012 rettede klageren henvendelse til Statens Administration vedrørende udbetalingsperioden for hans indekskonto. Ved brev af 29. august 2012 svarede Statens Administration blandt andet følgende til klageren:

"…

Statens Administration foretager kun beregning af den pristalsregulerede ydelse og indekstillæg og beregner ikke omtrentlige udbetalingsperioder for individuelle indekskontrakter.

Vi kan dog oplyse, at der er en række variable, som påvirker længden af udbetalingsperioden fra indekskontrakter.

I indbetalingsperioden drejer det sig om, hvorvidt de aftalte indbetalinger bliver overholdt, om kontraktshaver ønsker at påbegynde udbetaling som 65-, 66- eller 67-årig, og hvor stor rentetilskrivningen i indbetalingsperioden bliver.

I udbetalingsperioden skal der som minimum udbetales den pristalsregulerede ydelse for at opnå indekstillæg fra staten. Både den pristalsregulerede ydelse og indekstillæg er afhængige af udviklingen i forbrugerprisindekset og beregnes og offentliggøres hvert år i oktober af Statens Administration. … Derudover kommer at kontrakthaver skal vælge mellem at få sine udbetalinger beregnet på grundlag af en fast eller variabel grundrente. Disse renter har ikke noget med den reelle forrentning at gøre, men er udelukkende beregningsrenter. Den reelle forrentning påvirker dog også længden på udbetalingsperioden.

…"

Statens Administration henviste i øvrigt til, at klagerens pengeinstitut i forbindelse med påbegyndelse af udbetaling fra klagerens indekskonto skulle informere klageren om, hvorvidt pengeinstituttet vurderede, at udbetalingsperioden for den konkrete indekskonto risikerede at blive forkortet efter bestemmelsen i § 15, stk. 2, jf. § 11 stk. 5, 2. pkt. i bekendtgørelse om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter.

Parternes påstande

Den 1. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Sydbank skal anerkende yderligere indbetaling til klagerens indekskonto, så den aftalte udbetalingsperiode på 15 år kan opretholdes, samt give ham en række efterspurgte oplysninger.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken aldrig har informeret ham om, at den aftalte udbetalingsperiode på 15 år eventuelt ikke vil kunne opretholdes.

Banken har således givet ham grund til at tro, at det beløb, som han automatisk er blevet opkrævet hvert år i december, var tilstrækkeligt til at sikre udbetaling i 15 år.

Han formoder, at banken har fraveget grundrenten uden samtidig at hæve grundindbetalingerne.

Han har anmodet banken om på baggrund af saldoen på hans indekskonto at give ham en status på udbetalingsperiodens formodede længde. Dette har banken afvist.

Han har ligeledes forgæves forsøgt at foretage ekstra indbetalinger ved kassen i banken. Her blev han også afvist.

Han ønsker at indgå i en konstruktiv dialog med banken om, hvordan saldoen på hans indekskonto kan blive bragt op, så den aftalte udbetalingsperiode på 15 år kan opretholdes.

Ligesom det er muligt at få overført LD-midler til kapitalpension, bør det således være muligt at få overført LD-midler til indekskontoen.

Sydbank har anført, at indekskontrakterne er lovreguleret, og såvel banken som klageren er derfor underlagt de muligheder og begrænsninger, der følger af reglerne.

Grundindbetalingen til indekskontoen blev i overensstemmelse med § 5, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 724 af 15. september 1999 fastlagt ved kontraktens oprettelse. Det følger af stk. 3, at den årlige indbetaling erlægges med et beløb svarende til grundindbetalingen gange forholdet mellem den for indbetalingsåret gældende pristalsregulerede ydelse og det for vedkommende indekskontrakt fastsatte grundbeløb.

Indekskontoen er i perioden blevet forrentet med bankens højeste indlånsrente og en variabel overrente.

Det generelle renteniveau er faldet markant siden kontraktens oprettelse.

Banken er ikke forpligtet til at forrente indeståendet højere end fastsat i kontrakten, selvom det måtte betyde, at den udbetalingsperiode klageren har valgt i kontrakten ikke kan fastholdes.

Beregningskapitalen kan i henhold til bekendtgørelsens kapitel 5 først opgøres, når klageren er berettiget til at få udbetalt i henhold til indekskontrakterne. Beregningskapitalen i henhold til § 10, stk. 1, afhænger af flere faktorer, hvorfor det ikke er muligt at lave en beregning på nuværende tidspunkt.

Banken kan ikke imødekomme klagerens ønske om, at hans LD-midler skal overføres til indekskontrakterne, idet pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1, nr. 7, der omhandler muligheden for at overføre beløb fra LD til andre pensionsordninger, ikke giver mulighed for overførsel til indeksordninger. Banken kan heller ikke imødekomme klagerens ønske om at øge indbetalingerne.

Såfremt der skete overførsel til indekskontoen, ville klageren miste retten til statens indekstillæg, jf. lovbekendtgørelsen § 6, stk. 3, hvoraf det blandt andet fremgår, at indekstillægget er betinget af, at beregningsgrundlaget har været uændret siden kontraktens oprettelse.

Det følger af såvel kontrakten som reglerne, at udbetalingsperioden ikke nødvendigvis vil være lig med den udbetalingsperiode, kontohaver har valgt.

Når klageren nærmer sig udbetalingstidspunktet, vil banken i henhold til reglerne informere klageren om muligheden for at vælge mellem fast og variabel grundrente og tillige informere om, hvorvidt banken vurderer, at udbetalingsperioden risikerer at blive forkortet.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens indekskontrakter er reguleret af lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing samt af bekendtgørelse om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter.

Loven giver ikke klageren adgang til at foretage indbetalinger ud over det i kontrakten fastsatte, heller ikke ved at overføre beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge Sydbank at foretage beregninger eller skøn over størrelsen på udbetalingerne fra indekskontoen eller udbetalingsperiodens længde.

Det kan heller ikke pålægges banken at indestå for at udbetalingsperioden rent faktisk vil blive på mindst 15 år.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at klageren får helt eller delvist medhold.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.