Kapitalpension, frigørelsekonto, børneopsparing.
| Sagsnummer: | 77 /1992 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Kapitalpension, frigørelsekonto, børneopsparing. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren har hos indklagede en selvpensioneringskonto, en kapitalpensioneringskonto, en frigørelseskonto og 2 børneopsparingskonti. Ultimo 1991 udgjorde det samlede indestående på de nævnte konti ca. kr. 44.000,-. Klagerens ægtefælle har hos indklagede en selvpensioneringskonto og en kapitalpensionskonto med et samlet indestående ultimo 1991 på ca. kr. 7.000,-. Indklagede har oplyst, at de nævnte konti alle er kontantkonti.
Klageren har oplyst, at han på et ikke nærmere angivet tidspunkt rettede henvendelse til indklagede med henblik på overførsel af hans og ægtefællens særlige indlånskonti til andet pengeinstitut. I denne forbindelse fik han oplyst, at indklagede opkrævede et gebyr på kr. 1.000,- pr. konto. Indklagede har bestridt, at man overfor klageren skulle have oplyst, at overførselsgebyret var kr. 1.000,- pr. konto.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om at indklagede tilpligtes at overføre hans og hans ægtefælles særlige indlånskonti mod betaling af et væsentligt mindre gebyr end kr. 1.000,- pr. konto.
Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at gebyret for klagerens vedkommende vil udgøre kr. 1.225,- og for ægtefællens vedkommende kr. 525,-, og har iøvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren, som heller ikke har kunnet acceptere et samlet gebyr på kr. 1.750,-, har til støtte for påstanden anført, at der fra indklagedes side er tale om stavnsbinding henset til gebyrets størrelse sammenholdt med det med overførslen forbundne arbejde. Klageren har kunnet konstatere, at indklagede klart opkræver det største gebyr ved overførsel til andre pengeinstitutter, idet andre pengeinstitutter intet opkræver eller tager et gebyr i størrelsesordenen kr. 25,- til 100,- pr. konto.
Indklagede har anført, at gebyret fastsættes under hensyntagen til den tid, der medgår til opgørelse og overførsel af de forskellige typer konti. For klagerens vedkommende skønner indklagede et tidsforbrug på 3 1/2 time á kr. 350,- og for ægtefællens vedkommende et tidsforbrug på 1 1/2 time. Henset til familiens samlede indestående på særlige indlån er der efter indklagedes opfattelse ikke tale om urimelige gebyrer.
Ankenævnets bemærkninger:
Det af indklagede under klagesagen forlangte gebyr på 1.225 kr. for overførsel af klagerens 5 konti, hvoraf de to børneopsparingskonti ikke kræver særlig opgørelsesmåde, findes at overstige det rimelige og findes passende at kunne nedsættes til 800 kr.
Ankenævnet finder derimod ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det gebyr på 525 kr., som indklagede under klagesagen har forlangt for overførsel af klagerens ægtefælles 2 pensionskonti, overstiger det rimelige.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at man ved overførsel af klagerens og dennes ægtefælles særlige indlånskonti højst vil være berettiget til at opkræve et gebyr på henholdsvis 800 kr. og 525 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.