Bortfald.
| Sagsnummer: | 110/1993 |
| Dato: | 25-08-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Bortfald. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 31. maj 1990 ydede indklagedes Glyngøre afdeling klagerens datter, der drev en speditionsvirksomhed, en kassekredit på 100.000 kr. Klageren kautionerede som selvskyldnerkautionist for kassekreditten. Af kontrakten fremgår:
"Kreditten løber indtil fakturabelåning med maks kr. 500.000 etableres."
Fakturabelåningskreditten på 500.000 kr. blev ikke etableret. Ifølge klageren var det en forudsætning for hendes kautionsforpligtelse, at denne kun skulle løbe, indtil fakturabelåningskreditten blev etableret. Ifølge indklagede skulle klageren også kautionere for fakturabelåningskreditten.
I december måned 1990 blev klagerens datter erklæret konkurs. Ifølge indklagede anmodede denne den 28. december 1990 skriftligt klageren om at indfri sin kautionsforpligtelse. Den 11. januar 1991 blev kautionsforpligtelsen indfriet ved overførsel af 109.494,73 kr. fra klagerens konto hos indklagede. Ifølge klageren skete overførslen af beløbet uden klagerens anmodning, medens indklagede har anført, at overførslen skete efter klagerens anmodning.
I forbindelse med behandlingen af klagerens datters konkursbo, har klageren i dividende fået udbetalt 12.276,56 kr.
Efter gennem sin søn at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale hende 97.218,17 kr. med renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hendes datter den 31. maj 1991 forespurgte indklagedes afdeling om muligheden for at overflytte sit engagement fra et andet pengeinstitut. Under et møde samme dag foreslog indklagedes medarbejder, at datteren kunne få en fakturabelåningskredit på 500.000 kr.; indtil denne kunne etableres, måtte klageren kautionere for et midlertidigt lån på 100.000 kr., så datteren kunne komme over den forestående pinse. Datteren kontaktede klageren, som straks tog til indklagedes afdeling og underskrev de fornødne dokumenter. I den følgende uge meddelte indklagedes medarbejder, at fakturabelåningskreditten alligevel ikke kunne bevilges. Kautionen blev meddelt under forudsætning af, at den kun skulle løbe, indtil fakturabelåningskreditten blev etableret, og indklagede har begået aftalebrud ved ikke at yde denne kredit. Hertil kommer, at indklagede uden at kontakte klageren nærmest ved selvtægt hævede penge på klagerens konto til indfrielse af kautionsforpligtelsen.
Indklagede har anført, at indklagedes afdeling den 31. maj 1990 blev kontaktet af et andet pengeinstitut med forespørgsel, om klageren var god for en kautionsforpligtelse på 300.000 kr.; kautionen skulle angiveligt dække et lån af samme størrelse til klagerens datter. Afdelingen bad pengeinstituttet fremsende forespørgslen skriftligt. Samme dag mødte klageren i afdelingen, og klageren og medarbejderen blev herefter enige om at kontakte datteren. Denne orienterede herefter om virksomhedens økonomiske forhold og forespurgte, om indklagede ville finansiere debitormassen med 500.000 kr. mod transport i fordringerne og kaution af klageren. Der opnåedes enighed om, at indklagede kunne yde en fakturabelåning på vilkår, at datteren skulle fremskaffe et perioderegnskab for virksomheden udvisende en tilfredsstillende indtjening, og at klageren skulle kautionere for fakturabelåningskreditten. Samtidig skulle etableres et selskab til overtagelse af debitormassen. Som følge af et akut likviditetsbehov etableredes kassekreditten på 100.000 kr. Da perioderegnskabet fremkom, viste dette sig at være klart utilfredsstillende. En af datterens store debitorer gik efterfølgende konkurs; var kreditten blevet etableret, ville dette i sig selv have medført, at klageren skulle have indbetalt et beløb af mindst samme størrelse, som det af klageren senere indfriede beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at indklagede ikke den 31. maj 1990 gav endeligt tilsagn om at bevilge den påtænkte fakturabelåningskredit på 500.000 kr. til klagerens datter, og at indklagede efter at have foretaget en nærmere undersøgelse af datterens virksomheds økonomi var berettiget til at afslå at yde kreditten. Klageren har ikke med føje kunnet forudsætte, at hun, såfremt fakturabelåningskreditten ikke blev bevilget, ville være frigjort for sin kautionsforpligtelse for kassekreditten på 100.000 kr.
Det må lægges til grund, at indklagedes krav mod klageren var forfaldent, da overførslen fra klagerens konto fandt sted i januar 1991. Selv om dette ikke måtte være sket efter aftale med klageren, har overførslen derfor været berettiget som tvungen modregning.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.