Indsigelse mod opsigelse af vilkår om afdragsfrihed på prioritetslån.
| Sagsnummer: | 162/2015 |
| Dato: | 14-12-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
Udlån - stiftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af vilkår om afdragsfrihed på prioritetslån. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Danske Banks opsigelse af vilkår om afdragsfrihed på prioritetslån.
Sagens omstændigheder
Ved pantebrev af 31. august 2005 med pant i klagerens og dennes ægtefælles (H’s) faste ejendom ydede Danske Bank klageren og H et såkaldt prioritetslån på 1,8 mio. kr. Rentesatsen var variabel for tiden 3,45 % svarende til Nationalbankens indskudsbevisrente (2,15 %) med et af banken fastsat rentetillæg (1,3 %). Af pantebrevet fremgik i øvrigt bl.a.:
”…
Lånetype, rente og betalingsvilkår | Lånet er et stående lån (afdragsfrit) over 30 år. Lånet skal betales tilbage én gang 30 år efter lånets udbetaling. Kreditor kan dog til enhver tid, når pantebrevet har løbet i mindst 10 år, med 3 måneders skriftligt varsel kræve, at debitor begynder at betale pantebrevet tilbage som et annuitetslån med variabel rente og dermed variabel ydelse over en periode, der vil medføre, at pantebrevet vil være indfriet i sin helhed 30 år efter lånets udbetaling, og i øvrigt på vilkår som fastsat af kreditor. … Rentetillægget er fast, indtil der er gået 10 år fra første termin. Herefter kan kreditor ændre rentetillægget op eller ned i overensstemmelse med kreditors til enhver tid værende ret til at ændre rente, jf. kreditors ”Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere”. … I pantebrevets løbetid betales alene renter, medmindre debitor begynder at betale pantebrevet tilbage. …” |
Ved et tillæg af 19. juli 2007 til pantebrevet blev lånet ændret til et såkaldt Danske Prioritet Plus lån. Af tillægget fremgik bl.a.:
”…
ž | Danske Bank sætter rentetillægget på pantebrevet ned med 0,1 procentpoint, så snart banken modtager denne erklæring og har registreret ændringen i bankens systemer. |
ž | Samtidig ændres pantebrevets bestemmelse om, at det aftalte rentetillæg er fast i de første 10 år af lånets løbetid til, at rentetillægget ikke kan ændres i hele lånet løbetid på grund af debitors individuelle forhold. |
…
I øvrigt gælder pantebrevets vilkår uændret, hvilket blandt andet vil sige, at lånet fortsat kan indfris til kurs 100, og at renten varierer i takt med renten på Nationalbankens indskudsbeviser.
…”
Klageren har oplyst, at banken på en forespørgsel af 25. februar 2012 fra ham svarede:
”…
Lånet blev bevilget med som udgangspunkt 30 års afdragsfrihed, men ganske rigtigt, med revurdering af denne afdragsfrihed efter 10 år.
Jeg har meget svært ved at sige noget om, hvordan verden ser ud om 3,5 år. Vi går jo og kigger på jeres økonomi og i særdeleshed hvor høj belåning, der er i ejendommen. Lige nu ser det umiddelbart ud til at kunne lade sig gøre. Men lad os tales ved om 2-3 år og se hvordan situationen er der.
…”
I december 2014 indkaldte banken klageren og H til et møde om afdragsfriheden på lånet, idet banken ønskede at udnytte muligheden for at kræve afvikling, når lånet i august 2015 havde løbet i 10 år. På mødet, der blev afholdt den 15. januar 2015, tilbød banken klageren og H følgende tre muligheder:
”…
1) | påbegynde afviklingen af lånet som et annuitetslån, jf. pantebrevsvilkårene |
2) | omlægge lånet til et realkreditlån for så vidt angår den del, der ligger inden for 80% af ejendommens værdi. Et eventuelt restbeløb på lånet kan fortsætte som et Danske Prioritets Plus lån med afvikling, hvis realkreditlånet er med afdrag. Hvis realkreditlånet er afdragsfrit, skal restbeløbet omlægges til et boliglån med afdrag, eller |
3) | fortsætte med Danske Prioritets Plus lånet for så vidt angår den del, der ligger inden for 80% af ejendommens værdi, og for denne dels vedkommende med yderligere 5 års afdragsfrihed og med forhøjelse af rentetillægget på lånet med 2 procentpoint. …” |
Ved brev af 19. marts 2015 afviste banken en klage af 6. marts 2015 fra klageren vedrørende lånet. Klagen er ikke fremlagt under sagen.
Parternes påstande
Den 11. maj 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal forhandle lånevilkårene.
Danske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens rådgivning om lånet var vildledende og mangelfuld. Bankens markedsføring af lånet var aggressiv, og han fik oplyst, at afdragsfriheden kunne forlænges ud over 10 år, hvis han ønskede det.
I begyndelsen af 2012, hvor boligmarkedet var ”godt bundfrossent” svarede banken positivt på en forespørgsel fra ham om fortsat afdragsfrihed. Dette understøttede den opfattelse han havde fået ved lånets optagelse, og han indrettede sig i tillid hertil.
I den efterfølgende periode var hans økonomi uændret god, boligmarkedet i lokalområdet var i bedring, renteniveauet faldt og ejendommen blev vurderet til 2,2 - 2,3 mio. kr., hvorved lånets hovedstol lå rimelig tæt på 80 % af ejendomsværdien. Det var derfor uforståeligt og urimeligt, at banken afslog at forlænge den afdragsfrie periode.
Banken havde tilsyneladende i mellemtiden ændret sin udlånspolitik. Den ændrede politik indebar imidlertid ikke, at banken kunne løbe fra sit løfte til ham.
Banken burde i hvert fald have informeret om den ændrede udlånspolitik, således at han havde haft mulighed for at indrette sig herpå. Da banken har undladt dette bør den i hvert fald imødekomme hans anmodning om en forhandlingsløsning, som tilgodeser begge parter.
Danske Bankhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at muligheden for forlængelse af afdragsfriheden i fem år for den del af lånet, som ligger inden for 80 % af ejendommens værdi og mod forhøjelse af rentetillægget med to procentpoint, er et nyt tilbud, som ikke er knyttet til vilkårene i det eksisterende lån. Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tvinge banken til at forhandle betingelserne/vilkårene for det nævnte tilbud.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Danske Bank anført, at det fremgik af lånevilkårene, at banken efter mindst ti års løbetid kunne kræve, at klageren og H begyndte at betale lånet tilbage som et annuitetslån således, at lånet ville være indfriet i sin helhed 30 år efter lånets udbetaling.
Banken har af forretningsmæssige årsager besluttet sig for at benytte denne aftalte mulighed.
I den forbindelse har banken tilbudt klageren og H to alternativer. Betingelserne for de tilbudte alternativer beror på bankens egen beslutning. Banken er således ikke forpligtet til at forhandle betingelserne/vilkårene de tilbudte alternativer med klageren.
Det fremgik klart af bankens e-mail til klageren i begyndelsen af 2012, at banken på daværende tidspunkt ikke kunne tage stilling til, om den afdragsfrie periode kunne forlænges.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal anerkende at være uberettiget til at kræve, at han og hans ægtefælle H begynder at betale lånet tilbage.
I 2005 optog klageren og dennes ægtefælle H et 30-årigt afdragsfrit prioritetslån i Danske Bank.
Det fremgik af pantebrevet for lånet, at banken efter mindst ti års løbetid med tre måneders skriftligt varsel kunne kræve, at klageren og H begyndte at betale lånet tilbage som et annuitetslån således, at lånet ville være indfriet i sin helhed 30 år efter lånets udbetaling.
Ankenævnet finder ikke, at det anførte i bankens e-mail til klageren i begyndelsen af 2012 kan forstås således, at banken gav afkald på retten til kræve afvikling af lånet.
Ankenævnet finder heller ikke, at der er godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at banken er afskåret fra at gøre vilkåret gældende.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Vi finder anledning til at tilføje, at det følger af Ankenævnets praksis, at en eventuel opsigelse skal være sagligt begrundet, jf. også bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, nu bekendtgørelse nr. 1094 af 14. september 2015 § 6, stk. 5.
Ankenævnets afgørelseKlageren får ikke medhold i klagen.