Overførsel af negativ saldo.
| Sagsnummer: | 510 /1991 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Overførsel - almindelige konti
|
| Ledetekst: | Overførsel af negativ saldo. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 12. december 1990 underskrev klageren en anmodning om overførsel af to pensionskonti, en lønkonto og en budgetkonto fra klagerens tidligere pengeinstitut til indklagedes Gladsaxe afdeling. Lønkontoens og budgetkontoens saldo fremgik ikke af overførselsanmodningen.
Såvel budget- som lønkontoens saldo var negativ. I januar 1991 udlignedes budgetkontoens saldo ved debitering af lønkontoen, og den 22. april 1991 trak det tidligere pengeinstitut i mellemregning 16.661.26 kr. på indklagede til indfrielse af lønkontoens saldo.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre den skete overførsel af lønkontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at klageren ikke ønsker at have gæld til indklagede. Klageren har ikke accepteret, at indklagede har indfriet klagerens gæld til det tidligere pengeinstitut, og er heller ikke blevet orienteret herom.
Indklagede har anført, at klageren ved sin underskrift på overførselsanmodningsblanketten har anmodet om overførsel af bl.a. lønkontoen. Det må anses for uden betydning, at lønkontoens saldo ikke var oplyst på overførselsanmodningen. Ved at acceptere overførslen som sket har indklagede løbet en risiko, idet klagerens tidligere pengeinstitut må kunne fastholde overførslen. Hertil kommer, at klageren ikke har lidt noget økonomisk tab, da der alene er tale om et kreditorskifte. Den sene overførsel af klagerens konto beroede på en afklaring af klagerens låneengagement i det tidligere pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klageren vidste eller i hvert fald burde have vidst, at der på såvel budget- som lønkontoen i det tidligere pengeinstitut var en negativ saldo. Ved sin underskrift på overførselsanmodningen må klageren derfor anses at have godkendt, at indklagede indfriede gælden ifølge de to konti i det tidligere pengeinstitut, således at klageren herved blev indklagede et tilsvarende beløb skyldig.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.