Udbetaling af reservefondsandele.
| Sagsnummer: | 9503022/1995 |
| Dato: | 04-07-1995 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Peter Nedergaard, Harry Nielsen og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Udbetaling - betingelser
Udbetaling - reservefondsandele Indfrielse - afregning |
| Ledetekst: | Udbetaling af reservefondsandele. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
I klagernes ejendom indestod fire lån til det indklagede realkreditinstitut, hvoraf de to var optaget i ældre kreditforeninger, som var fusioneret til det indklagede realkreditinstitut. Ifølge pantebrevene for lånene var debitor underkastet de til enhver tid gældende vedtægter. Vedtægtsbestemmelserne for de enkelte lån var forskellige i relation til vilkårene ved indfrielse. Ved indfrielse havde debitor for lån 1 krav på at få udbetalt lånets andel i reservefonden - dog reduceret, hvis der ikke samtidig blev optaget nyt lån. For lån 2 gjaldt det, at overskydende midler fra en seriereservefond enten kunne overføres til generalreservefonden, anvendes til ekstraordinær afskrivning på lånene eller til tilbagebetaling af indskud. For såvel lån 2, 3 og 4 indeholdt vedtægterne bestemmelser om, at direktionen kunne bestemme, om og i hvilket omfang det indskud eller den stiftelsesprovision, der var betalt ved lånets stiftelse, kunne udbetales ved indfrielse af lånet.
Klagernes pengeinstitut opsagde i marts 1994 lånene til indfrielse. Af opsigelsesbekræftelse for lån 1 fremgik det, at der ved indfrielsen ville blive udbetalt en reservefondsandel på 732 kr. Samtlige opsigelsesbekræftelser indeholdt endvidere en bemærkning om, at der ved optagelse af et nyt lån inden for et år ville kunne ske modregning i det nye låns stiftelsesprovenu af det indfriede låns hensatte reservefondsandele. Det maksimale modregningsbeløb var herefter anført - i alt 7.919 kr. - og det fremgik endvidere, at modregningens størrelse var afhængig af de gældende vilkår på tidspunktet for optagelsen af det nye lån. Indfrielserne blev gennemført som forudsat.
Klagerne indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet var forpligtet til at udbetale dem reservefondsandelene, uanset om de optog nyt lån. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at pantebrevene for samtlige lån indeholdt en henvisning til vedtægterne, som indeholdt regler for udbetaling af reservefondsandele eller bestemmelser, hvorefter direktionen kunne bestemme, om og i hvilket omfang reservefondsandele kunne udbetales ved indfrielse af lån. Nævnet fandt, at instituttet havde den fornødne hjemmel i vedtægterne til for lån 2, 3 og 4 at fastsætte de nærmere vilkår for udbetaling af reservefondsandele respektive tilbagebetaling af indskud. Samtlige indfrielser fandtes at være sket i overensstemmelse med vedtægterne samt de på indfrielsestidspunktet fastsatte regler for udbetaling af reservefondsandele, hvorfor Nævnet frifandt realkreditinstituttet.