Afgørelse

Personlig fordring. Opgørelse. Passivitet.

Klageren var direktør i et aktieselskab, som ejede en ejendom, hvori der blandt andet indestod to lån til det indklagede realkreditinstitut, som klageren havde kautioneret for. Den 23. april 1993 overtog instituttet ejendommen på tvangsauktion for et bud på 200.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 747.562 kr. Den 1. juni 1994 videresolgte instituttet ejendommen for en nominel pris på 525.000 kr. Den 13. maj 2005 gjorde instituttet en personlig fordring på 506.681 kr. gældende mod klageren. Den 2. august 2005 afviste klageren instituttets krav med henvisning til, at instituttets kreditchef havde eftergivet ham gælden. Samtidig anmodede klageren om en række oplysninger i relation til opgørelsen af kravet. Instituttet redegjorde den 19. august 2005 for kravets opståen og beregning og fremsatte samtidig forslag om at akkordere gælden ved klagerens betaling af 70.000 kr. Klageren fastholdt den 28. august 2005 sit krav om dokumentation og henviste i den forbindelse til retsplejelovens § 578. Instituttet fremsendte den 30. august 2005 en specifikation til klageren over det endelige tab på 562.739 kr. og gav endvidere oplysninger om omstændighederne ved videresalget. Samtidig oplyste instituttet, at den daværende kreditchef afviste at have eftergivet klagerens gæld. Klageren underskrev den 27. marts 2006 et gældsbrev på 70.000 kr. med løbende afvikling med en tilføjelse om, at han ikke anerkendte instituttets krav.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham i anledning af tvangsauktionen den 23. april 1993. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt det ikke for godtgjort, at instituttets kreditchef havde givet udtryk for, at klagerens gæld var eftergivet. Flertallet fandt heller ikke, at instituttet på grund af passivitet havde fortabt sit krav mod klageren. Instituttet var derfor berettiget til at kræve tabet som følge af den manglende fyldestgørelse på tvangsauktionen erstattet hos klageren, medmindre nogen del af instituttets krav kunne anses for forældet, hvilket ikke ud fra domspraksis kunne antages at være tilfældet. Da instituttet havde nedsat sit krav mod klageren til 70.000 kr., fandt flertallet ikke, at der var grundlag for yderligere at nedsætte kravet i medfør af retsplejelovens § 578 og stemte derfor for at frifinde instituttet. Mindretallet fandt under hensyn til tidsforløbet, at instituttet som følge af passivitet var afskåret fra at gøre krav gældende mod klageren og stemte derfor for at tage klagerens påstand til følge. Afgørelsen blev herefter truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.