Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om fastkursaftale er indgået.

Sagsnummer: 175/1995
Dato: 02-04-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Spørgsmål om fastkursaftale er indgået.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 20. januar 1994 foretog indklagedes Holme afdeling en beregning, der viste, at klageren ville opnå en bruttobesparelse det første år på 9.630,64 kr. ved omlægning af et eksisterende lån til et 30-årigt kontantlån på 390.000 kr.

På baggrund af beregningen anmodede klageren afdelingen om at indhente et lånetilbud i Realkredit Danmark. Afdelingen bestilte dette den 27. januar 1994. Den 12. februar 1994 tilbød Realkredit Danmark et 30-årigt kontantlån på 395.000 kr. baseret på 6% obligationer og beregnet på baggrund af kurs 90,95 pr. 11. februar 1994.

Den 16. februar 1994 underskrev klageren en omprioriteringsaftale med indklagede. Punktet "kurskontrakt ønskes" blev afkrydset ud for "ja". Klageren underskrev endvidere en blanket vedrørende fastkursaftale. Klageren har anført, at der herved blev indgået endelig fastkursaftale. Indklagede har anført, at blanketten ikke blev udfyldt med den kurs, til hvilken der skulle kurssikres, idet denne først skulle indhentes ved henvendelse til indklagedes børsafdeling.

Ifølge indklagede ønskede klageren ikke at kurssikre, da hun efterfølgende fik oplyst, at den kurs, der kunne kurssikres til, var 88,80. Den underskrevne blanket blev derefter annulleret og makuleret. Klageren bestrider, at hun ikke ville acceptere den tilbudte kurs.

Indklagede modtog pantebrevet retur fra tinglysning den 11. marts 1994. Ifølge indklagede kontaktede man telefonisk klageren, der fortsat ønskede at afventede yderligere kursudvikling. Dette bestrides af klageren.

Ifølge indklagede blev der den 22. juni 1994 indgået aftale om, at lånet nu skulle hjemtages på basis af 9 % obligationer. Klageren bestrider dette.

Lånet, der blev hjemtaget på basis af 9 % obligationer, blev afregnet af Realkredit Danmark den 29. juni 1994 til kurs 94,10. Den årlige bruttoydelse blev herved 464,90 kr. højere end på det omlagte lån.

Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede har klageren ved klageskema af 16. juni 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for tab af kursdifference svarende til en tabt årlig besparelse på 9.630,64 kr. i 30 år.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at der den 16. februar 1994 blev indgået en endelig fastkursaftale. Det bestrides, at hun ikke ville acceptere den tilbudte kurs. Indklagede har undladt at videreekspedere blanketten, efter at den blev underskrevet. Af omprioriteringsaftalen af 16. februar 1994 fremgår det, at der er krydset af for foretagelse af fastkursaftale. Indklagede har bevisbyrden for, at der ikke skulle være indgået en fastkursaftale. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Indklagede har anført, at man har handlet i henhold til aftale med klageren. Fastkursaftalen af 16. februar 1994 var ikke endelig, idet kursen først skulle aftales senere. Klageren ønskede ikke at kurssikre til den tilbudte kurs. Det afvises, at der er handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at der den 16. februar 1994 blev indgået en endelig kursaftale med fastsættelse af kursen. Indklagede har anført, at fastkursaftalen ikke var udfyldt for så vidt angår kursen, og at klageren ved oplysning om en mulig kurs ikke ønskede at kurssikre. En stillingtagen til dette spørgsmål findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.