Landbrug, omprioritering.
| Sagsnummer: | 371 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Landbrug, omprioritering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 7. juli 1993 indbragte klageren en klage over indklagede i forbindelse med indklagedes medvirken til en omprioritering af klagerens landbrugsejendom i forbindelse med klagerens frasalg af et delareal på ca. 43 ha for 1.550.000 kr. til en landmand.
Ved skrivelse af 10. november 1993 afviste sekretariatet klagen under henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3, da klagen angik erhvervsforhold og klart adskilte sig fra klager vedrørende private kundeforhold.
Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet og anført, at ejendommen er en lystejendom, idet der foreligger pasningsaftale af driften med en gårdejernabo, og idet klageren er lønmodtager.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de bilag, der er vedlagt klagen fremgår bl.a., at klageren i skrivelse af 3. oktober 1991 til indklagede oplyste, at høsten 1991 gav ca. 9% mindre i udbytte og 9% lavere priser end året før, og at dette svarede til ca. 40.000 kr. mindre end budgetteret. Af en skrivelse af 13. januar 1993 fra indklagede til klageren fremgår bl.a., at klagerens gæld til indklagede omfattede et erhvervslån på 6.900 kr. og en erhvervskredit på 620.315 kr.
På det således foreliggende grundlag finder Ankenævnet, at den i sagen omhandlede landbrugsejendom må anses for at være drevet erhvervsmæssigt.
Den indgivne klage vedrører indklagedes medvirken i forbindelse med omprioritering af landbrugsejendommen og adskiller sig derfor klart fra klager vedrørende private kundeforhold. Det tiltrædes, at Ankenævnet herefter ikke har kompetence til at behandle klagen, da den angår et erhvervsmæssigt forhold.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.