Kort og kode opbevaret på hotelværelse.
| Sagsnummer: | 515 /1991 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
|
| Ledetekst: | Kort og kode opbevaret på hotelværelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I tidsrummet imellem kl. 18.45 den 16. august og kl. 02.00 den 17. august 1991 blev klageren frastjålet sine 2 dankort fra et hotelværelse. Klageren deltog i et arrangement på hotellet, og mens klageren var til middag i et festlokale, lå klagerens 2 dankort i en tegnebog på et bord i hotelværelset. De til kortene hørende PIN-koder var - kamufleret blandt 6-7 andre 4-cifrede tal - noteret på en papirlap, der opbevaredes i en lommekalender i klagerens taske, der stod på et andet bord i værelset. Den 17. august kl. 03.04 spærredes kortene automatisk af PBS. Klageren blev først samme dag kl. 20.00 opmærksom på, at kortene var bortkommet. Forinden kortene automatisk var spærret, var der ialt hævet 17.500 kr.
Indklagede meddelte herefter klageren, at hun i forbindelse med bortkomsten af kortene og de til kortene hørende PIN-koder havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor klageren selv hæftede for 5.000 kr. af det hævede beløb.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for nogen del af det hævede beløb.
Indklagede har oplyst, at man er indforstået med at efterleve de nye regler om hæftelse for tab af betalingskort, som er indeholdt i det vedtagne forslag til lov om ændring af betalingskortloven, i det omfang, de stiller klageren bedre end de dagældende regler. Indklagede har derfor den 20. november 1991 - efter sagens indbringelse for Ankenævnet - krediteret klagerens konto 3.800 kr., således at hendes hæftelse alene udgør 1.200 kr., da klageren ikke har handlet groft uforsvarligt, men alene udvist grov uagtsomhed. Indklagede har herefter nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke mener at have udvist grov uagtsomhed ved at opbevare kortene på et aflåst hotelværelse.
Indklagede har anført, at den dagældende bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, også må omfatte grov uagtsomhed ved omgang med PIN-koden. Det forhold, at klageren har opbevaret de til kortene hørende PIN-koder kamufleret blandt en del andre 4-cifrede numre har åbenbart ikke været tilstrækkeligt, idet tyven umiddelbart har været i stand til at foretage transaktionerne ved anvendelse af korrekt kode i første forsøg. Indklagede finder således, at der foreligger grov uagtsomhed jf. § 21, stk 1, nr. 1, hvorfor klageren som udgangspunkt selv må bære de første 5.000 kr. af tabet. Pengeinstitutterne har imidlertid vedtaget at efterleve det nye lovforslag om ændring af reglerne i lov om betalingskort i det omfang, dette stiller forbrugerne bedre end de gældende regler. Indklagede har derfor alene debiteret klagerens konto for 1.200 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Bjørn Bogason og Allan Pedersen - udtaler:
Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1 nr. 1, således som denne bestemmelse var affattet på misbrugstidspunktet, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger at den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun i sin taske, der opbevaredes i samme hotelværelse som den pung, hvori kortet lå, opbevarede en seddel, hvorpå koden var noteret. Selv om koden var søgt kamufleret blandt andre 4-cifrede tal, findes klageren herved at have udvist grov uagtsomhed. Vi stemmer derfor for, at klagerens påstand om tilbagebetaling af det resterende beløb på 1.200 kr. af tabet ikke tages til følge. Det bemærkes herved, at der efter de nye regler - i overensstemmelse med indklagedes standpunkt - påhviler kortindehaveren en ubetinget hæftelse for 1.200 kr., når PIN-koden har været anvendt.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:
Vi lægger til grund, at klageren i den foreliggende sag har opbevaret kortene i sin tegnebog, der blev stjålet fra et aflåst hotelværelse, og at koderne sammen med 6-7 andre 4-cifrede tal var noteret på en papirlap i en kalender i en taske, der også befandt sig i hotelværelset.
Ved domme af den 24. februar og den 23. april 1992 har Østre Landsret afgjort ankesager, hvis udfald - ligesom den foreliggende sags - i væsentligt omfang har været afhængig af fortolkningen af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, i bestemmelsens tidligere gældende affattelse. Vi forstår dommene således, at det ved afgørelsen af, om kortet er mistet ved grov uagtsomhed, efter landsrettens opfattelse er en relevant omstændighed, at PIN-koden blev opbevaret sammen med kortet, men at sådan samlet opbevaring ikke automatisk bør føre til, at der statueres "grov uagtsomhed". Dette spørgsmål må besvares på grundlag af en samlet vurdering af den måde, hvorpå kortet og koden blev opbevaret.
Ved en vurdering af den foreliggende sag i lyset af de nævnte landsretsdomme finder vi ikke, at klagerens opbevaring af kortet og koden kan karakteriseres som groft uagtsom. Vi stemmer derfor for at give klageren medhold.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.