Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Køb af Hafnia-aktier i juli 1992.

Sagsnummer: 173/1997
Dato: 16-09-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Køb af Hafnia-aktier i juli 1992.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved fondsnota af 14. juli 1992 afregnede indklagede klagerens køb af 336 aktier i Hafnia Holding B til kurs 88,5 svarende til 29.736 kr. Handlen blev effektueret som strakshandel gennem indklagedes Jernbanegade afdeling, Frederikssund.

Hafnia Holding gennemførte i perioden 7.-20. juli 1992 en kapitalforhøjelse ved emission af nye aktier. Emissionskursen var 105. Klageren købte aktierne i emissionsperioden i fri handel blandt allerede cirkulerende aktier.

Klageren har den 28. april 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre handlen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at indklagede anbefalede ham at købe aktierne. En måned senere gik selskabet konkurs. Han føler sig snydt af indklagede, da det er hans opfattelse, at indklagede på handelstidspunktet var bekendt med selskabets økonomiske situation.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det på emissionstidspunktet var indklagedes opfattelse, at Hafnia Holding aktien havde et stigningspotentiale, men samtidig at risikoen var forholdsvis høj. En investering i Hafnia Holding måtte derfor betragtes som spekulativt betonet. Det bestrides, at indklagede skulle have anbefalet klageren køb af Hafnia Holding B aktier i strid med indklagedes generelle opfattelse.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at der af to private investorer er anlagt retssager mod indklagede med krav om erstatning i forbindelse med køb og tegning af Hafnia aktier i emissionsperioden. Først når retssagerne er afgjort, kan der tages stilling til, om de kan få betydning for klagerens sag.

Ved skrivelse af 23. juli 1997 henledte Ankenævnets sekretariat klagernes opmærksomhed på, at klageren inden den 19. august 1997 kunne rette henvendelse til indklagede med henblik på at opnå suspension af forældelsesfristen for sit krav mod indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagen vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes køb af aktier i Hafnia Holding via indklagede den 14. juli 1992, hvor selskabet gennemførte en kapitalforhøjelse ved emission af nye aktier. Da der for tiden verserer retssager herom anlagt af 2 private investorer, og da klagen efter sin karakter er uegnet til klagenævnsbehandling, finder Ankenævnet det rigtigst ikke at tage stilling hertil.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren