Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forhøjelse af et rentetillæg af forretningsmæssige grunde med et varsel på 6 uger.

Sagsnummer: 185/2010
Dato: 06-05-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen.
Klageemne: Udlån - rente
Rente - udlån
Ledetekst: Forhøjelse af et rentetillæg af forretningsmæssige grunde med et varsel på 6 uger.
Indklagede: Eik Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelse mod, at Eik Bank den 1. april 2010 af forretningsmæssige grunde med et varsel på 6 uger forhøjede et rentetillæg på deres boligprioritetslån.

Sagens omstændigheder.

Klagerne M og K optog i marts 2008 et 30-årigt lån på 450.000 kr. i Eik Bank, som fik pant i deres ejendom. Af pantebrevet fremgår:

"…

Rente- og

Betalingsvilkår:

Lånet forrentes med en variabel rente som foreløbig er fastsat til 6,10 % p.a.

Særlige bestemmelser:

Fastsættelse af rente

Renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 1,85 %. Renten reguleres, når der er ændringer i renten på indskudsbeviser.

For lånet gælder en rentegaranti på 7,00, hvilket betyder at renten maksimalt kan udgøre 7,00 inkl. Eik Banks rentetillæg. …

Rentetillægget kan ændres af Eik Bank i henhold til Almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Bestemmelserne finder du på Eik Banks hjemmeside, www.Eikbank.dk.

…"

Af en fremlagt pressemeddelelse af 28. januar 2010 fra banken fremgår:

"…

Eik Bank Danmark A/S nedsætter renten

Eik Bank Danmark A/S nedsætter renten med virkning fra den 5. februar 2010 med op til 0,25 procentpoint på variabelt forrentede ind- og udlånsprodukter. Dog forrentes ingen indlånskonti med under 0,10 procent p.a.

Renteændringen sker som følge af Nationalbankens rentenedsættelser pr. henholdsvis den 11. december 2009 med 0,05 procentpoint, den 8. januar 2010 med 0,05 procentpoint og den 15. januar 2010 med 0,10 procentpoint.

Renten nedsættes uden varsel i henhold til de almindelige forretningsbetingelsers bestemmelse om ændring af rentesatser.

De produkter, der reguleres efter EIKBOR og EIKBID er ikke omfattet af rentenedsættelsen.

Konti der direkte reguleres efter Nationalbankens indskudsbevisrente er allerede nedsat.

…"

Af bankens brev af 1. februar 2010 til klagerne fremgår:

"…

Kære [klagernes navne]

Banken har besluttet at hæve rentetillægget på jeres BoligPrioritet …

Det variable rentetillæg hæves med 0,75 procentpoint. Det betyder at jeres nye rentesats inkl. rentetillæg ændres til 3,90%.

Renteændringen træder i kraft den 1. april 2010, og den nye ydelse kan ses i Netbank i slutningen af april måned.

Renten på BoligPrioritet fastlægges ud fra Nationalbankens til enhver tid gældende rentesatser + et variabelt tillæg, der kan ændres i henhold til Eik Banks almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter. Rentetillægget ændres med 6 ugers varsel i henhold til punkt 3 om "Renter":

Eik Bank kan ændre sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau.

Skulle I have spørgsmål til ovenstående, er I velkommen til at kontakte os på telefon …

…"

Ved mail af 5. februar 2010 udtrykte klagerne utilfredshed med bankens ændring af rentetillægget på deres lån.

Ved mails af 10. februar 2010 fastholdt banken den varslede ændring af rentetillægget. Af en af bankens mails fremgår:

"… og jeg er derfor af den overbevisning, at Finanstilsynet ligeledes har vurderet bankens berettigelse til at ændre rentetillægget i henhold til "forretningsmæssige grunde".

Jeg vil give dig ret i, at vilkåret "forretningsmæssige grunde" giver banken et bredt grundlag for at hæve rentetillægget, men der er tale om en velovervejet beslutning fra bankens side. Banken har valgt at være ærlige og forklare, at indtjeningen skal øges på trods af, at det ikke konkurrencemæssigt stiller os godt, at have utilfredse kunder. Generelt har banken meget tilfredse kunder og vore priser er konkurrencedygtige, herunder også renteniveauet for BoligPrioritet.

…"

Af Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger" gældende fra 10. oktober 2008, der er fremlagt i forbindelse med en tidligere behandlet sag for Ankenævnet (nr. 1046/2009), fremgår:

"…

3. Renter

Ændring af rentesatser

Eik Bank kan ændre variable rentesatser uden varsel, hvis ændringen er til fordel for dig.

Eik Bank kan nedsætte variable rentesatser på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån uden varsel, hvis

* ind- eller udenlandske ændringer i penge- eller kreditpolitik har betydning for Eik Bank, fordi det almindelige renteniveau påvirkes eller

* anden udvikling i det almindelige renteniveau, eksempelvis på penge- og obligationsmarkederne, er af betydning for Eik Bank, eller

* ændringer i skatter og afgifter har betydning

Eik Bank kan nedsætte den variable rentesats på indlån og forhøje variable rentesatser på udlån med 6 ugers varsel, hvis

* de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af dine rentevilkår, ændre[r] sig, eller

* Eik Bank ændrer sin generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, uden at det har sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau. Forretningsmæssige grunde kan bl.a. være at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Eik Banks ressourcer eller kapacitet eller at øge indtjeningen.

…"

Parternes påstande.

Klagerne har den 23. marts 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Eik Bank Danmark skal annullere forhøjelsen den 1. april 2010 af rentetillægget.

Eik Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har bl.a. anført, at de den 28. januar 2010 modtog pressemeddelelsen om, at banken følger Nationalbankens rentenedsættelse og reducerer renten med op til 0,25 procentpoint.

En enkelt bankdag senere den 1. februar 2010 modtog de fra banken et brev om, at renten på boliglånet hæves med 0,75 procentpoint.

Det er en uetisk og umoralsk fremgangsmåde.

Banken har afvist deres klage bl.a. med henvisning til en afgørelse fra Finanstilsynet, der indeholder en omtale af en dom fra 1999 fra Sø- og Handelsretten. Dommen vil nok næppe tydeliggøre Eik Banks fremgangsmåde med at sænke renten på dag 1 og hæve den på dag 2.

Banken indrømmer i mailen fra 10. februar 2010, at banken har frie hænder til at forhøje renten efter eget skøn og således uden lovlig hjemmel.

Banken må ikke foretage vilkårlige renteændringer.

Eik Bank Danmark har bl.a. anført, at det fremgår af pantebrevets bestemmelser, at lånet har en variabel rente, som består af renten på Nationalbankens indskudsbeviser og et variabelt rentetillæg, der kan ændres i henhold til bankens almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter.

Banken har i korrespondancen med klagerne henvist til Finanstilsynets afgørelse af 15. september 2008 vedrørende Eik Bank og afgørelser fra Ankenævnet i lignende sager.

Denne klage indeholder ikke forhold, der ikke allerede er behandlet af Ankenævnet i tidligere sager herunder fx 168/2008. Rentetillægget er ikke uberettiget sat op.

Banken har forståelse for, at det kan virke uheldigt, at to meddelelser om henholdsvis renteforhøjelse og rentenedsættelse udsendes på næsten samme tid. Pressemeddelelsen vedrører ikke klagernes BoligPrioritet, der direkte følger Nationalbankens indskudsbevisrente og derfor allerede blev ændret den 11. december 2009 samt den 8. og 15. januar 2010. Bankens beslutning om at ændre rentetillægget blev truffet længe inden, at Nationalbanken meddelte ændringen i indskudsbevisrenten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet lægger til grund, at Eik Banks "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter - forbruger" fra 10. oktober 2008 - eller betingelser med et tilsvarende indhold - er gældende for klagernes låneforhold.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Af pantebrevets særlige bestemmelser fremgår tydeligt, at lånets samlede rente ikke alene reguleres i takt med ændringer i Nationalbankens rente på indlånsbeviser, men også kan ændres ved, at rentetillægget ændres i henhold til bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter.

Vi finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte forhøjelsen af rentetillægget den 1. april 2010 med 0,75 procentpoint, som Eik Bank varslede ved brevet af 1. februar 2010 med henvisning til bestemmelsen i bankens almindelige forretningsbetingelser og bestemmelser for lån og kreditter punkt 3 om ændring af bankens generelle rente og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde.

Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer – Søren Geckler og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Vi finder ikke, at der er indgået en klar og tydelig aftale om, at banken kan hæve renten ud over ændringer i Nationalbankens rentesats for indskudsbeviser.

Der lægges vægt på, at låneaftalen – i strid med den dagældende kreditaftalelovs § 9, stk. 3 – ikke angiver de betingelser, hvorunder rentetillægget kan ændres, men alene henviser til de almindelige forretningsbestemmelser, at de almindelige forretningsbestemmelser kun gælder når der ikke er aftalt andet, at de i låneaftalen angivne betingelser for renteændringer netop er ganske lig markedspraksis, fordi lånets rente ændrer sig i takt med det almindelige renteniveau, og at der alene henvises til Nationalbankens renteniveau i bankens kortfattede produktbeskrivelser. Samlet findes banken at være nærmest til at bære risikoen ved låneaftalens uklarhed vedrørende vilkårene for rentefastsættelsen.

Vi stemmer derfor for, at Eik Bank skal nedsætte rentetillægget på klagerens lån til den oprindelige sats på 1,85 %.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Klagen tages ikke til følge.