Selvindtræde, kurs på pantebreve.
| Sagsnummer: | 84/1993 |
| Dato: | 27-10-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Selvindtræde, kurs på pantebreve. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved låneaftale af 6. november 1985 ydede indklagedes Cayman Islands afdeling klageren et udlandslån på 276.000 DEM. Det var i lånedokumentet anført:
"Misligholdelse:
I nedenstående tilfælde vil alle skyldige beløb under dette lån, inklusive renter, være forfaldne til øjeblikkelig betaling ved påkrav:
...
b) Hvis debitor erklæres konkurs, standser sine betalinger, retter henvendelse til sine kreditorer om betalingshenstand, eller hvis der foretages udlæg hos debitor, eller vekselprotest optages.
..."
Ved håndpantsætningserklæringer af 11. maj 1989 håndpantsatte klageren sit depot hos indklagede fortrinsvis bestående af private pantebreve indkøbt for provenuet af udlandslånet, indeståendet på en spærret konto, samt et løsøreejerpantebrev med pant i klagerens bil til sikkerhed for, hvad klageren til enhver tid måtte være indklagede skyldig. Det var i pantsætningserklæringens særlige bestemmelser anført:
"Hvis debitors gæld forfalder, kan [indklagede] efter eget valg og uden forudgående varsel søge fyldestgørelse i pantet. Dette gælder også et pant stillet af tredjemand. Realisation af pantet sker efter forudgående varsel. Værdipapirer og lignende kan sælges til bank, sparekasse eller noteringsberettiget vekselerer eller ved offentlig auktion eller indkræves, ...".
Ved skrivelse af 23. juni 1991 til indklagede og tre andre pengeinstitutter meddelte klageren, at han på grund af store tab på USD-lån måtte konstatere, at det var usandsynligt, at han ville kunne svare enhver sit. Klageren meddelte samtidig, at han havde taget kontakt til en advokat med henblik på undersøgelse af mulighederne for at løse situationen ved moratorium og akkord.
Ved skrivelse af 19. juli 1991 opsagde indklagede udlandslånet til fuld indfrielse med øjeblikkelig varsel. Indklagede meddelte, hvorledes engagementet på ca. 1 mio. kr. kunne nedbringes ved realisation af de pantsatte aktiver. Klageren opfordredes til inden otte dage at meddele, hvorvidt han i stedet ønskede engagementet afviklet kontant.
Den 9. august 1991 afholdt klagerens advokat møde med repræsentkontor for indklagede og de andre långivende pengeinstitutter; den 13. august 1991 bekræftede advokaten, at det på mødet var aftalt, at de enkelte pengeinstitutter straks skulle påbegynde realisation af de pantsatte effekter i samarbejde med klageren. Den 26. og 27. august 1991 overtog indklagedes pantebrevsafdeling herefter 13 af klagerens 14 pantebreve, medens det sidste blev overtaget nogle måneder senere.
Den 3. oktober 1991 meddelte indklagede, at klagerens udlandslån var indfriet pr. 30. september 1991 med 1.058.329,85 kr., og at provenuet af de realiserede effekter var anvendt hertil, men at restgælden herefter var opgjort til 254.776 kr. Ved skrivelse af 25. oktober 1991 meddelte indklagede klageren, at man nu havde solgt det sidste pantebrev, hvorefter restengagementet udgjorde 97.225 kr. samt renter.
Af de ialt 14 pantebreve er syv videresolgt i perioden 3. januar - 11. august 1992 til private investorer, medens syv beror i indklagedes egenbeholdning.
Efter at indklagede i oktober og november 1991 havde opfordret klageren til at fremkomme med et forslag til afvikling af gælden, anlagde indklagede sag mod klageren med påstand om betaling af restengagementet opgjort til 96.898,35 kr.
Retssagen er udsat på forelæggelse for Ankenævnet. Klageren har her nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte restfordringen.
Indklagede har, efter at sagen er indbragt for Ankenævnet, godskrevet klageren 6.925,06 kr. ved nedsættelse af stævningspåstanden til 89.973,29 kr. Det godskrevne beløb udgør differencen i renten på den indlånskonto, hvor provenuet af pantebrevene har været anbragt, og renten på udlandslånet i perioden fra 28. august til 30. september 1991. I øvrigt har indklagede påstået frifindelse.
Klageren har anført, at bestemmelsen i håndpantsætningserklæringen vedrørende realisation af værdipapirer må forståes således, at værdipapirerne skal realiseres til markedspris. Det må således være videresalgskursen, der er gældende overfor klageren, for så vidt angår de pantebreve, indklagedes pantebrevsafdeling har overtaget og senere videresolgt. Klageren har opgjort differencen til 21.000 kr. For så vidt angår pantebrevene indlagt i indklagedes egenbeholdning, bør klageren godtgøres for en kursdifference i forhold til den anskaffelseskurs, som indklagede godkendte i 1989 i forbindelse med klagerens anskaffelse af pantebrevene. Differencen kan opgøres til 15.000 kr. Et pantebrev på 138.000 kr. er efter indklagedes overtagelse indfriet ved frivilligt forlig i forbindelse med salg. Indklagede har herved opnået en kursgevinst på 11-25.000 kr., som tillige bør godtgøres klageren. For så vidt angår et pantebrev, indklagede har overtaget til trods for udlæg i den pantsatte ejendom, er klageren bekendt med, at debitors økonomi nu er væsentligt forbedret, hvorfor klageren kan anvise en køber til kurs 87,5, der er den kurs, klageren oprindelig har erhvervet pantebrevet til.
Indklagede har anført, at de pantsatte pantebreve er overført til indklagedes pantebrevsafdeling og er afregnet til markedskurser udregnet på sædvanlig måde og i henhold til renteniveauet på daværende tidspunkt. Der vil ved køb og salg af pantebreve altid være en forskel i sælger/køberkurs, der dækker en normal avance for pengeinstituttet. Indklagede har fremlagt pengeinstitutternes pantebrevsstatistik pr. 1. september 1991 udgivet af Finansrådet, hvoraf fremgår, at der for 10% pantebreve med en restløbetid på 15 år er en forskel på sælger/køberkurs på 2,6 - 3,2 kurspoint. Indklagede har først videresolgt nogle af pantebrevene op til ca. et år efter overtagelsen, og den avance, som indklagede har opnået, dækker således også ændring i pantebrevsmarkedet i den pågældende periode. Den Danske Bank har i forbindelse med inkassosagen bekræftet rigtigheden af kurserne på pantebrevene. For så vidt angår de pantebreve, der ikke er videresolgt, kan anskaffelseskursen ikke anvendes ved vurderingen af pantebrevenes værdi i forbindelse med afvikling af engagementet, idet kursen er påvirket af normal avance ved køb og salg af pantebreve, ændringer i renteniveau samt eventuelle ændrede oplysninger om ejendommen og debitors betalingsevne. Pantebrevet på oprindelig 138.000 kr. har indklagede også overtaget til markedskurs, kurs 79. En eventuel kursgevinst, som indklagede efterfølgende måtte opnå, er klageren uvedkommende. Indklagede har i forbindelse med tvangssalg af ejendommen været nødt til at aflyse pantebrevet. Debitorerne, der blev skilt, har efterfølgende hver underskrevet frivilligt forlig på 58.796 kr., og indklagede har i den forbindelse måttet påtage sig en større risiko end oprindeligt. Det pantebrev, der ikke kunne realiseres på grund af udlæg, har indklagede også overtaget til normal handelskurs til trods for udlægget.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at pantebrevene ved indklagedes overtagelse af dem er afregnet til deres handelsværdi på det pågældende tidspunkt ved salg til pengeinstitut, og klageren har ikke krav på afregning til de kurser, der senere er opnået ved indklagedes videresalg, henholdsvis de kurser, til hvilke han selv havde erhvervet pantebrevene. Hertil kommer, at klageren burde have gjort indsigelse på et tidligere tidspunkt, såfremt han ikke ville godkende afregningerne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.