Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om forkortelse af udbetalingsperioden som følge af bankens forhøjelse af udbetalinger og efterudbetaling med henvisning til krav om minimumsudbetaling som betingelse for modtagelse af statens indekstillæg

Sagsnummer: 565/2011
Dato: 13-11-2012
Ankenævn: Henrik Bitsch, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne: Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
Ledetekst: Spørgsmål om forkortelse af udbetalingsperioden som følge af bankens forhøjelse af udbetalinger og efterudbetaling med henvisning til krav om minimumsudbetaling som betingelse for modtagelse af statens indekstillæg
Indklagede: P/F BankNordik
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav i anledning af forkortelse af udbetalingsperioden som følge af bankens forhøjelse af udbetalinger og efterudbetaling med henvisning til krav om minimumsudbetaling som betingelse for modtagelse af statens indekstillæg.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1943, oprettede i 1970 seks indekskontrakter. Ifølge aftale om pristalsreguleret alderdomsopsparing af 26. juni 1970 skulle indekskontoen forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 9 % p.a. og en overrente, for tiden ¼ % p.a. Den aftalte udbetalingsperiode var 15 år. Grundrenten var angivet til 4,25 % p.a. Aftalen indeholdt herudover blandt andet følgende:

"…

Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

B. Endvidere udbetales gennem banken det månedlige indekstillæg, som kontohaveren måtte oppebære i henhold til loven.

…"

I brev af 18. november 2009 oplyste Amagerbanken (nu BankNordik), at udbetalingen fra klagerens indekskonto snart skulle påbegyndes og orienterede klageren om følgende:

"…

Du kan vælge mellem to former for udbetaling

Amagerbanken har beregnet, hvor store dine udbetalinger bliver. Beregningerne er
baseret på to forskellige rentesatser. Du bedes vælge en af dem:

a)

Fast grundrente, som ifølge din indekskontrakt er på 4,25 % p.a.

b)

Variabel grundrente, som retter sig efter det aktuelle renteniveau.

Så meget vil du få udbetalt

a) Vælger du den faste grundrente, kan du se frem til: …

Den variable grundrentesats er i øjeblikket lavere end den faste
grundrente. Fortsætter det på denne måde, kan du regne med at
udbetalingsperioden bliver kortere, end vi oprindeligt har aftalt.
Du vil modtage statens indekstillæg så længe der sker udbetalinger fra kontoen.

b) Vælger du den variable grundrente, kan du se frem til: …

Den variable grundrentesats fastsættes af Finansministeriet for et år ad
gangen med udgangspunkt i renten på indekskonti. Meningen med den
variable grundrentesats er at få den samme udbetalingsperiode som
oprindeligt aftalt – hverken kortere eller længere.
Dermed kan det
beløb, du får udbetalt, ændre sig fra år til år.

Kort sagt:Med a) får du et fast beløb og en kortere udbetalingsperiode.
Med b) får du et beløb, der kan ændre sig fra år til år, men hvor
udbetalingsperioden er som aftalt. …"

Den 15. december 2009 underskrev klageren en blanket vedlagt bankens brev af 18. november 2009. Af blanketten fremgik, at klageren valgte udbetaling med en variabel grundrentesats:

"… Jeg ønsker, at banken i hele udbetalingsperioden anvender

(sæt kryds)

_ grundrentesatsen på 4,25 % p.a.

X den variable rentesats, der fastsættes en gang årligt af Finansministeriet.

Jeg er bekendt med, at jeg i udbetalingsperioden frit kan skifte mellem den faste grundrente og den variable grundrente. Jeg er ligeledes bekendt med, at udbetalingsperioden kan blive kortere eller længere end den oprindeligt fastsatte udbetalingsperiode på mellem 10 og 15 år og at statens indekstillæg kun ydes, indtil kontoens indestående er udbetalt. …"

Udbetaling fra indekskontoen begyndte i februar 2010. Kontoens saldo udgjorde da 142.453,46 kr. Den månedlige udbetaling udgjorde 2.119,12 kr., hvoraf indekstillæg fra staten udgjorde 1.287,48 kr., mens det resterende beløb på 1.089 kr. blev udbetalt af indestående på klagerens indekskonto.

Ved brev af 25. august 2011 oplyste banken, at Nets, der administrerer samtlige indekskontrakter oprettet i danske pengeinstitutter, havde ændret beregningsmodel med virkning fra 1. oktober 2011, da Nets havde konstateret, at den beregnede udbetaling kunne komme under den af Økonomistyrelsen fastsatte minimumsudbetaling. Banken oplyste endvidere, at ændringen kunne medføre, at klagerens udbetaling blev højere, og at udbetalingsperioden kunne blive forkortet. Klageren har anført, at hun herefter kontaktede banken pr. e-mail, og at banken telefonisk beroligede hende med, at hun ikke ville blive berørt af ændringen.

Af stamkort sendt til klageren den 2. september 2011 fremgik, at udbetalingen pr. 1. oktober 2011 var suppleret med et beløb "opfyldning til grundbeløb" på 409,47 kr., og at den månedlige udbetaling var steget til 2.600 kr.

Ved brev af 22. november 2011 oplyste banken, at den beregnede udbetaling fra klagerens indekskontrakter ville blive sat op, og at udbetalingsperioden derfor ville blive forkortet. Banken oplyste endvidere, at klageren pr. 17. november 2011 ville få udbetalt 8.397,41 kr. før skat som efterudbetaling, og at beløbet ville blive hævet fra klagerens indekskontrakter. Ved brev af 25. november 2011 rejste klageren indsigelse mod den ændrede beregningsmodel. Banken fastholdt den ændrede beregning. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.

Parternes påstande

Den 21. december 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at P/F BankNordik skal tilbageføre udbetalingen fra indekskontrakterne til en kalkulationsmodel med variabel rente og en udbetalingsperiode på 15 år, alternativt betale en erstatning på ca. 80.000 kr.

P/F BankNordik har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken er forpligtet til at opretholde en udbetalingsperiode i 15 år, med statens indekstillæg.

Banken lovede i brevet af 18. november 2009, at udbetalingsperioden ville være 15 år, hvis hun valgte variabel grundrente. Hun valgte variabel grundrente ved sin underskrift den 15. december 2009 og har derfor krav på en udbetalingsperiode på 15 år. Banken henviser til irrelevante afsnit fra brevet, idet de pågældende afsnit refererer til valg af fast grundrente, og ikke variabel grundrente.

Hun har disponeret sine pensionsudbetalinger i henhold til oplysningerne fra banken. Den ændrede beregningsmetode vil føre til, at udbetalingsperioden bliver ca. 10 år, svarende til et tab på ca. 80.000 kr. for mistet indekstillæg fra staten i fem år. Hendes tab skal ses i forhold til det, banken stillede hende i udsigt og ikke i forhold til en senere revideret tolkning.

Banken var eller burde have været bekendt med kravet om minimumsudbetaling siden oprettelsen af kontrakten. Det er mange år siden, at renteniveauet var over 4,25 % p.a. Banken kunne derfor ikke være ubekendt med, at minimumsudbetalingen kunne få betydning. Banken har anvendt en fejlagtig beregningsmodel, hvor banken bevidst undlod et væsentligt parameter. Parameteret med minimumsudbetalingen burde også have fremgået af beregningsmodellen, selv om værdien af parameteret i perioder havde nul.

Det er uvedkommende, om ordningen administreres af banken eller af Nets.

Bankens brev af 18. november 2009 omhandler ikke "minimum grundbeløb", idet dette begreb først blev introduceret i bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009.

Ifølge banken introducerede Nets en ny fortolkning med bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009, hvorefter udbetalingsmodellen skulle inkludere minimumgrundbeløb. Banken begyndte imidlertid først at informere og administrere i henhold til dette i september 2011 og efterregulerede herefter udbetalingerne med tilbagevirkende kraft fra udbetalingens start. Banken burde have været bekendt med bekendtgørelsen, men valgte ikke at tage hensyn hertil og fortsatte med at administrere efter de hidtidige udbetalingsmodeller. Banken informerede hende ikke om, at der kunne være ændringer undervejs.

P/F BankNordik har blandt andet anført, at det følger af indekskontrakten, brevet af 18. november 2009 og af reguleringen vedrørende indekskontrakter, at udbetalingsperioden kan blive kortere end den aftalte udbetalingsperiode.

Klagerens udbetalingsperiode er reguleret i indekskontrakten. Det følger af kontrakten, at udbetalingsperioden kan variere, og at der fra etableringen af indekskontrakterne har været et krav om minimumsudbetaling, hvis klageren skulle ønske at modtage statens indekstillæg. Det følger af indekskontrakten, at udbetalingen ophører, når der ikke er flere penge på indekskontoen.

Klageren blev i brevet af 18. november 2009 informeret om, at udbetalingsperioden kunne blive kortere end oprindeligt aftalt, hvis den variable grundrente fortsatte med at være lavere end den faste grundrente.

Det følger af reguleringen vedrørende indekskontrakter, at udbetalingsperioden kan variere alt efter hvilken rente, som indekskontrakten forrentes med. Af bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009 følger, at udbetalingen skal holdes over et minimum. Det følger endvidere, at udbetalingsperioden kan variere alt efter hvilken rente, som kontoen forrentes med. Kravet om minimumsudbetaling har været lovreguleret siden oprettelsen af ordningen. Klageren har således siden oprettelsen af kontrakterne kunnet risikere, at udbetalingsperioden blev forkortet afhængigt af forrentningen af indekskontrakten, og afhængigt af om renten var tilstrækkelig til at sikre den månedlige udbetaling.

Som følge af et højt renteniveau fra ordningernes etablering og årtier frem har det ikke tidligere været relevant, og Nets har ikke tidligere taget højde for kravet om minimumsudbetaling. Det længerevarende lave renteniveau har medført, at Nets har været nødsaget til at inddrage kravet om minimumsudbetaling i beregningsmodellen for at sikre, at alle med indekskontrakter fortsat er berettigede til statens indekstillæg. Systemet er nu rettet til og følger loven.

Klageren har ikke lidt et økonomisk tab ved ændringen af beregningsmetoden. Klageren har fået en mindre udbetaling, end klageren fik stillet i udsigt ved udbetalingens start, men ikke mindre end klageren oprindeligt fik stillet i udsigt og som ellers følger af klagerens aftale og reguleringen på området.

Ankenævnets bemærkninger

Modtagelse af statens indekstillæg er betinget af, at den månedlige udbetaling mindst udgør minimumsudbetalingen (den månedlige pristalsregulerede ydelse), der fastsættes i henhold til gældende lovgivning (bekendtgørelse nr. 1232 af 3. december 2009 og den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 259 af 13. april 2004). Dette følger såvel af klagerens aftale om indekskontrakter som af den gældende bekendtgørelse. Det følger endvidere af klagerens aftale, at udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

Ankenævnet lægger til grund, at forhøjelsen af udbetalingen skete som følge af, at den oprindeligt fastsatte udbetaling ikke opfyldte kravene til minimumsudbetaling, og at forhøjelsen dermed skete til sikring af klagerens modtagelse af indekstillæg.

Ankenævnet finder herefter, at banken var berettiget og forpligtet til at forhøje udbetalingen, uanset at udbetalingsperioden som følge heraf blev forkortet. Ankenævnet finder endvidere, at banken var berettiget til at efterregulere klagerens udbetaling med tilbagevirkende kraft. Det forhold, at udbetalingen eventuelt kunne have været forhøjet på et tidligere tidspunkt kan ikke føre til et andet resultat.

Ved udbetaling med variabel grundrente tilstræbes, at den aftalte udbetalingsperiode fastholdes. Ankenævnet finder ikke, at banken i brev af 18. november 2009 indestod klageren for en udbetalingsperiode på 15 år, uanset at udbetalingen herved kom i modstrid med de gældende regler for minimumsudbetaling. Det forhold, at klageren på grundlag af bankens brev af 18. november 2009 efterfølgende blev skuffet i sine forventninger til udbetalingsperiodens længde kan ikke i sig selv medføre et erstatningsansvar for banken, jf. Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996.200.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.