Opbevaret i klasselokale.
| Sagsnummer: | 413 /1990 |
| Dato: | 05-04-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - mistet ved grov uagtsomhed
|
| Ledetekst: | Opbevaret i klasselokale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 28. august 1990 mellem kl. 13.40 og 14.10 fik klageren stjålet sit dankort, som var opbevaret i klagerens rygsæk. Samme dag kl. 14.40 anmeldte klageren tyveriet til indklagedes Rosengårdcenter afdeling, der straks herefter spærrede kortet.
Det viste sig efterfølgende, at der samme dag i tidsrummet fra kl. 14.15 til 14.22 var hævet ialt 10.000 kr. i en DK-kontanten og 4 interne hæveautomater i fire forskellige pengeinstitutter. Efter spærringstidspunktet kl. 14.41 blev kortet inddraget i en automat, hvor kortet blev forsøgt anvendt.
Klageren har vedrørende omstændighederne omkring tyveriet oplyst, at kortet blev opbevaret i en pung på bunden af en rygsæk. Rygsækken lå under et bord bagerst i et klasselokale på en skole, hvor klageren opholdt sig. I det tidsrum, hvor tyveriet må have fundet sted, stod døren til klasselokalet åbent ud til en sofagruppe, hvor klageren opholdt sig. Den til kortet hørende PIN-kode var opbevaret i en skrivebordsskuffe i klagerens lejlighed, og blev således ikke opbevaret sammen med dankortet.
Ved skrivelse af 6. september 1990 til klageren meddelte indklagede, at klageren havde handlet groft uagtsomt, idet hun havde ladet sit dankort ligge i en pung i et tomt uaflåst lokale, hvortil der var almindelig adgang, ligesom tyven havde haft adgang til den til kortet hørende PIN-kode, idet der ikke var registreret hæveforsøg med forkert PIN-kode. Som følge heraf fandt indklagede, at klageren selv hæftede for 5.000 kr. af det hævede beløb.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for det hævede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun ønsker oplyst, hvilken PIN-kode der er anvendt ved de omtvistede hævninger. Klageren fastholder, at PIN-koden ikke har været opbevaret sammen med dankortet, og at ingen i hendes omgangskreds har haft kendskab til koden, der opbevaredes i hendes lejlighed. Indklagede har overfor hende oplyst, at det ikke er muligt at oplyse, hvilken kode der er anvendt ved de omtvistede hævninger. På baggrund heraf finder klageren, at indklagede ikke kan lægge til grund, at der er anvendt korrekt kode ved de 5 hævninger.
Indklagede har anført, at det af sikkerhedsmæssige grunde er umuligt at oplyse, hvilken kode der er anvendt ved de omtvistede hævninger, men at det i indklagedes EDB-system er registreret, at der er anvendt korrekt kode ved samtlige hævninger. Klageren har endvidere efterladt kortet i sin rygsæk i et uaflåst lokale i ca. 1/2 time uden at have haft det under behørigt opsyn. Det må således lægges til grund, at kortet er bortkommet under omstændigheder, der må betegnes som grov uagtsomhed. I medfør af lov om betalingskort § 21, er klageren derfor ansvarlig for det foretagne misbrug dog maksimeret til 5.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
2 medlemmer - Frank Poulsen samt Erik Sevaldsen, som i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1, tillægges 2 stemmer - udtaler:
Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed".
Efter det af klageren oplyste har klagerens rygsæk indeholdende klagerens tegnebog med bl.a. dankort i ca. 1/2 time været frit tilgængelig i et uaflåst lokale på en skole. På baggrund heraf findes klageren at have udvist grov uagtsomhed i forbindelse med bortkomsten af dankortet. Klageren findes derfor i forhold til indklagede selv at måtte bære tabet på 5.000 kr. af de ialt hævede 10.000 kr. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Niels Busk og Kirsten Nielsen - udtaler:
Vi finder ikke, at klageren har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med opbevaring af dankortet og stemmer derfor for, at klagen tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.