Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fremsendelse af checkblanketter, vaffelbageri.

Sagsnummer: 633 /1992
Dato: 23-07-1993
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Fremsendelse af checkblanketter, vaffelbageri.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 14. juli 1992 oprettede klagerne i indklagedes Rudkøbing afdeling en checkkonto til brug for en samtidigt åbnet forretning. Driften af forretningen blev varetaget af en af klagerne ansat person.

Den 25. september 1992 fremsendte indklagede efter telefonisk anmodning formentlig fra den person, der forestod forretningen, et checkhæfte til forretningsadressen, som var identisk med den adresse, som var registreret som klagernes adresse hos indklagede.

Den 30. september 1992 modtog indklagede meddelelse om, at forretningsadressen skulle ændres til en adresse i København.

Ved skrivelse af 19. oktober 1992 fra klagernes advokat til indklagede anmodede klagernes advokat om en redegørelse for baggrunden for udleveringen af checkhæftet til den ansatte medarbejder, ligesom advokaten krævede samtlige checks udstedt af medarbejderen tilbageført til checkkontoen. Indklagede afviste den 26. oktober 1992 at tilbageføre de af medarbejderen udstedte checks.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre beløb vedrørende de checks, der er udstedt af medarbejderen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Ankenævnets bemærkninger:

I henhold til § 2, stk. 2, i Ankenævnets vedtægter, behandler Ankenævnet alene klager vedrørende private kundeforhold. Dog kan klager fra erhvervsdrivende behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold.

Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er ansvarlig for eventuelle tab, der er opstået som følge af, at en person, der er ansat i en af klagerne drevet forretning, har rekvireret et checkhæfte og udstedt checks. Idet klagerne herefter må betegnes som erhvervsdrivende i det forhold, som klagen vedrører, og da det forhold, der klages over - en i en erhvervsvirksomhed ansat persons dispositioner - finder at adskille sig væsentligt fra private kundeforhold, har Ankenævnet ikke kompetence til at behandle sagen.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.