Afgørelse

Personlig fordring efter frivillig handel

I klagerens ejendom indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet begærede i 1987 tvangsauktion over ejendommen, men gennemførte ikke denne. Instituttets lokalkontor fremsendte medio februar 1989 til instituttets kontor for overtagne ejendomme en slutseddel samt et brev, hvoraf det fremgik, at man tidligere havde opgivet tvangsauktion, idet der var risiko for yderligere tab, men at der nu var dukket en køber op. Lokalkontoret havde ikke indgået en aftale om frivilligt forlig, men havde accepteret handlen mod at få nettoprovenuet udbetalt. Lokalkontoret anbefalede, at der fremsendtes et frivilligt forlig til klageren, selv om det skønnedes, at der intet var at hente. I marts 1989 fremsendte den berigtigende advokat betinget skøde til instituttet og bad om fremsendelse af instituttets pantebreve i kvitteret stand. I april 1989 fremsendte hovedkontoret slutseddel til instituttets områdechef og forespurgte denne, om han havde truffet aftale med klageren om indgåelse af frivilligt forlig. I maj 1989 blev de indestående lån indfriet, og i juli 1989 fremsendte instituttet de kvitterede pantebreve til den berigtigende advokat. Primo 1990 fremsendte instituttet årsopgørelse til klageren, hvoraf det fremgik, at restgælden på de indestående lån udgjorde 0 kr. I oktober 1991 opgjorde instituttet internt tabet ved videresalget og markerede for, at tabet skulle gøres gældende. I februar 1994 meddelte instituttet klageren tabets størrelse og bad ham rette henvendelse med henblik på afvikling af fordringen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende. Instituttet påstod sig principalt berettiget til at gøre fordringen gældende, subsidiært reduceret til et af Nævnet skønsmæssigt fastsat beløb.

Der var ikke oprettet salgsfuldmagt, og klageren havde ikke underskrevet et frivilligt forlig, hvorefter han forpligtede sig til at betale instituttets eventuelle tab ved salg af ejendommen. De to ikke fremlagte pantebreve, der måtte antages at være grundlaget for instituttets krav mod klageren, blev efter indfrielse af lånene fremsendt til den berigtigende advokat i kvitteret stand, uden at instituttet i forbindelse hermed tog forbehold om at ville gøre et personligt gældsansvar gældende mod klageren. Ej heller i opgørelsen til klageren primo 1990 eller i tilslutning hertil blev der fremsat noget krav mod ham. Klageren måtte efter årsopgørelsens indhold og i mangel af modstående oplysninger nærmest få det indtryk, at instituttet ikke ville gøre et krav gældende mod ham. Først ved skrivelsen af 14. februar 1994 gjorde instituttet det omtvistede krav gældende mod klageren. Nævnet fandt, at instituttet under de angivne omstændigheder var afskåret fra at gøre en personlig fordring gældende mod klageren.