Rpl. § 538 A, stk. 2. Fejlekspedition, rentegodtgørelse. Pant, realisation. Kurssikring. Fondshandel.
| Sagsnummer: | 222 /1990 |
| Dato: | 03-04-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
|
| Ledetekst: | Rpl. § 538 A, stk. 2. Fejlekspedition, rentegodtgørelse. Pant, realisation. Kurssikring. Fondshandel. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 11. april 1986 ydede indklagedes Cayman Islands afdeling klageren et finanslån på 542.800 DEM. Forinden havde klageren ved sikkerhedsstillelsesdokument af 7. april 1986 håndpantsat et depot og indeståendet på en sikringskonto i indklagedes Nakskov afdeling til sikkerhed for enhver forpligtelse, som han ved egen medvirken havde eller måtte få overfor indklagede.
Ved lånedokumenter af 22. maj 1986 og af 9. juli 1986 ydede Cayman Islands afdelingen klageren to finanslån på hver 14.302,50 GBP. Disse lån blev kurssikret i maj 1987.
Ved telefonisk henvendelse af 10. september 1987 anmodede klageren indklagedes aktieafdeling (hovedsædet) om at sælge 21.000 stk. UPSA-aktier med en limit på 83 P. Den 17. september 1987 afregnedes aktierne til 78 P. Efter klagerens henvendelse til indklagede, accepterede indklagede, at aktierne skulle afregnes til en højere kurs, og ved skrivelse af 21. december 1988 meddelte indklagede, at man var indstillet på at godtgøre 21.777,58 kr., da de 21.000 UPSA-aktier ikke var afregnet korrekt. Den 1. december 1989 modtog klageren yderligere 3.152,77 kr. i rentegodtgørelse.
Den 9. oktober 1987 anmodede klageren indklagedes aktieafdeling om at anbringe en del af provenuet fra UPSA-aktierne i Københavnske Reassurance C-aktier. Ifølge klageren anmodede han om køb for ca. 100.000 kr., medens indklagede har oplyst, at købsordren vedrørte nom. 48.000 kr. i det pågældende papir.
I marts måned 1988 forfaldt klagerens finanslån til betaling. Med henblik på forlængelse havde indklagede ved skrivelse af 27. januar 1988 til klageren, der på daværende tidspunkt var bosat i England, anmodet om at få tilsendt regnskab for 1986 og 1987 udarbejdet af en revisor samt om at få stillet yderligere sikkerhed, f.eks. pant i klagerens faste ejendom i Danmark, i klagerens fly eller sekundær pant i klagerens obligationsbeholdning beroende hos Den Danske Bank i Luxembourg. Ved skrivelse af 2. marts 1988 gentog indklagede ønsket om yderligere sikkerhed.
Ved skrivelse af 11. marts 1988 fremsendte indklagede pantsætningserklæring vedrørende sekundær håndpantsætning af klagerens depot i Luxembourg tillige med en fuldmagt til indklagede til at sælge en post NOVO-aktier på 6000 stk. limiteret til kurs 180. Den 18. marts 1988 underskrev klageren håndpantsætningserklæringen i et dansk konsulat i Portugal, og straks herefter telexede han til indklagede med anmodning om, at man undlod at realisere NOVO-aktierne. Ved skrivelse af 28. marts 1988 til klageren anmodede indklagede påny om deponering af yderligere sikkerhed, idet klagerens løbende konto hos indklagede efter, at klagerens finanslån var forfaldent den 24. marts 1988, udviste et overtræk på 2.116.480,16 kr.
Ved skrivelse af 7. april 1988 meddelte indklagede, at Den Danske Bank i Luxembourg havde oplyst, at den sekundære pantsætning var noteret, men at pantsætningen ikke kunne tillægges en egentlig belåningsværdi på grund af gældende regler i Luxembourg. Indklagede ville derfor påbegynde salget af klagerens aktier til delvis dækning af klagerens skyld til indklagede. Den 8. april 1988 telexede klageren til indklagede og anmodede om, at indklagede undlod at sælge NOVO-aktierne, idet han var i færd med at sælge et hus og forventede, at provenuet herved ville udgøre 130.000 GBP.
Den 7. og 13. april 1988 solgte indklagede NOVO-aktierne til henholdsvis kurs 185 og 190,5.
Klageren har efter ved sin advokat at have brevvekslet med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det tab, han har lidt, som følge af indklagedes fejlekspeditioner i forbindelse med hans engagement hos indklagede. Klageren har opgjort tabet til henholdsvis 18.593,25 kr., 2.654,76 kr., 5.529,50 kr. samt 436.200 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for så vidt angår spørgsmålet om salget af klagerens UPSA-aktier og realiseringen af klagerens NOVO-aktier samt nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, for så vidt angår spørgsmålet om kurssikring af klagerens udlandslån og købet af Københavnske Reassurance C aktier.
Klageren har for så vidt angår spørgsmålet om kurssikring anført, at han i maj/juni måned 1986 optog to finanslån på i alt 28.605 GBP i forbindelse med opførelse af et hus i Portugal. Da GBPkursen på daværende tidspunkt var nede på 10,39 drøftede han kurssikring med afdelingen i Nakskov, men blev rådet til at se tiden an. Den 23. februar 1987 anmodede han afdelingen om at kurssikre. på dette tidspunkt var kursen 10,64. Da klageren senere vendte tilbage fra udlandet, viste det sig, at der endnu ikke var kurssikret, og dette skete nu til kurs 11,29. Eftersom filialdirektøren fra Nakskov afdeling har erkendt, at lånene ved en fejltagelse ikke blev kurssikret, finder klageren, at indklagede bør godtgøre hans tab ved den manglende kurssikring. Klageren har opgjort tabet til 18.593,25 kr.
For så vidt angår salget af UPSA-aktier har klageren anført, at aktierne afregnedes den 17. september 1987. Først den 21. december 1988 afregnede indklagede aktierne til den korrekte kurs, idet indklagede godtgjorde klageren 21.777,58 kr. Det kan lægges til grund, at indklagede burde have udbetalt beløbet den 17. september 1987, og at klageren kunne have nedbragt sine kreditter hos indklagede med beløbet. Da klageren har måttet erlægge en rente på 18% p.a. for de dyreste af disse kreditter, bør rentegodtgørelsen fra indklagede modsvare den rente, klageren har måttet erlægge til indklagede. Den korrekte rentegodtgørelse, der udgør 4.940,22 kr. med tillæg af rentegodtgørelse heraf på 867,31 kr., i alt 5.807,53 med fradrag af allerede udbetalt godtgørelse på 3.152,77 kr., udgør 2.654,76 kr. Anerkendes indklagedes beregning, må klageren dog have krav på 536 kr., der udgør rente af 3.152,77 i perioden 21. december 1988 til 1. december 1989.
For så vidt angår købet af Københavnske Reassurance C aktier har klageren anført, at han den 9. oktober 1987 rettede henvendelse til indklagedes aktieafdeling, der anmodedes om at anbringe ca. halvdelen af provenuet fra UPSA-aktierne, hvilket ville udgøre ca. 100.000 kr. i Københavnske Reassurance C aktier. Det viste sig efterfølgende, at indklagedes aktieafdeling havde købt aktier i selskabet for ca. 163.000 kr. svarende til et fast nominelt handelsbeløb på 48.000 kr. Ved skrivelse af 28. oktober 1987 reklamerede klageren herover, hvorfor der ikke kan være nogen tvivl om, at indklagede har handlet i strid med klagerens salgsordre. Kurstabet for så vidt angår de aktier, der er købt ud over klagerens begæring, beløber sig til 5.569,50 kr.
For så vidt angår realisation af NOVO-aktierne har klageren anført, at indklagede selv foreslog pantsætning af obligationsbeholdningen i Luxembourg, hvorfor indklagede burde være den nærmeste til at sikre sig oplysning om belåningsværdien heraf. I tiden frem til 28. marts 1988 anså indklagede ikke sikkerhed ud over pantsætningen i Luxembourg for nødvendig. Realisationen skete på trods af klagerens klart udtrykte modsatte ønsker ved telexerne. af 18. marts og 8. april, og ved telex af 8. april oplyste klageren endvidere, at han var i færd med at sælge et hus og forventede at modtage 130.000 GBP meget kort tid efter. Klageren havde endvidere solgt en ejendom i Nakskov, og betalingen/sikkerhedsstillelsen skete via indklagedes afdeling i Nakskov. Herudover havde klageren deponeret sit skøde hos indklagede vedrørende et sommerhus. på trods af disse sikkerheder, tilbud om yderligere sikkerheder og klagerens klare instruktion, realiserede indklagede NOVO-aktierne til et provenu, der var flere hundrede tusinder kr. lavere end det provenu, der kunne have været realiseret ved et, som af klageren foreslaet, senere salg. Et salg pr. 12. september 1988 ville således have indbragt et merprovenu på ca. 436.200 kr. Indklagedes varslingsskrivelse om realisation blev afsendt den 7. april 1988 til klagerens engelske adresse, og samme dag påbegyndtes realisationen af NOVO-aktierne. Det bestrides således, at indklagede har overholdt reglen i retsplejelovens § 538 A, stk. 2, idet ugefristen må regnes fra det tidspunkt, hvor varslingsbrevet er kommet frem. Panthaveren skal føre bevis for, at varslingen faktisk er sket, og varslingen skal naturligvis ske i overensstemmelse med hovedreglen, således at tvangssalg først kan foretages 8 dage efter varslingens fremkomst. såfremt indklagedes skrivelse af 28. marts 1988 til klageren betragtes som en varsling, bemærkes det, at denne først kom frem til klageren i Portugal den 8. april 1988. Varslingsbestemmelsen i § 538 A, stk. 2, har til formal at give skyldneren mulighed for at disponere, som han måtte finde det formalstjenstligt. Havde klageren haft denne mulighed, ville der ikke have været tale om at realisere NOVO-aktierne 8 dage senere henholdsvis den 15. og 22. april 1988. Da det endvidere har vist sig, at de stillede sikkerheder var tilstrækkelige til at dække indklagedes fordring, må det anses for tvivlsomt, om indklagede ved realiseringen af NOVO-aktierne har fulgt de almindelige bestemmelser i henhold til låneaftalens pkt. D vedrørende fyldestgørelse.
Indklagede har for så vidt angår kurssikring af klagerens lån i GBP anført, at klageren og indklagedes Nakskov afdeling drøftede, hvorvidt og hvornår lånene eventuelt skulle kurssikres, men at indklagede på intet tidspunkt har modtaget en instruks om kurssikring. Der er derfor ikke tale om en forglemmelse fra indklagedes side. på grund af den usikkerhed, der er omkring de fremkomne faktiske oplysninger, finder indklagede, at dette spørgsmål bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
For så vidt angår salget af UPSA-aktierne har indklagede anført, at klagerens løbende konto ved salget af UPSA-aktierne den 17. september 1987 udviste en kreditsaldo, og at kontoen den 20. december 1987 udviste en debetsaldo efter debitering af renter på udlandslånet. I foråret 1988 har indklagedes Nakskov afdeling ultimo 1988 reguleret årets beregnede debetrente til 13% p.a., og den således tilbageførte rente er anvendt til nulstilling af kontoen hos indklagede. Rentereguleringen af godtgørelsen på 21.777,58 kr. er beregnet således, at der i perioden fra den 17. september 1987 til den 20. december 1987 er anvendt en rentesats på 5% i perioden fra den 20. december 1987 til 31. december 1987 er anvendt en rentesats på 18% og i perioden fra 31. december 1987 til 21. december 1988 er anvendt en rentesats på 13%, hvilket i alt giver 3.152,07 kr. Indklagede finder derfor ikke, at klageren har krav på yderligere rentegodtgørelse.
For så vidt angår købet af Københavnske Reassurance C, har indklagede anført, at klageren meddelte, at han ønskede et fast nominelt handelsbeløb på 48.000 kr. af Københavnske Reassurance C uden sammenhæng med det provenu, som salget af UPSA-aktierne ville indbringe. på grund af den usikkerhed, der er omkring bedømmelsen af de faktisk fremkomne oplysninger, finder indklagede tillige, at dette punkt bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
For så vidt angår salget af NOVO-aktierne har indklagede anført, at indklagede talrige gange forgæves opfordrede klageren til at stille yderligere sikkerhed. Klageren har derfor faet en rimelig frist til at stille yderligere sikkerhed, forinden indklagede påbegyndte salget af NOVO-aktierne medio april måned 1988. Med hensyn til det sekundære pant i klagerens obligationsdepot i Luxembourg havde indklagede på tidspunktet- for etableringen af pantsætningen ikke kendskab til obligationsbeholdningens friværdi. Dette forhold blev først afklaret i forbindelse med noteringen af pantet i Luxembourg, hvor banken i Luxembourg meddelte, at pantsætningen ikke kunne tillægges nogen beløningsværdi på grund af gældende regler i Luxembourg. På baggrund af denne oplysning tillagde indklagede ikke den skete pantsætning nogen belåningsværdi. De af klageren tilbudte sikkerheder var uden værdi for indklagede, da han ikke ønskede, at der blev oprettet ejerpantebrev/løsøreejerpantebrev i effekterne på grund af omkostningerne i forbindelse med stempling af dokumenterne. Klageren havde således ikke på trods af talrige opfordringer fra indklagede imødekommet indklagedes krav om yderligere sikkerhed, hvorfor man ikke så anden udvej end at realisere deponerede værdipapirer, efter at udlandslånet var forfaldent den 24. marts 1988.
Da indklagede således adskillige gange havde anmodet klageren om yderligere sikkerhedsstillelse, anser indklagede reglen i retsplejelovens § 538 A, stk. 2, for iagttaget. At indklagedes rykkerskrivelser ikke er sendt anbefalet har ingen reel betydning, da det alene er afgørende, at panthaveren kan føre bevis for, at varsling rent faktisk er sket om end på anden måde end ved anbefalet brev. såfremt Ankenævnet måtte lægge til grund, at 8-dagesfristen i retsplejelovens § 538 A, stk. 2, ikke er overholdt, gøres det gældende, at kursen på NOVO-aktier var lavere, såfremt 8-dagesfristen var overholdt. Indklagede har anført, at kursen på NOVO-aktierne henholdsvis den 15. og 22. april 1988 var 182 og 185. Klageren har således ikke lidt noget tab.
Ankenævnets bemærkninger:
For så vidt angår spørgsmålet om kurssikring af to finanslån i GBP optaget af klageren i maj og juli 1986 findes det ikke godtgjort, at klageren har anmodet indklagede om at kurssikre disse lån i februar 1987, hvorfor klagen ikke tages til følge på dette punkt.
Indklagede har ved beregning af rentegodtgørelsen vedrørende UPSA-aktierne anvendt den rente, hvormed klagerens løbende konto har været forrentet. Klageren findes således ikke at have krav på yderligere rentegodtgørelse vedrørende beløbet på 21.777,58 kr., men da indklagede først godtgjorde klageren 3.152,77 kr. den 1. december 1989, findes indklagede dog at måtte godtgøre klageren rente heraf. Klageren har opgjort denne godtgørelse til 536 kr., og beløbets størrelse er ikke bestridt af indklagede, hvorfor indklagede bør godtgøre klageren dette beløb.
For så vidt angår købet af KØbenhavnske Reassurance C-aktier har klageren anført, at han anmodede indklagede om at købe aktier for ca. 100.000 kr., medens indklagede har anført, at klageren afgav ordre vedrørende et fast nominelt handelsbeløb på 48.000 kr. En stillingtagen til dette tvistepunkt findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Indklagede havde i en længere periode forgæves opfordret klageren til at anvise supplerende sikkerhed for finanslånene. når henses til, at der ikke ville være opnået en bedre kurs ved salg af NOVO-aktierne 8 dage senere end sket, og da det lægges til grund, at en yderligere frist på 8 dage ikke ville have forøget klagerens muligheder for at anvise anden sikkerhed, findes indklagede allerede af den grund ikke at være erstatningspligtig for så vidt angår dette spørgsmål.
Som følge heraf
For så vidt angår spørgsmålet om rentegodtgørelse vedrørende UPSA-aktierne bør indklagede inden 4 uger godtgøre klageren 536 kr. For så vidt angår købet af Reassurance C-aktier kan denne del af klagen ikke behandles af Ankenævnet. For så vidt angår de øvrige klagepunkter tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.