Forlængelse, kontoudskrift.
| Sagsnummer: | 116 /1991 |
| Dato: | 17-06-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Børneopsparingskonto - bindingsperiode
|
| Ledetekst: | Forlængelse, kontoudskrift. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 1. august 1977 oprettede klageren og klagerens nu fraskilte ægtefælle en børneopsparingskonto for deres fælles barn med ægtefællen (faderen) som indskyder. Ifølge aftalen udløb bindingsperioden, nar barnet fyldte 14 år den 23. juni 1991.
I forbindelse med parternes skilsmisse i 1981 bestemtes det ved statsamtets afgørelse af 7. december 1981, at ægtefællens bidrag nedsattes til det til enhver tid gældende normalbidrag for en fader, så længe ægtefællen indbetalte 3.000 kr. årligt på en børneopsparingskonto for barnet. Endvidere var truffet bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes, hvis ægtefællen ikke betalte dette beløb.
Ved skrivelse af 1. februar 1986 vedlagt stats amtets afgørelse anmodede klageren, der var barnets værge, indklagede om at fremsende årsopgørelse vedrørende børneopsparingskontoen, ligesom klageren anmodede om at få fremsendt indklagedes skriftlige bekræftelse på, at børneopsparingskontoens bindingsperiode forlængedes med 7 år fra barnets fyldte 14. år, således at børneopsparingskontoen var til barnets rådighed ved dets fyldte 21. år.
Ved skrivelse af 20. januar 1991 til indklagede anmodede klageren påny indklagede om at bekræfte, at bindingsperioden var forlænget med 7 år.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at bekræfte, at bindingsperioden på barnets børneopsparingskonto er forlænget med 7 år, ligesom indklagede tilpligtes at fremsende en årlig kontoudskrift vedrørende børneopsparingskontoen til klageren.
Indklagede har under sagens forberedelse oplyst, at indskyder på kontoen den 18. marts 1991 har forlænget bindingsperioden på kontoen med 7 år og har for så vidt angår klagerens øvrige påstand nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det af hensyn til stats amtets afgørelse af 7. december 1981 er nødvendigt for hende at kontrollere, at hendes fraskilte ægtefælle årligt indbetaler 3.000 kr., da det indirekte er hendes penge, der anvendes dertil.
Indklagede har anført, at der på børneopsparingskontoen i 1987 var indbetalt i alt 24.000 kr., hvilket er det beløb, der højst kan indskydes på en børneopsparingskonto. Indklagede finder ikke, at det kan være indklagedes opgave at administrere bidragsafgørelsen mellem ægtefællerne, og statsamtet burde være vidende om, at 24.000 kr. er det beløb, der maksimalt kan indskydes på en børneopsparingskonto. Indklagede finder ikke, at man har begået fejl med hensyn til kontoudskrifter, da kontoen er oprettet som en bogkonto og ajourføres ved forevisning. Der er således ikke kontoudskrifter knyttet til kontoen. Det er endvidere kun indskyder, der har krav på at få oplyst indeståendets størrelse ved årsopgørelser, da disse årsopgørelser følger indskyders cpr.nr.
Ankenævnets bemærkninger:
Med hensyn til spørgsmålet om forlængelse af bindingsperioden for den omhandlede børneopsparingskonto bemærkes, at indklagede under sagens behandling ved Ankenævnet har oplyst, at bindingsperioden er forlænget med 7 år.
Af sagen fremgår i øvrigt, at kontoen er oprettet som en bogkonto.
Da der ikke udstedes kontoudskrifter i forbindelse med bogkonto tages klagen ikke til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.