Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klagers køb af norske kroner fejlagtigt afregnet til kursen på svenske kroner.

Sagsnummer: 135/2001
Dato: 19-06-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Valuta - fejlagtig omvekslingskurs
Ledetekst: Klagers køb af norske kroner fejlagtigt afregnet til kursen på svenske kroner.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er bundet af et salg til klageren af 5.000 norske kroner, som fejlagtigt blev afregnet til kursen på svenske kroner.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er kunde i indklagedes Frederiksværk afdeling, henvendte sig den 7. marts 2001 i afdelingen, hvor han købte 5.000 NOK i kontant valuta.

Handlen blev fejlagtigt afregnet på grundlag af kursen for SEK på 83,80, svarende til 4.190 kr. Kursen på NOK var 92,04.

Af bilaget vedrørende handlen fremgår med håndskrift "Nkr. 5.000,-". Af maskinafstemplingen på bilaget fremgår under overskriften møntbetegnelse "SV.KR.".

Den 14. marts 2001 konstaterede indklagede fejlen og debiterede på grundlag heraf klagerens konto 412 DKK svarende til kursforskellen på 8,24 (92,04 - 83,8).

Parternes påstande.

Den 3. april 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de 412 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han til brug under en ferie købte 5.000 norske kroner, for hvilke han betalte 4.190 danske kroner.

Indklagede var ikke berettiget til efter afslutningen af handlen at hæve yderligere 412 danske kroner på hans konto.

Det er ikke hans problem, at indklagede har solgt sin vare til en forkert pris. Han stolede på, at indklagede havde tjek på kurser/priser. Han har ikke handlet i "ond tro".

Indklagede har anført, at det fremgår klart af maskinafstemplingen på købsnotaen, at handlen fejlagtigt blev afregnet til kursen for svenske kroner.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - John Mosegaard, Leif Nielsen og Jørn Ravn - udtaler:

Vi finder ikke, at klageren burde have indset, at handlen blev afregnet på grundlag af en forkert kurs. Det bemærkes herved, at afregningsbeløbet ikke adskilte sig væsentligt fra en korrekt afregning, og at det alene af maskinafstemplingen fremgik, at afregningen skete på grundlag af kursen for svenske kroner, mens det med håndskrift tydeligt fremgik, at handlen vedrørte norske kroner.

2 medlemmer - Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen - udtaler:

Kursen på 83,8, som klagerens køb af norske kroner blev afregnet til den 7. marts 2001, beroede på en fejl. Vi finder, at klageren på baggrund af maskinafstemplingen på bilaget vedrørende handlen havde eller burde have indset dette. Herefter og da indklagede berigtigede fejlen indenfor rimelig tid, findes klageren ikke at kunne gøre krav på afregning til den fejlagtige kurs, jf. herved princippet i aftalelovens § 32, stk. 1.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger kreditere klagerens konto 412 kr. med valør den 14. marts 2001.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.