Klageren overflyttede i november 1990 sit statsgaranterede studielån til indklagede. Lånet havde været under afvikling siden 1983, og restgælden udgjorde på overførselstidspunktet 201.684,64 kr. Lånet havde hidtil været afviklet med en månedlig ydelse på 2.850 kr., hvoraf 899 pr. kvartal udgjorde rentetilskud fra statens uddannelsesstøtte.
Ved lånets overførsel blev rentetilskuddet fejlagtigt registreret til månedligt 2.040 kr., således at klagerens egenbetaling nedsattes til 810 kr. Ifølge indklagede ville en korrekt beregnet egenydelse frem til 1. april 1991 have udgjort 2.550 kr., i perioden frem til 1. april 1992 2.700 kr. og herefter ca. 2.711 kr. Ud over den nævnte fejl begik indklagede en yderligere fejl, som medførte, at klagerens egen ydelse ikke automatisk blev reguleret ved ændring af rentetilskudets størrelse. Som følge af renteændringen blev klagerens egenbetaling nedsat til 660 kr. pr. 1. april 1991 og ændret til 670 kr. pr. 1. april 1992.
Betalingen af egenydelsen skete ved overførsel fra klagerens lønkonto hos indklagede. Fra lønkontoen overførtes i alt månedligt ca. 8.000 kr. til betaling på klagerens lån hos indklagede, herunder studielånet. Ifølge klageren ville hans budget have kunnet bære en overførsel af op til 9.000 kr. månedligt.
I 1992 opsagde indklagede som følge af misligholdelse klagerens samlede engagement. I 1993 blev studielånet indfriet af Hypotekbanken med ca. 245.000 kr.
Af kontooversigter tilsendt klageren fremgår følgende om studielånets restgæld:
31. december 1990: 203.956,32 kr.
31. december 1991: 217.414,12 kr.
31. december 1992: 233.547,30 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han gentagne gange i 1991 og 1992 påtalte indklagedes fejl vedrørende lånets afvikling, men dette førte ikke til nogen reaktion. Indklagede har ikke overholdt sine forpligtelser vedrørende lånets afvikling, idet man har undladt at påse, at løbetiden overholdtes, hvorimod man tilgodeså egne interesser ved at lade mindre sikre lån afvikle.
Indklagede har anført, at klageren var bekendt med det årlige tilskud, og da han ved lånets overflytning til indklagede skulle fortsætte med den hidtidige ydelse, må han allerede på dette tidspunkt være blevet opmærksom på, at hans ydelse var for lav. Overførselen af ydelser fra klagerens lønkonto er sket automatisk, og man har ikke foretaget en vurdering af, hvilke lån der skulle afvikles. Den kontoførende afdeling har ikke modtaget skriftlige anmodninger fra klageren om forhøjelse af egenindbetalingen, ligesom ingen kan erindre, at klageren mundtligt skulle have anmodet herom. Klageren burde under alle omstændigheder have reageret overfor afdelingens eventuelle passivitet. Klageren har ikke lidt noget tab, og var studielånet blevet betalt med den korrekte ydelse, ville der ikke have været tilstrækkelige midler til dækning af andre lån, hvilket ville have medført en tilsvarende forøgelse af disses restgæld.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må - også efter klagerens egen forklaring - lægges til grund, at klageren ved studielånets overflytning til indklagede var bekendt med, at den korrekte månedlige egenydelse udgjorde 2.550 kr., og at han på et tidligt tidspunkt efter overflytningen blev klar over, at der i forbindelse hermed var begået en fejl, som medførte, at der kun overførtes et væsentligt mindre beløb. Såfremt klageren som forklaret har rettet henvendelse til indklagede med anmodning om at få fejlen rettet, burde han have fastholdt denne anmodning, som indklagede ikke kunne modsætte sig. Ankenævnet finder, at klageren på denne baggrund må være afskåret fra at påberåbe sig den begåede fejl.
Som følge heraf