Indsigelse mod renter tilskrevet efter opgørelse i fogedretten.
| Sagsnummer: | 374/2010 |
| Dato: | 30-09-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Maria Hyldahl, Ole Jørgensen, Rut Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod renter tilskrevet efter opgørelse i fogedretten. |
| Indklagede: | Amagerbanken af 2011 A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod betaling af renter efter opgørelse af gæld i fogedretten.
Sagens omstændigheder.
Klageren havde hos Amagerbanken en konto, der gik i overtræk. Den 17. maj 2006 blev kontoen opsagt til fuld og endelig indfrielse.
Den 22. december 2006 indgav banken et betalingspåkrav til retten i Rødovre vedrørende gælden på kontoen, som ifølge betalingspåkravet udgjorde 20.451,69 kr. med tillæg af renter 13,5 % p.a. fra 1. januar 2006 til 21. december 2006, 2.658,03 kr., i alt 23.109,72 kr.
Klageren gjorde ikke indsigelse mod betalingspåkravet, som herefter ved rettens påtegning af 27. marts 2007 fik samme bindende virkning som en dom. Kravet blev opgjort til 23.509,72 kr., svarende til beløbet på 23.109,72 kr. med tillæg af retsafgift på 400 kr. Endvidere fremgik, at "der kan påløbe yderligere renter og omkostninger."
Den 22. maj 2007 og den 19. november 2008 blev kravet opgjort i fogedretten til henholdsvis 24.559,72 kr. og 25.334,72 kr.
Ved brev af 24. november 2008 afregnede bankens advokat sagen overfor banken. Det fremgår, at der i fogedretten den 19. november 2008 var blevet aftalt en afdragsordning, hvorefter klageren skulle betale 2.000 kr. månedligt fra den 1. december 2008. Banken fik endvidere udlæg i klagerens faste ejendom.
Ved brev af 27. november 2008 til klageren opgjorde banken sit tilgodehavende inklusive renter og omkostninger til 32.125,21 kr. Banken bekræftede aftalen om afvikling med 2.000 kr. pr. måned. Endvidere meddelte banken, at udlægget var blevet tinglyst på klagerens ejendom, og at banken havde foranlediget klageren registreret i RKI.
Klageren betalte herefter 12 ydelser af 2.000 kr. og en ydelse på 1.334,72 kr., i alt 25.334,72 kr.
Ved brev af 11. december 2009 anmodede banken klageren om at fortsætte ydelsesbetalingerne på 2.000 kr. pr. måned, indtil renterne, der samme dag blev opgjort til 6.743,89 kr., var betalt.
Efter klagerens opfattelse var mellemværendet afviklet, og klageren ønskede derfor også at blive slettet i RKI.
Parternes påstande.
Den 28. juni 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken skal fjerne registreringen i RKI og betale erstatning.
Amagerbanken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at gælden vedrører et overtræk, der opstod, fordi banken fortsatte med at betale hans regninger, selvom der ikke forelå en aftale herom.
Han har betalt beløbet på 25.334,72 kr., som blev aftalt i fogedretten. Banken bør derfor frafalde yderligere krav og slette registreringen i RKI.
Amagerbanken har anført, at klageren er forpligtet til at betale de omhandlede renter, som i forbindelse med brevet af 11. december 2009 blev opgjort manuelt til 6.743,89 kr.
Det fremgår af betalingspåkravet, at der kan være påløbet yderligere renter i forhold til det rentebeløb, som er angivet under opgørelsen af kravets størrelse.
Det fremgår endvidere af fogedrettens påtegninger, at der kan påløbe yderligere renter og omkostninger.
Banken har et krav mod klageren på betaling af renter fra den 21. december 2006 til betaling sker.
Rentekravet er ikke forældet.
Da banken stadig har et tilgodehavende hos klageren, er man berettiget til at opretholde registreringen i RKI.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at klageren må anses for afskåret fra nu at gøre indsigelse mod omstændighederne i forbindelse med stiftelsen af gælden.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken i forbindelse med indgåelsen af aftalen om afvikling med 2.000 kr. pr. måned under fogedretsmødet den 19. november 2008 gav afkald på renter af gælden, eller at banken i øvrigt skulle have bibragt klageren en berettiget forventning om rentefrihed.
Ved brevet af 27. november 2008 til klageren, hvor afviklingsaftalen blev bekræftet, blev kravet opgjort til 32.125,21 kr. inklusive renter og omkostninger.
Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder som kan føre til, at banken er forpligtet til at nedsætte eller give afkald på rentekravet.
Det lægges herved til grund, at banken ved opgørelsen af rentekravet har taget højde for forældede renter og klagerens løbende indbetalinger. Rentesatsen på 13,5 % p.a. kan ikke tilsidesættes som urimelig.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordordning.
Klagen kan for så vidt angår registreringen i RKI indgives til Datatilsynet.
Som følge af det anført træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.