Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med garanters overvejelser om hævning.
| Sagsnummer: | 435/2009 |
| Dato: | 02-03-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen og Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med garanters overvejelser om hævning. |
| Indklagede: | Løkken Sparebank (EBH Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser om mangelfuld rådgivning i forbindelse med overvejelser om hævning af garantikapitalen.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er M og hans hustru H, der var kunder i Løkken Sparekasse.
H tegnede den 21. oktober 1996 garantikapital for 2.000 kr.
Den 26. juli 2004 tegnede M garantikapital for 1.000 kr.
I de følgende år forhøjede M løbende garantikapitalen, mens der også blev hævet forskellige beløb.
I november 2006 besluttede sparekassen at indføre en opsigelsesfrist på 3 måneder ved hævning af garantikapitalen.
Af Løkken Sparekasses vedtægter gældende fra den 21. marts 2007 fremgår bl.a.:
"…
§3
…
Stk. 2 Ingen garanter er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse helt eller delvis, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantikapitalen, såfremt antallet af garantstemmer ikke derved bringes under 1.000, garantikapitalen ikke under 1 mio. kroner og egenkapitalen ikke under kravet i Lov om finansiel virksomhed § 124.
…"
Den 24. oktober 2008 udgjorde M’s garantikapital 177.000 kr., mens H’s fortsat udgjorde 2.000 kr.
I september 2008 tog H kontakt til sparekassen på grund af bekymringer over sparekassens likviditet.
Ved mail af 25. september 2008 til H svarede bankens souschef:
"…
Jeg kan så tilføje, at garantikapitalen jo først kommer i fare, hvis sparekassens egne midler på ca. 230 mio. kr. ikke slår til.
Vi er opmærksomme på, at der i øjeblikket er masser af rygter uden hverken hoved eller hale i virkeligheden. Da vi jo har tavshedspligt har vi ingen mulighed for at argumentere og udtale os om enkeltsager.
Sparekassen hører til mellem de mest sol[i]de pengeinstitutter i landet, og uanset hvad du hører, så låner vi ikke ud [t]il højre og til venstre uden sikkerhed, men naturligvis vil krisen også sætte sine spor hos os, men det er jo netop disse situationer vi har "sparet op til".
…"
Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.
Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.
Den 23. februar 2009 overførte M 46.000 kr. til H’s pension og 46.000 kr. til sin egen pension i form af garantikapital.
Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank, nu EBH Bank, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde ca. 170 mio. kr. forblev i Løkken Sparekasse.
Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har under sagen fremlagt blandt andet brochurer og andet informationsmateriale om garantikapital i Løkken Sparekasse samt materiale vedrørende valg til sparekassens repræsentantskab, herunder vedrørende det seneste valg i efteråret 2008.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har endvidere oplyst, at garantibeviserne i sparekassen efter en vedtægtsændring i 2000 blev afløst af kvitteringer med blandt andet følgende tekst:
"…
Garantikapitalen hæfter for Løkken Sparekassens forpligtelser.
…
Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.
Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Løkken Sparekasse senest 4 uger før valget finder sted.
…"
Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Af rapporten, som er offentliggjort fremgår bl.a., at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning,samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har på baggrund af en generel forespørgsel fra Ankenævnet anført, at Løkken Sparebank ikke har været involveret i drøftelserne med Finanstilsynet i forbindelse med Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 og således ikke til fulde er bekendt med Finanstilsynets grundlag for de i rapporten anførte bemærkninger og konklusioner.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har videre anført, at Ankenævnet bør træffe sin afgørelse på baggrund af den umiddelbare bevisførelse, der finder sted i kraft af parternes indlæg og dokumentation vedrørende de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Rapporten kan ikke betragtes som dokumentation for Løkken Sparekasses rådgivning og håndtering af kunders tegning af garantikapital i de konkrete sager.
Parternes påstande.
Klagerne har den 22. april 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Løkken Sparebank (EBH Bank) skal dække deres tab.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at der i sensommeren 2008 verserede rygter i byen om, at sparekassen havde problemer. De sendte derfor en mail til sparekassen for at få en afklaring på problemerne.
De kendte folk, der havde flyttet deres penge til andre konti og pengeinstitutter, men valgte selv at vente til de havde fået svar. De modtog den 25. september 2008 den i sagsfremstillingen citerede mail fra sparekassens souschef.
Souschefen var medlem af direktionen og sad i repræsentantskabet, og må derfor have haft kendskab til sparekassens økonomi.
Da de fortsat var utrygge henvendte de sig både til deres bankrådgiver og til sparekassens direktør, idet de ønskede at flytte deres penge til en sikker konto.
Begge forsikrede dem atter om, at der ikke var nogen som helst grund til at flytte pengene, idet sparekassen netop havde haft besøg af Finanstilsynet, som skønnede at alt var i orden, og at sparekassen var blandt de mest solide pengeinstitutter i Danmark.
Sparekassen har vildledt dem.
De er aldrig blevet oplyst om, at sparekassen fra den ene dag til den anden kunne lukke deres konti, så de ikke havde mulighed for at sikre deres penge.
Man har løjet for dem, da det må anses for usandsynligt, at ledelsen ikke vidste hvor dårlig økonomien var i pengeinstituttet på daværende tidspunkt.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. bestridt at en medarbejder hos Løkken Sparekasse skulle have givet urigtige eller vildledende oplysninger.
Ankenævnets stillingtagen til dels spørgsmålet, om hvilke mundtlige oplysninger klagerne har modtaget og dels om rigtigheden af de afgivne oplysninger, forudsætter bevisførelse, som ikke er mulig inden for rammerne for ankenævnets oplysning af sagen. Sagen må derfor afvises, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.
Spørgsmålet om, hvorvidt den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse eller tidligere medarbejdere i Løkken Sparekasse har videregivet urigtige eller vildledende oplysninger om Løkken Sparekasses økonomi til sparekassens garanter, er ikke et spørgsmål som vedrører et privat kundeforhold med derimod forholdet mellem en juridisk enhed og dens ansvarlige deltagere. Sagen må også af den grund afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Løkken Sparebank (EBH Bank) bl.a. anført, at garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale med klagerne. I forbindelse med tegningen blev klagerne orienteret om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningen, og Løkken Sparekasse har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne.
Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.
Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 kan ikke lægges til grund som dokumentation for mangelfuld rådgivning i forhold til klagerne i denne sag. Det fremgår ikke af rapportens konklusion, at sparekassen skulle have handlet ansvarspådragende overfor sine kunder.
Garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital og de dermed forbundne risici fremgik af bl.a. de kvitteringer, der blev udstedt ved tegningen. Efter sparekassens praksis blev en sådan kvittering udstedt hver gang en kunde tegnede garantikapital og således også i tilfælde, hvor en eksisterende garant forhøjede sin andel af garantikapitalen. Kvitteringerne blev sendt til garanterne med de på tegningstidspunktet gældende vedtægter. Sparekassen tog ikke konsekvent kopi af udstedte kvitteringer. Man kan derfor kun fremlægge kopi af en enkelt kvittering for klagernes garantiindskud. Det må imidlertid formodes, at klagerne i overensstemmelse med sparekassens praksis hver gang fik tilsendt kvitteringer.
Vilkårene for indskud af garantikapital fremgik af sparekassens informationsmateriale, herunder at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser og ikke er dækket af Indskydergarantifonden.
Klagerne blev hvert år indkaldt til garantmøde i sparekassen. Indkaldelse skete ved personlig skriftlig invitation. Som garanter fik klagerne endvidere hvert kvartal tilsendt sparekassens nyhedsmagasin GarantNyt. Af klagernes årsopgørelser fremgik garantindskuddene som "Garantikapital", hvilket er en traditionelt anvendt betegnelse for ansvarlig kapital i en sparekasse.
Rentesatsen på garantikapitalkonti var væsentlig højere end rentesatsen på sparekassens øvrige indlånskonti. Tilskrevne renter blev overført til separate garantkonti, hvilket også var et tegn på garantikapitalkontoens særlige karakter.
I efteråret 2008 blev der afholdt valg til repræsentantskabet i sparekassen. Der blev i den forbindelse sendt blandt andet en individuelt udformet stemmeseddel til hver enkelt garant, idet antallet af stemmer afhang af størrelsen på garantens indskud.
Klagerne har på intet tidspunkt forud for april 2009 reklameret i forhold til Løkken Sparekasse over den gennemførte tegning.
Hvis det lægges til grund, at sparekassens rådgivning var mangelfuld, gøres det gældende, at klagerne ikke har løftet bevisbyrden for, at de ikke ville have tegnet garantikapital.
Et eventuelt erstatningskrav må nedsættes helt eller delvist på grund af klagernes egen skyld.
På tegningstidspunktet måtte den finansielle krise, der var årsag til de indtrufne vanskeligheder, anses for særdeles usandsynlig.
Der foreligger hverken kausalitet eller adækvans imellem det lidte tab og en eventuel ansvarspådragende adfærd.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke har fundet anledning til at afvise sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter.
Indholdet af sparekassens e-mail af 25. september 2008 var ikke årsag til, at klagerne blev påført et tab. Såfremt klagerne på daværende tidspunkt havde opsagt deres garantikapitalkonto, var beløbene under alle omstændigheder ikke kommet til udbetaling.
Dette følger af sparekassen beslutning i november 2006 om at indføre en 3 måneders opsigelsesfrist og efterfølgende den 3. november 2008 at suspendere udbetaling af garantikapital indtil videre. Efter sædvanlig praksis finder Ankenævnet, at dette var i overensstemmelse med sparekassens vedtægter.
Allerede derfor finder Ankenævnet det ufornødent at tage stilling til et eventuelt ansvarsgrundlag.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.