Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med hjem-tagelse af et kontantlån baseret på 6 % obligationer i foråret 1995.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6 % obligationer i klagernes ejendom i foråret 1995.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale indgået i december 1994 købte klagerne en fast ejendom med overtagelse den 1. april 1995. Købesummen på 930.000 kr. skulle blandt andet berigtiges ved hjemtagelse af et kontantlån i BRFKredit på 744.000 kr. baseret på 30-årige 6 % obligationer.

Den 20. december 1994 udstedte indklagede på vegne Danske Kredit, nu Realkredit Danmark, et lånetilbud vedrørende et 30-årigt kontantlån på 744.000 kr. baseret på 6 % obligationer til en aktuel kurs på 73,82447.

Den 29. december 1994 bekræftede indklagede på vegne Danske Kredit en aftale med klagerne om afregning af lånet den 30. marts 1995 til kurs 71,4282 på de bagvedliggende obligationer.

Ved skrivelse af 5. januar 1995 meddelte indklagede klagernes advokat, at klagerne ønskede at finansiere ejendomshandlen med ejerskiftelånet på 744.000 kr. i Danske Kredit.

Den 30. marts 1995 blev lånet udbetalt til den i afregningsaftalen fastsatte kurs på 71,42082, svarende til en obligationsgæld på 1.041.713,05 kr.

I efteråret 2002, hvor klagerne ønskede at sælge deres ejendom, rettede de henvendelse til indklagede, idet de var blevet opmærksomme på, at ejerskiftelånet havde en uforholdsmæssigt stor restgæld.

Parternes påstande.

Den 8. november 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede ikke rådgav dem korrekt i forbindelse med låneoptagelsen.

Kursen på de bagvedliggende obligationer var ved låneoptagelsen 71,42082. Nu hvor de ønsker at sælge ejendommen, er kursen tæt på 100. Indklagede bør betale en erstatning svarende til kursdifferencen.

Indklagede har anført, at de nærmere omstændigheder vedrørende sagen ikke erindres af medarbejderne i afdelingen. Efter det foreliggende er der ikke udvist fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Det var anført i købsaftalen, at ejerskiftelånet skulle optages som et 30-årigt kontantlån baseret på 6 % obligationer. På det pågældende tidspunkt var det sædvanligt, at kontantlån blev optaget på grundlag af obligationer med en lav kuponrente, idet der herved blev opnået en lavere låneydelse end ved valg af en høj kuponrente, og idet det i penge- og realkreditinstitutter blev lagt til grund som en typeforudsætning, at låntagernes væsentligste interesse var at opnå den lavest mulige ydelse. Det var ikke sædvanligt at rådgive om, at der ved valg af en høj kuponrente - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - kunne skabes mulighed for en senere fordelagtig "nedkonvertering" i tilfælde af et efterfølgende rentefald.

Klagerne var almindelige private kunder med en almindelig økonomi, og der var ikke særlige omstændigheder, der - uanset den nævnte typeforudsætning - gav grundlag for rådgivning om alternative muligheder.

Klagerne har udvist passivitet ved først at henvende sig ca. 7½ år efter udbetalingen af lånet.

Klagerne har ifølge det oplyste ikke realiseret noget tab.

Klagernes tabsopgørelse bestrides, idet klagernes mulige tab ikke udgør kurstabet ved optagelsen af lånet. Der bør tages højde for kurstabet ved hjemtagelsen af et alternativt lån på daværende tidspunkt samt den løbende besparelse ved valg af et kontantlån baseret på 6 % obligationer.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af de grunde, som indklagede har anført, finder Ankenævnet, at klagen ikke bør tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.