Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig oplysning om størrelsen af de månedlige udbetalinger.

Sagsnummer: 64/1998
Dato: 19-10-1998
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Indekskonto - udbetalingens størrelse
Ledetekst: Fejlagtig oplysning om størrelsen af de månedlige udbetalinger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klageren som følge af en fejlagtig beregning af udbetalingerne fra klagerens indekskonto.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1931, oprettede i 1964 seks indekskontrakter med en udbetalingsperiode på 15 år. Udbetalingerne skulle påbegyndes den 1. april 1998.

Med henblik på eventuel ændring af klagerens forskudsregistrering meddelte indklagede ved skrivelse af 10. juni 1997 klageren, at der efter indklagedes skøn ville blive udbetalt 33.971,04 kr. fra kontoen i 1998.

Ifølge foreløbigt stamkort udskrevet den 26. januar 1998 for perioden 1. april til 31. december 1998 ville klageren før skat få udbetalt månedligt 2.979,98 kr. ved valg af fast grundrente og 3.054,54 kr. ved valg af variabel grundrente.

Klageren valgte udbetaling på grundlag af variabel grundrente, men gjorde indsigelse mod størrelsen af de månedlige udbetalinger, idet han på baggrund af indklagedes skrivelse af 10. juni 1997 havde forventet en månedlig udbetaling på 3.774,56 kr. (33.971,04: 9). Indklagede beklagede, at det i skrivelsen af 10. juni 1997 anførte udbetalingsbeløb ikke var korrekt beregnet.

Indklagede har oplyst, at man den 2. februar 1998 tilbød klageren at betale en kompensation for den skete fejl, svarende til forskellen mellem det oplyste udbetalingsbeløb på 33.971,04 kr. og det korrekte udbetalingsbeløb på 27.490,86 kr. (3.054,54 kr. x 9), 6.480,18 kr.

Klageren har oplyst, at indklagede tilbød at kompensere differencen for et år, svarende til 8.640 kr. (720 kr. x 12).

Parternes påstande.

Den 20. februar 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes årligt at udbetale 45.295 kr. (3.774,56 kr. x 12) fra indekskontoen i 15 år.

Indklagede har vedstået tilbudet om betaling af 6.480 kr., men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på grundlag af indklagedes skrivelse af 10. juni 1997 berettiget kunne forvente, at der månedligt ville blive udbetalt 3.774,56 kr. fra indekskontoen. Der var ikke tale om et skøn, men en matematisk beregning med en nøjagtighed på 4/100 af en krone. Da renten og realrenteafgiften efterfølgende har været uændrede, kunne beløbet frem til januar 1998 ikke være ændret med så meget som en enkelt øre. Der er tale om en grov fejl, hvorfor indklagede bør påtage sig ansvaret og bære tabet. Indklagedes tilbud om kompensation for de første 9 måneder er utilstrækkeligt, idet udbetalingsperioden er på 15 år. Indklagede bør i hvert fald betale kompensation for det første år, dvs. 12 måneder, idet indklagede har givet tilsagn herom. Indklagede har undladt at efterkomme hans anmodning om udlevering af de beregninger, der ligger til grund for de to forskellige resultater.

Indklagede har anført, at klageren med de i stamkortet anførte beløb opnår den udbetaling fra sine indekskontrakter, som disse berettiger til, hvorfor klageren ikke har lidt noget tab. Beløbet, der er anført i skrivelsen af 10. juni 1997, er udregnet manuelt og desværre fejlagtigt, hvilket beklages. Selv om klageren ikke har lidt noget tab, tilbød man klageren en kompensation for udbetalingerne i 1998 på 6.480,18 kr. Det bestrides, at man har lovet klageren et større beløb. Der foreligger alene håndskrevne noter vedrørende beregningen fra juni 1997. Da det erkendes, at beløbet er forkert, er noterne ikke fremlagt i sagen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at indklagede ved skrivelsen af 10. juni 1997 tilsikrede klageren, at der i udbetalingsperioden på 15 år ville blive udbetalt 3.774,56 kr. månedligt fra indekskontoen.

Det må lægges til grund, at klageren med de udbetalinger, der fremgår af stamkortet, opnår, hvad han i henhold til indekskontrakterne er berettiget til. Det forhold, at klageren på baggrund af indklagedes skrivelse af 10. juni 1997 er blevet skuffet i sine forventninger til størrelsen af udbetalingerne fra kontoen, kan ikke i sig selv begrunde, at han har krav på økonomisk kompensation, jf. herved Højesterets dom af 1. november 1995 (UfR 1996 side 200). Ankenævnet finder derfor ikke, at det kan pålægges indklagede at yde en kompensation ud over beløbet på 6.480,18 kr., som indklagede før klagens indgivelse gav klageren tilsagn om. Herved bemærkes, at det ikke findes godtgjort, at indklagede tilbød klageren et højere beløb.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.