Rådgivning om kortrentelån. Refinansieringstidspunkter.
| Sagsnummer: | 20202015/2002 |
| Dato: | 27-05-2002 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Jeanette Werner, per Englyst, Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Låntype - kortrente
Refinansiering - tidspunkt Låntype - rentetilpasningslån |
| Ledetekst: | Rådgivning om kortrentelån. Refinansieringstidspunkter. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod fire lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte den 7. november 2001 et lånetilbud til klageren på et 10-årigt rentetilpasningslån, hvoraf fremgik, at hele lånets kontantrestgæld skulle refinansieres hvert 5. år pr. 31. december, at der ved udbetaling i andre måneder end december skete refinansiering første gang i 4. kalenderår efter udbetalingsåret, mens der ved udbetaling i december skete refinansiering første gang i det 5. kalenderår efter udbetalingsåret. Under punktet ”Lånets betalinger” fremgik det, at der ville ske refinansiering efter betaling af terminen pr. 11. december 2005. Klageren indgik den 12. november 2001 en tinglysningsaftale og en fastkursaftale med instituttet, hvorefter det nye lån skulle udbetales den 14. november 2001. Af udbetalingsmeddelelse af den 13. november 2001 fremgik det, at første refinansiering ville finde sted pr. 31. december 2005. Klageren rettede efterfølgende henvendelse til instituttet, idet han var utilfreds med tidspunktet for den første refinansiering. Instituttet afviste at ændre tidspunktet for den første refinansiering med henvisning til, at klageren havde modtaget lånetilbud m.m., hvoraf det fremgik, hvordan det første refinansieringstidspunkt fastlægges.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle holde ham skadesløs, såfremt refinansieringen efter 4 år (ved udgangen af år 2005) skulle føre til et tab for ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet henviste til, at det direkte af instituttets lånetilbud fremgik, at refinansieringstidspunktet (efter 4 eller 5 år) afhang af, hvilken måned udbetalingen fandt sted. Også af andre steder i lånetilbudet (de oplyste fondskoder og amortisationsforløbet) kunne dette udledes. Herefter, og da Nævnet ikke fandt det bevist, at instituttets medarbejder ved sin mundtlige rådgivning havde givet oplysninger i strid med det skriftlige materiale, frifandt Nævnet instituttet.