Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om indløsning af andelsbeviser i forbindelse med overførsel af engagement.

Sagsnummer: 26/2007
Dato: 03-05-2007
Ankenævn: Peter Blok, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen, Astrid Thomas
Klageemne: Værdipapirer - andelsbeviser
Ledetekst: Krav om indløsning af andelsbeviser i forbindelse med overførsel af engagement.
Indklagede: J.A.K. Andelskassen Brenderup
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.



Denne sag vedrører klagerens krav om indløsning af sine andelsbeviser i indklagede i forbindelse med, at han overførte sit engagement til et andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder.

Indklagede, der er en andelskasse, ydede i efteråret 2002 klageren et lån på 25.000 kr.

Klageren købte i den forbindelse andelsbeviser i indklagede for 3.000 kr., hvilket var en betingelse for lånet. Af indklagedes kvittering for klagerens betaling af andelskapitalen på 3.000 kr. fremgår bl.a.:

"Andelskapitalen hæfter for ANDELSKASSENS forpligtelser. Andelshaveren er ikke forpligtet til at lade sin andelskapital indløse, og har ej heller krav derpå."

I sommeren 2005 overførte klageren sit engagement til et andet pengeinstitut. Klageren anmodede i den forbindelse om udbetaling af andelskapitalen på 3.000 kr. Indklagede meddelte, at dette først var muligt, når det måtte lykkes indklagede at sælge klagerens andelsbeviser til en tredjemand.

Af indklagedes vedtægter § 3, stk. 5, fremgår:

"Frigivelse af andelskapital kan kun ske, såfremt andelskassens egenkapital ikke kommer i strid med lov om banker og sparekasser m.v., det vil sige, at andelskapitalen ikke kommer under 25 mill, antallet af andelshavere ikke bringes under 50, samt at solvensprocenten ikke derved bringes under 8 %, indtil da vil Andelskassen sædvanligvis medvirke til overdragelse til anden side, men er ikke forpligtet dertil."

Indklagede har oplyst, at andelskapitalen er på 695.000 kr., at antallet af andelshavere er 121 stk., og at solvensprocenten er 30,4.

Parternes påstande.

Den 29. januar 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frigive den af ham indskudte andelskapital på 3.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke er kunde hos indklagede, og at indklagede bør frigive de 3.000 kr., som han har betalt for andelsbeviserne.

Han bør i hvert fald have sikkerhed for, at indklagede reelt forsøger at sælge beviserne til tredjemand, herunder at salgene af hans beviser sker efter tur i forhold til andre tidligere kunder, der ligesom han ønsker at få solgt sine beviser.

Indklagede har anført, at man, jf. lov om finansiel virksomhed § 151, stk. 2, ikke må erhverve egne andelsbeviser.

Jf. vedtægternes § 3, stk. 5, kan andelskapitalen kun udbetales, hvis der findes en anden køber.

Klageren står som nr. 15 i rækken af andelshavere, der vil have solgt sine andelsbeviser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ifølge lov om finansiel virksomhed § 151, stk. 2, må indklagede ikke erhverve egne andelsbeviser. Det kan derfor ikke pålægges indklagede at overtage klagerens andelsbeviser.

Ifølge lov om finansiel virksomhed § 390 kan en andelskasse, hvis andelskapital er lavere end 25 mio. kr., ikke nedsætte andelskapitalen uden tilladelse fra tilsynet. Det kan derfor ikke pålægges indklagede, hvis andelskapital er på 695.000 kr., at indløse klagerens andelsbeviser. Dette følger også af indklagedes vedtægter § 3, stk. 5. Ifølge denne bestemmelse vil indklagede "sædvanligvis medvirke til overdragelse til anden side, men er ikke forpligtet hertil".

Det må efter det oplyste lægges til grund, at indklagede loyalt medvirker til salg af klagerens andelsbeviser, og indklagede har oplyst, at klageren p.t. står som nr. 15 i rækken af andelshavere, der ønsker at sælge deres andelsbeviser.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.