Gebyr for overførsel af indekskonto.
| Sagsnummer: | 132 /2001 |
| Dato: | 03-09-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Indekskonto - overførsel
Gebyr - overførsel |
| Ledetekst: | Gebyr for overførsel af indekskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes gebyr for overførsel af en indekskonto til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Den 6. marts 2001 blev klagerens indekskonto hos indklagede overført til et andet pengeinstitut.
For overførslen beregnede indklagede sig et gebyr på 500 kr.
Af indklagedes gebyroversigt fremgår, at der for "opgørelse af pensionskonti i utide/overførsel til andet PI" beregnes et gebyr på 500 kr.
Om det arbejde, der er forbundet med overførsel af en indekskonto, har indklagede anført::
"Inden opgørelse skal følgende oplysninger findes:
i | Indbetalinger med forfald før 1972, incl. renter til 31.12.79 (B-saldo) |
i | Indbetalinger fra 1972-1979, incl. renter til 31.12.79 (C-saldo) |
i | 1982-saldo |
i | Sidste års indbetalinger |
i | Dette års indbetalinger |
i | Afgiftspligtigt afkast |
Disse oplysninger skal findes forskellige steder, bl.a. på lister, som vi skal bestille hos vores datacentral dagen før.
Alle oplysningerne skal vi indtastes i EDB-program, som behandler data og udskriver overførselsbrev og allonge til [modtagende pengeinstitut].
Beløbene skal bogføres og der skal skrives check til Danske Bank.
Inden beløbet sendes, skal alle oplysninger kontrolleret af anden medarbejder.
Hele forløbet tager mindst 1½ time.
Kopier af materiale som skal medsendes til modtagende pengeinstitut og udskrifter medsendes."
Indklagede har under sagen fremlagt kopi af de dokumenter og udskrifter, der blev udarbejdet i forbindelse med overførslen.
Parternes påstande.
Klageren har den 30. marts 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyret.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede bør refundere gebyret, som "vist ikke er lovligt".
Indklagede reklamerer med, at man ikke beregner sig gebyrer.
Indklagede har anført, at gebyret fremgår af gebyroversigten og er opkrævet i overensstemmelse med sædvanlig procedure.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af indklagedes forretningsbetingelser, at indklagede kræver et gebyr for det arbejde, der er forbundet med overførsel af indekskontoen til et andet pengeinstitut, og Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det af indklagede fastsatte gebyr på 500 kr. overstiger det rimelige.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.