Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med bl.a. optagelse af lån med henblik på investering.

Sagsnummer: 15/2004
Dato: 14-09-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen, Astrid Thomas
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Rådgivning i forbindelse med bl.a. optagelse af lån med henblik på investering.
Indklagede: BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et ansvar over for klagerne i forbindelse med bl.a. andet rådgivning om optagelse af et lån med henblik på investering.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, som er født henholdsvis i 1934 og 1941.

Ved gældsbrev af 5. december 1996 ydede indklagede klagerne et lån på 400.000 kr. til variabel rente p.t. 7% p.a. og med en kvartårlig ydelse på 7.997,27 kr. Provenuet af lånet, som var på 389.074 kr., blev anvendt til indfrielse af et eksisterende lån med en restgæld på 77.117 kr. og til køb af obligationer for 285.000 kr. De resterende ca. 27.000 kr. blev anvendt til forbrug via klagernes løbende konti. Der blev samtidig indgået en aftale om formuepleje vedrørende værdipapirbeholdningen.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt købte klagerne en ejendom, som blev udlejet til deres datter. Endvidere blev der overført værdipapirer fra depotet til indskud på klagernes kapitalpensioner.

Ved gældsbrev af 7. juni 2000 ydede indklagede klagerne et boliglån på 250.000 kr. til variabel rente p.t. 10% p.a. og med en kvartårlig ydelse på 7.304 kr. Provenuet af lånet, som udgjorde 242.500 kr., blev anvendt til klagernes køb af et sommerhus for en købesum på 210.000 kr.

I efteråret 2001 arvede klagerne 350.000 kr. Klagerne købte i denne forbindelse for yderligere 100.000 kr. obligationer.

I foråret 2003 kontaktede indklagede klagerne, idet klagernes budgetkonto i flere måneder havde været i overtræk. Det blev i forbindelse hermed konstateret, at klagernes budget ikke hang sammen.

Parternes påstande.

Den 22. januar 2004 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagernes påstand således, at indklagede skal tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at etableringen af lånet på 400.000 kr. og købet af obligationerne skete efter forslag fra indklagede. Ifølge indklagede ville ordningen hvile i sig selv og med tiden medføre et overskud, som de frit kunne disponere over. Indfrielsen af det eksisterende lån på 77.000 kr. skete også på indklagedes initiativ. De opnåede herved en ydelsesbesparelse, men de blev ikke informeret om, at indfrielsen havde negativ betydning for ordningen.

Indskuddene på kapitalpensionerne blev foretaget, idet indklagede på deres forespørgsel oplyste, at der var de fornødne midler hertil. De blev ikke rådgivet om de negative konsekvenser heraf.

Sommerhuset blev købt ligeledes i tillid til indklagedes oplysninger om, at de havde råd til købet, og at tingene kørte, som de skulle.

Indklagede burde på et langt tidligere tidspunkt have gjort dem opmærksom på, at økonomien ikke hang sammen. De kunne i givet fald have indrettet sig herpå og bl.a. have undladt at købe sommerhuset.

De opnåede ikke den forbedring af deres økonomi, som indklagede stillede i udsigt ved etableringen af lånet og købet af obligationerne. Før etableringen af ordningen havde indklagede gennemgået deres økonomi, og indklagede havde derfor fuldt kendskab til deres situation, herunder på hvilke tidspunkter de skulle overgå til pension. I stedet for det forventede overskud blev de påført unødvendige renteudgifter uden tilsvarende afkast af obligationerne. Indskuddene på kapitalpensionen og købet af sommerhuset skete i tillid til, at den etablerede ordning gav overskud. Købet af ejendommen, der blev udlejet, hviler i sig selv og har således ikke belastet deres økonomi. De har heller ikke i øvrigt forøget deres udgifter. Tværtimod er deres økonomi blevet forbedret med arven på 350.000 kr. De er derfor uforstående over for, at det i 2003 viste sig, at deres budget ikke hang sammen. Som følge af indklagedes mangelfulde rådgivning, er H nu nødt til at arbejde i flere år end planlagt for at sikre sammenhæng mellem indtægter og udgifter, hvilket kunne have været undgået ved rettidig seriøs rådgivning. Indklagede har plejet sine egne interesser frem for deres.

Indklagede har anført, at klagerne i 1996 blev rådgivet om optagelse af lånet på 400.000 kr. i deres ejendom til køb af obligationer. Afkastet af obligationerne ville stort set svare til ydelserne. Klagerne fik herved mulighed for at investere en del af friværdien i deres ejendom og herved opnå kursgevinster på de erhvervede obligationer. Klagerne købte imidlertid obligationer for kun 285.000 kr., mens den resterende del af lånet blev anvendt til indfrielse af anden gæld og forbrug. Klagerne blev oplyst om, at afkastet fra investeringen som følge heraf ikke ville modsvare ydelserne på lånet. Som følge af indfrielsen af det eksisterende lån, der var relativt højt forrentet og havde en kort løbetid, fik klagerne et større rådighedsbeløb.

I forbindelse med overflytningen af en del af obligationerne til klagernes kapitalpensioner blev det oplyst, at dispositionen ikke ville påvirke klagernes formue, men påføre dem en likviditetsstramning, idet indtægterne fra den fri obligationsbeholdning ville blive mindre, mens ydelserne på lånet var uændrede.

Klagernes likviditet blev yderligere belastet ved køb af ejendommen, der blev udlejet, idet omkostningerne til ejendommen oversteg lejeindtægten.

Ved købet af sommerhuset blev klagerne rådet til at optage et lån frem for at sælge af obligationerne. Der blev udarbejdet en boligberegning, der viste, at klagerne havde råd til at købe sommerhuset. Købet påvirkede ikke klagernes formue, men medførte udgifter til driften af ejendommen.

I 2002 blev flere af klagernes konti samlet med henblik på at opnå et bedre overblik over økonomien. I foråret 2003 blev det beregnet, at klagerne manglede ca. 40.000 kr. årligt, for at deres budget hang sammen. Klagerne blev tilbudt en omlægning af lånene og en nedsættelse af renten, således at økonomien igen kunne komme til at hænge sammen. Klagerne overførte i stedet engagementet til et andet pengeinstitut.

Der er ikke ydet mangelfuld rådgivning. Det er klagernes egne dispositioner, der har medført, at lånet og investeringen ikke hvilede i sig selv. Klagerne er løbende blevet rådgivet om konsekvenserne af dispositionerne. Overtrækket på budgetkontoen skyldes klagernes forhold. Klagerne har ikke lidt noget tab.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ved etableringen af den ordning om lånefinansieret køb af obligationer, som indklagede foreslog i 1996, måtte klagerne indse, at et eventuelt overskud forudsatte, dels at hele låneprovenuet blev anvendt til investering i obligationer, dels en positiv udvikling i investeringen.

Klagerne kunne i hvert fald ikke berettiget forvente, at ordningen straks medførte et overskud til finansiering af indfrielsen af det eksisterende lån med en restgæld på ca. 77.000 kr. og 27.000 kr. til forbrug, og at ordningen efter en kortere årrække kunne give et yderligere overskud til finansiering af indskud på kapitalpension og køb af sommerhus.

Klagerne måtte påregne, at den ydelsesbesparelse, som de opnåede ved indfrielsen af det eksisterende lån, skulle anvendes til afviklingen af det nyetablerede lån på 400.000 kr., ligesom de måtte påregne, at beløbet på 27.000 kr. til forbrug, beløbene til indskud på kapitalpension og lånet til købet af sommerhuset ville medføre en likviditetsbelastning.

Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har ydet klagerne mangelfuld rådgivning, ligesom der ikke er grundlag for at fastslå, at klagerne som følge af de foretagne dispositioner er blevet påført tab.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.