Indsigelse om at kapitalpensionsmidler var placeret med for høj risiko.
| Sagsnummer: | 3/2011 |
| Dato: | 29-02-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Maria Hyldahl, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - formuestyring |
| Ledetekst: | Indsigelse om at kapitalpensionsmidler var placeret med for høj risiko. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om, at hans pensionsmidler i Arbejdernes Landsbank var placeret med for høj risiko.
Sagens omstændigheder
Klageren, der født i 1944, er kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han blandt andet har en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning, der består af en kontantkonto og et tilknyttet depot.
Pr. den 28. december 2007 havde ordningen en værdi på ca. 750.000 kr. Værdien af depotet var fordelt på fem poster investeringsbeviser: Sparinvest Value Aktier og BankInvest afdelingerne Virksomhedsobligationer, Basis, Korte Danske Obligationer samt Højrentelande.
Den 4. januar 2008 blev der udarbejdet et dokument om klagerens investeringsprofil, der blandt andet viste, at klagerens risikovillighed var mellemrisiko udtrykt ved tallet 4 på en skala fra 1 – 10 (1-3 = lav risiko, 4-7 = mellemrisiko, 8-10 = høj risiko). Investeringshorisonten for kapitalpensionen var to år.
På baggrund af investeringsprofilen underskrev klageren samme dag en investeringsaftale med banken vedrørende kapitalpensionsmidlerne. Ifølge aftalen påtog banken sig at rådgive klageren om investering af kapitalpensionsmidlerne med en fordeling på 25 % - 35 % i indeksobligationer, 5 % - 15 % i hedgefonde, 15 % - 25 % i valueaktier og 35 % - 45 % i virksomhedsobligationer. Med henblik på at opfylde aftalen skulle der fortages følgende omlægning af depotet:
Papirnavn | Nom./stk. | Beløb/kr. | |
salg | |||
BankinvestIHøjrentelande | 2.632 | 251.880,03 | |
BankinvestIKorte Dj.Obl.PE | 1.015 | 99.629,10 | |
BankinvestIvBasis | 446 | 155.363,88 | |
Total salg | 506.873,01 | ||
køb | |||
Bankinvest Virksomhedsobligationer | 1.599 | 147.522,14 | |
Sparinvest Value Aktier | 132 | 58.894,62 | |
Bi Pension Hedge Stabil | 644 | 75.667,68 | |
2,50% Nykredit 75 S ls 2026 | 97.319 | 227.015,44 | |
Total køb | 509.099,88 |
Ifølge årsopgørelsen pr. den 30. december 2008 havde kapitalpensionsordningen en værdi på 657.056,74 kr. I løbet af året var der indskudt 44.500,07 kr. Midlerne var placeret som følger:
2,5 % Nykredit 2026 | 214.810,69 | kr. |
Sparinvest Value Aktier | 111.335,48 | kr. |
Bankinvest Virksomhedsobligationer | 247.933,37 | kr. |
Hegdeforeninge BI Stabil | 72.101,53 | kr. |
Kontant | 10.875,67 | kr. |
I alt | 657.056,74 | kr. |
Arbejdernes Landsbank har oplyst, at der i maj 2009 blev foretaget en deludbetaling på 328.000 kr., og at der i den forbindelse blev solgt 2,5 % Nykredit obligationer og investeringsbeviser i Bankinvest Hedge Stabil.
Den 8. oktober 2009 underskrev klageren et nyt dokument om sin investeringsprofil. Risikovilligheden var uændret mellemrisiko, og investeringshorisonten uændret to år. Samme dag underskrev klageren en fuldmagtsaftale, hvorefter banken blev bemyndiget til at investere kapitalpensionsmidlerne indenfor fastsatte rammer baseret på klagerens investeringsprofil. Rammerne var obligationer/kontant 80 %-100 %, aktier 0 %-10 % og kreditobligationer 0 %-10 %. Placeringerne kunne ske via investeringsbeviser. Forvaltningen ville som udgangspunkt ske indenfor de aftalte vægtningsprocenter, som imidlertid "på grund af markedssvingninger ikke til enhver tid kan overholdes".
Ifølge årsoversigten pr. den 30. december 2009 havde kapitalpensionsordningen en værdi på 407.557,82 kr. fordelt med 358.357,67 kr. i Nykredit obligationer/kontant, 22.320,13 kr. i Sparinvest Value aktier og 26.880,02 i Bankinvest Virksomhedsobligationer. Indskuddet på ordningen samme år var 4.818,03 kr.
Pr. den 30. december 2010 havde kapitalpensionsordningen en værdi på 420.800,94 kr. fordelt med 362.785,34 kr. i Nykredit obligationer/kontant, 28.758,40 kr. i Bankinvest Virksomhedsobligationer og 29.257,20 kr. i Bankinvest Basis.
Under sagen er der fremlagt en oversigt, der viser et samlet negativt afkast på 37.321,57 kr. på kapitalpensionsordningen i perioden 1. januar 2008 - 1. januar 2011. Det negative afkast relaterer sig navnlig til Sparinvest Valueaktier og Bankinvest Virksomhedsobligationer.
Parternes påstande.
Den 3. januar 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal betale erstatning.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han indgik investeringsaftalen med banken med henblik på at sikre sin pension, idet han i 2009 fyldte 65 år.
Han forstod ordningen således, at hovedparten (60 %) skulle placeres i sikre investeringer, mens de resterende 20 % + 20 % skulle placeres i ikke så sikre investeringer.
I begyndelsen af 2009 var investeringerne ikke i overensstemmelse hermed, idet 330.000 kr. var placeret i sikre investeringer, mens 467.000 ekskl. nedskrivning/tab på ca. 300.000 kr., var placeret i ikke så sikre investeringer.
Arbejdernes Landsbank har anført, at klageren blev rådgivet om såvel muligheder som risici i forbindelse med investeringsaftalen i januar 2008 og fuldmagtsaftalen i 2009.
Midlerne blev investeret i overensstemmelse med klagerens investeringsprofil.
Selvom klageren i 2008 oplevede store kurstab, fastholdt han i 2009 sin risikoprofil som mellemrisiko.
Fuldmagtsaftalen blev opsagt i januar 2011, selvom der i aftalen fra oktober 2009 var aftalt en investeringshorisont på to år.
Banken har ikke indestået klageren for et bestemt afkast, herunder tilsikret klageren en gunstig kursudvikling.
Den tabte værdi i 2008, som ramte det samlede investeringsmarked, blev efterfølgende delvist genvundet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
I forbindelse med klagerens investeringsaftaler med Arbejdernes Landsbank henholdsvis den 4. januar 2008 og den 8. oktober 2009 blev klagerens investeringsprofil fastlagt til en risikovillighed svarende til mellemrisiko og en investeringshorisont på to år.
Fire medlemmer – Henrik Bitsch, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas - udtaler:
Vi finder, at det må lægges til grund, at bankens anbefalinger om klagerens investeringer, jf. aftalen af 4. januar 2008, stemte med investeringsprofilen.
Det må endvidere lægges til grund, at bankens investeringer på klagerens vegne, jf. aftalen af 8. oktober 2009, lå inden for de aftalte rammer.
Vi finder, at banken har handlet i overensstemmelse med parternes aftaler. Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken ved fejl eller forsømmelser har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Et medlem – Maria Hyldahl – udtaler:
Det fremgår af den risikotest, som klageren udfyldte i forbindelse med indgåelsen af investeringsaftalen i 2008, at klageren var uenig i stort set alle de opstillede udsagn relateret til klagers vilje til at løbe en risiko, hvorfor jeg lægger til grund, at klageren reelt havde en lav risikovillighed. På baggrund af klagerens investeringshorisont på 2 år, at der var tale om pensionsmidler, og at klager på investeringstidspunktet var 64 år, finder jeg, at bankens placering af en relativ stor andel af klagerens pensionsmidler i bl.a. BankInvest Virksomhedsobligationer og Sparinvest Value Aktier var i strid med klagerens risikoprofil.
Jeg finder derfor, at banken er erstatningsansvarlig for klagerens tab.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.