Indsigelse vedrørende transaktioner på klagernes konti
| Sagsnummer: | 201 /2013 |
| Dato: | 13-02-2014 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Konto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse vedrørende transaktioner på klagernes konti |
| Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagernes indsigelse vedrørende transaktioner på deres konti i Sparekassen Kronjylland samt sparekassens administration af klagernes budgetkonto. Spørgsmål om økonomisk tvist.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og K er kunder i Sparekassen Kronjylland, hvor de hver har en indlånskonto (M: konto nr. -213 og H: konto nr. -702) samt et fælles boliglån (konto nr. -264) og en fælles budgetkonto (konto nr. -221).
Klagerne har under sagen fremlagt mailkorrespondance mellem sparekassen og klagerne, hvoraf fremgår, at der i foråret 2013 var uenighed mellem parterne om klagernes budget.
Videre fremgår det af sagen, at klagernes budgetkonto i marts 2013 var i overtræk med 18.300 kr. Som følge heraf skrev sparekassens medarbejder blandt andet følgende til klagerne i et brev den 27. marts 2013:
”…
Jeg ser mig derfor nødsaget til, at tilbageføre jeres betaling til [realkreditinstituttet] kr. 6.530,54 pr. d. 27. marts 2013 på grund af manglende dækning.
I gøres opmærksom på, at der ikke er dækning for kommende betalinger i april måned på jeres budgetkonto, og derfor afvises betalingerne dags dato.
De betalinger som er tilknyttet jeres Dankonto er hermed også afvist og afmeldt.
Jeg betragter jeres engagement med Sparekassen Kronjylland som misligholdt, og vil derfor opfordre jer til at finde et andet pengeinstitut.
Hvis jeres overtræk ikke er inddækket inden d. 8. april 2013, ser jeg mig nødsaget til at fortsætte inkassationen. Det betyder for jer, at der vil påløbe yderligere omkostninger, både for vores egne inkassoforanstaltninger og evt. inkasso ved advokat, samt fornødne retslige skridt, idet vi forbeholder os at indbringe sagen for retten uden yderligere varsel.
…”
Klagerne forsøgte efterfølgende både at skifte afdeling i sparekassen og at skifte pengeinstitut, men begge dele uden held, da K var registreret i RKI. Det fremgår således af sagen, at K er registreret i RKI af en anden kreditor end sparekassen.
Den 28. maj 2013 oplyste sparekassen på klagernes forespørgsel restgælden på klagernes boliglån til 464.408 kr. inklusiv renter.
Da klagerne havde meddelt sparekassen, at de pr. 1. juni 2013 ønskede selv at administrere deres budgetkonto oplyste sparekassen samtidig, at klagernes budgetoverførsler pr. dags dato var slettet.
Klagerne har under sagen fremlagt en kontooversigt, hvoraf fremgår, at restgælden på boliglånet pr. 31. maj 2013 udgjorde 443.643 kr. Herudover fremgår det, at klagerne havde et overtræk på budgetkontoen på 6.162 kr.
Sparekassen har under sagen oplyst, at forskellen på de oplyste beløb vedrørende restgælden på boliglånet skyldtes, at beløbet af 28. maj 2013 indeholdt endnu ikke tilskrevne renter i modsætning til det beløb, der fremgik af kontooversigten pr. 31. maj 2013 samt at der den 31. maj 2013 var indsat 2 x 6.163 kr. på boliglånet.
Klagerne gjorde efterfølgende indsigelse vedrørende rentetilskrivning på budgetkontoen som følge af overtræk, da klagerne var af den opfattelse, at sparekassens medarbejder den 28. maj 2013 havde lukket budgetkontoen og at der derfor ikke kunne ske rentetilskrivninger på kontoen.
Den videre korrespondance mellem klagerne og sparekassen førte ikke til enighed mellem parterne.
Parternes påstande
Den 24. juni 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal redegøre for differencen på 39.229 kr. i deres budget og på boliglånet samt slette dem fra RKI.
Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at de blev kunder i sparekassen i 2008. I 2011 fik de ny rådgiver i sparekassen og siden da, er det kun gået ned ad bakke med deres økonomi.
Ifølge det af sparekassen udarbejdede budget skulle de have 26.649 kr. i overskud hvert år, men når året var omme havde de kun 8.348 kr.
De har fået billigere forsikringer og kreditforeningslån og sparer derved 6.000 kr. om året. Alligevel bliver sparekassen ved med at kræve flere penge af dem.
Sparekassen hævede penge fra M’s konto til betaling af regninger, der skulle have været betalt fra budgetkontoen. Dette medførte, at der ikke var dækning på M’s konto til den faste overførsel til budgetkontoen.
Sparekassen har i øvrigt inddraget M’s kassekredit, som var deres eneste sikkerhed til uforudsete udgifter.
De har opgivet at følge med i de bevægelser, der har været på budgetkontoen. Den ene dag har sparekassen hævet og betalt den næste er alt afvist og tilbageført. Selv efter kontoen blev lukket den 28. maj 2013 har sparekassen tilskrevet renter på kontoen.
Sparekassen kommer desuden med forskellige oplysninger om restgælden på deres boliglån. De er uforstående overfor differencen på over 20.000 kr. i den forbindelse.
Sparekassen vil ikke give dem en reel forklaring på tingene.
De kan hverken få lov til at skifte rådgiver eller afdeling i sparekassen og føler sig derfor stavnsbundne.
Sparekassen skal slette dem fra RKI, så de får mulighed for at komme videre.
Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne ønsker en redegørelse for, hvorfra differencen på 39.229 kr. på boliglånet og budgetskemaet stammer samt at sparekassen skal slette klageren K fra RKI.
Sagen vedrører ikke en økonomisk tvist, hvorfor Ankenævnet bør afvise sagen.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Sparekassen Kronjylland gjort gældende, at sparekassen under sagen har redegjort for de omtalte differencer.
Vedrørende rentetilskrivninger påhviler det klagerne selv at sørge for, at der er midler til betalinger på deres konti, således at de tilmeldte betalinger og overførsler kan gennemføres. Således har klagernes budgetkonto flere gange været i overtræk, hvilket medfører betaling af rente.
Det er ikke sparekassen, der har registreret K i RKI og sparekassen kan derfor heller ikke afmelde K fra RKI.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne har i forbindelse med deres klage til Ankenævnet anmodet om en redegørelse for udviklingen i deres engagement i Sparekassen Kronjylland.
Det er Ankenævnets opfattelse, at sparekassen under sagen har redegjort herfor. Det bemærkes i den forbindelse, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af klagernes engagement.
Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort omstændigheder i forbindelse med sparekassens varetagelse af klagerens engagement, der kan medføre et erstatningsansvar for sparekassen, hvorfor klagerne ikke får medhold i deres klage.
Efter det oplyste, er det ikke sparekassen der har foranlediget K registreret i RKI. Sparekassen kan derfor ikke sørge for, at registreringen af K slettes.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.