Etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 274 /1994 |
| Dato: | 14-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Simonsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I overensstemmelse med tilbud af 5. september 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, samme måned klageren og dennes ægtefælle billån. Lånets hovedstol var på 77.695 kr., hvoraf 5.695 kr. udgjorde etableringsomkostningerne i forbindelse med låneoptagelsen. Lånet blev i følge gældsbrevet forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 12,5% p.a., og indklagede forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende. Ydelsen blev i lånetilbuddet beregnet til 1.426 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ville være afviklet over ca. 6 år.
På grund af rentestigninger blev ydelsen pr. 1. december 1989 forhøjet til 1.498 kr. månedligt.
I april 1994 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld på 41.101,33 kr., idet denne ikke som forudsat af klageren kunne forventes at være afviklet pr. 1. november 1995.
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt en beregning, der viser, at et lån med en hovedstol på 72.000 kr. svarende til hovedstolen på klagernes lån med fradrag af etableringsomkostninger ved en månedlig ydelse på 1.426 kr. og en rente på 12,5% p.a., vil være afviklet på 72 måneder.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet vil være indfriet ved betaling af den fastsatte ydelse i 6 år.
Klageren har anført, at lånets løbetid ved etableringen blev oplyst til ca. 6 år. Han havde derfor en berettiget forventning om, at lånet ville være afviklet pr. 1. november 1995. Indklagede bør være bundet af egne beregninger.
Indklagede har anført, at den forlængede løbetid skyldes reguleringer af renten i lånets løbetid, samt at der ved beregningen af lånets oprindelige ydelse ikke var taget højde for lånets etableringsomkostninger på 5.695 kr. Da klageren imidlertid ikke har lidt et tab derved, bør der ikke gives klageren medhold i sin påstand.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevet kan ikke forstås således, at indklagede har påtaget sig nogen forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte således påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser. I overensstemmelse med det af indklagede anførte lægges det til grund, at indklagede ved fastsættelsen af ydelsen på 1.426 kr., senere 1.498 kr., månedligt fejlagtigt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 5.695 kr., hvorfor tilkendegivelsen i lånetilbudet om, at lånets løbetid var ca. 6 år ikke var rigtig.
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Busk og Søren Stagis - udtaler herefter:
Vi finder, at klageren efter lånetilbudet var berettiget til at gå ud fra, at indklagede havde fastsat den månedlige ydelse således, at lånet incl., det samlede omkostningsbeløb på 5.695 kr. ved uændret rente ville være afviklet over ca. 6 år alene med forbehold af mindre afvigelser som følge af afrunding eller lignende. Som anført lægges det til grund, at indklagede ved en fejl havde undladt at tage hensyn til det nævnte omkostningsbeløb ved fastsættelsen af den månedlige ydelse på 1.426 kr., senere 1.498 kr. Vi stemmer herefter for, at indklagede skal kreditere lånet med 5.695 kr. med tillæg af renter fra etableringstidspunktet.
To medlemmer - Ole Simonsen og Jens Ole Stahl - udtaler:
Under hensyn til, at klageren ikke har lidt noget tab, og at den manglende medregning af omkostningsbeløbet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, finder vi ikke grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvist, og stemmer derfor for dette resultat.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger nedsætte restgælden på klagerens lån i overensstemmelse med det foran af flertallet anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.