Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om udsættelse af klagesagsbehandling begrundet i tilsvarende spørgsmål indbragt for domstolene.

Sagsnummer: 319a/2005
Dato: 09-03-2006
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Formalitetsafgørelse - udsættelse med behandling
Ledetekst: Spørgsmål om udsættelse af klagesagsbehandling begrundet i tilsvarende spørgsmål indbragt for domstolene.
Indklagede: NV-Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører en anmodning fra indklagede om at undlade realitetsbehandling af en klage med henvisning til, at anden tilsvarende sag er indbragt for domstolene.

Sagens omstændigheder.

Primo 2005 købte klageren af bilhandleren F en Opel Astra for en kontantpris på 128.000 kr., som blev berigtiget bl.a. ved klagerens salg af en brugt bil for 15.000 kr. samt kontant betaling af 30.000 kr. Restkøbesummen var herefter 98.000 kr.

Ifølge en købekontrakt vedrørende købet af bilen skulle restkøbesummen på 98.000 kr. med tillæg af etableringsomkostninger på 10.331 kr. eller i alt 108.331 kr. afvikles med en månedlig ydelse på 1.699 kr. Renten var anført til 3,99 % p.a. Etableringsomkostningerne var specificeret således:

"STIFTELSESPROV. BIL

kr.

3.791,00

DOKUMENTGEBYR BIL

kr.

2.840,00

FINANSIERINGSDEKL.

kr.

600,00

TINGLYSN.BASISAFGIFT

kr.

1.400,00

TINGLYSN.PROCENTAFG.

kr.

1.700,00

Etableringsomkostninger i alt

kr.

10.31,00"



Købekontrakten, der var med sædvanligt ejendomsforbehold, blev tiltransporteret indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut. Årlige omkostninger i procent var anført med 8,411 %.

Ved skrivelse af 9. november 2005 anførte klageren, at hun var blevet opmærksom på, at dokumentgebyret kun måtte være 2.500 kr., hvorfor hun anmodede om refusion af 4.131 kr. Ved skrivelse af 10. s.m. afviste indklagede klagerens krav.

Ankenævnets kendelse i sag 185/2004, der vedrører et tilsvarende spørgsmål som det i denne sag foreliggende, er af pågældende klager indbragt for domstolene, idet indklagede i sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 11, stk. 2, meddelte, at man ikke ønskede at være bundet af afgørelsen. Retssagen blev i juni 2005 på baggrund af sagens principielle karakter henvist til Østre Landsret, hvor domsforhandling har fundet sted 28. februar 2006.

Parternes påstande.

Klageren har den 2. december 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 4.131 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om udsættelse med sagens behandling indtil der foreligger en domstolsafgørelse i Ankenævnets sag 185/2004. .

Parternes argumenter.

Klageren har ikke ytret sig om indklagedes anmodning om sagens udsættelse.

Indklagede har anført, at sagen bør udsættes, indtil der foreligger en domstolsafgørelse af Ankenævnets sag 185/2004.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at sagens behandling bør udsættes på baggrund af, at det spørgsmål, der er omtvistet i nærværende sag, i en anden sag er indbragt for Østre Landsret til afgørelse.

Som følge heraf

Behandlingen af denne klage udsættes, indtil der foreligger en endelig afgørelse i sag 185/2004, der er indbragt for Østre Landsret.