Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse i forbindelse med foretagne fondshandler.

Sagsnummer: 300/1999
Dato: 18-11-1999
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Indsigelse i forbindelse med foretagne fondshandler.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens køb af aktier gennem indklagede. Ved investeringen led klageren et tab ca. 75.000 kr.

Sagens omstændigheder.

Primo september 1998 blev klageren kunde i indklagedes Kongens Nytorv afdeling, København, og indsatte ca. 630.000 kr. på en indlånskonto.

Ved fondsafregninger af 11. september 1998 afregnede indklagede klagerens køb af 460 aktier i Aalborg Boldspilklub til kurs 215 svarende til en kursværdi på 98.900 kr. og 750 aktier i Brøndby IF til kurs 190 svarende til en kursværdi på 142.500 kr.

Indklagede har anført, at klageren den 11. september 1998 telefonisk kontaktede indklagede. Klageren havde set et tv-program, der anbefalede investering i fodboldaktier, og ønskede derfor at investere for 500.000 kr. Indklagedes rådgiver gjorde opmærksom på, at medieomtalen havde presset priserne 10% op samt henledte opmærksomheden på risikofaktoren ved fodboldaktier. Klageren afgav herefter ordre om køb af for 150.000 kr. i Brøndby IF og for 100.000 kr. i AaB. Klageren har anført, at købet af aktierne er sket uden hans viden.

Ved fondsafregning af 17. september 1998 afregnede indklagede klagerens køb af yderligere 1.000 aktier i Brøndby IF til kurs 197 svarende til 197.000 kr.

Indklagede har anført, at klageren den 17. september 1999 telefonisk kontaktede indklagedes rådgiver, inden markedet var åbnet; klageren ville købe for 350.000 kr. i Brøndby IF efter klubbens sejr over Bayern München. Rådgiveren oplyste, at startkursen, der var 200/210, var en høj kurs. Det beløb, som klageren ønskede at investere for, blev herefter nedsat til 200.000 kr. Rådgiveren gjorde på ny klageren opmærksom på risikoen ved fodboldaktier samt informerede om den negative stemning på aktiemarkedet. Klageren bestrider at have afgivet ordre om køb af aktierne.

Ved fondsafregninger af 5. oktober 1998 til klageren solgte indklagede klagerens aktier i Aalborg Boldspilklub og Brøndby IF. Afregningskurserne var henholdsvis 195 og 160.

Indklagede har oplyst, at klageren den 5. oktober 1998 henvendte sig personligt i afdelingen og oplyste, at han ønskede at sælge alle aktierne. Indklagede tilbød at etablere et aftaleindlån for provenuet ved salget.

Den 8. oktober 1998 etableredes aftaleindlånet for klageren på 555.000 kr. bundet til den 9. november 1998 til rente 4% p.a.

Af skrivelse af 15. oktober 1998 fra klagerens revisor til klageren fremgår, at revisoren beregnede klagerens tab på investeringen i Brøndby IF og AaB til 74.645,50 kr.

Aftaleindlånskontoen blev senere forlænget flere gange senest til 11. marts 1999, hvor klageren overførte kundeforholdet til et andet pengeinstitut.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. juli 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække hans tab.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i september 1998 netop var flyttet til Danmark fra Spanien. Han havde ikke kendskab til, at der i Danmark var fodboldklubber, der drev virksomhed i aktieselskabsform. Det må derfor være indklagede, der har købt aktierne uden at spørge ham, for han ville aldrig været gået med til at købe for så store beløb som sket.

Indklagede har anført, at klageren blev kunde hos indklagede i september 1998. Klageren ville på dette tidspunkt investere i NOK på terminsbasis, hvilket indklagede frarådede. De foretagne investeringer i Brøndby IF og AaB er sket efter klagerens anmodning. Klageren blev rådgivet om den særlige risiko ved fodboldaktier.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter indklagedes oplysninger i sagen lægges det til grund, at de foretagne fondshandler blev foretaget på klagerens anmodning, og at indklagede havde gjort klageren opmærksom på risikoen ved investering i fodboldaktier. Ankenævnet finder, at klageren herefter måtte indse, at han ved investeringen påtog sig en kursrisiko, for hvilken han selv måtte bære risikoen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.